Europa skal fejres hver dag

I dag fejres Europadagen på hele det europæiske kontinent. Det er blevet en tilbagevendende begivenhed, som laves i anledning af Schumann-erklæringen, der dannede baggrund for Den Europæiske Kul- og Stålunion, som senere er blevet til EU.

I Danmark, hvor vi ikke har for vane at lufte det europæiske flag, er det dejligt at se busserne prydet med de gule stjerner på den blå baggrund, men det europæiske samarbejde handler primært om pragmatisme og samarbejde, derfor burde vi ikke fejre samarbejdet på en enkelt dag om året. I stedet burde vi fejre det hverdag og gøre en indsats for, at flere tager en aktiv del i fællesskabet og blander sig som aktive europæiske medborgere.

Over de sidste 5-10 år er vi i Danmark blevet langt bedre til at engagere os i den europæiske offentlighed. Dækningen af den græske gældskrise, Brexit, Hollands valg og nu senest det franske valg er gode eksempler på, at medierne virkelig har fået øjnene op for Europa og europæisk samarbejde, men der skal mere til. Vi skal som borgere og politikere engagere os mere. Og hvad kommer så først? – Hønen eller ægget?

Spørgsmålet er ikke umiddelbart så let at besvare, men en måde at skabe mere engagement i det europæiske blandt borgerne i Danmark, kunne være ved at skabe større sammenhæng mellem de nationale parlamenter og arbejdet i Europa-Parlamentet. Og jeg tror vi er kommet til et tidspunkt, hvor vi skal kigge nærmere på arbejdet i Folketingets Europaudvalg og måden det foregår på.

Medlemmerne af Europaudvalget har meget på bordet. De er dynget til med lovgivning og bliver hurtigt de politiske gruppers EU-eksperter. De giver mandat til ministre som skal forhandle med de andre EU-lande og på den måde ender Europaudvalget med at blive et udvalg, som behandler EU-politik som udenrigspolitik.

Problemet er i den sammenhæng, at meget af den lovgivning som laves i Europa-Parlamentet og de andre EU-institutioner har direkte indenrigspolitisk virkning. Derfor kunne det være en idé, at der også skulle gives mandat fra de fagudvalg, som også i det daglige arbejder med den indenrigspolitiske vinkel på lovgivningen. Det kunne eksempelvis være mandatgivning også fra retsudvalget i de sager som vedrører politisamarbejde, for bare at nævne et enkelt område. På den måde vil folketingspolitikere blive mere engagerede i den europæiske dimension, som ikke står i kontrast til, men derimod supplerer den indenrigspolitiske dimension.

Resultatet af en sådan omlægning vil forhåbentlig også være, at mandatgivningen tager udgangspunkt i partiernes holdning til det fagspecifikke, og ikke bare deres holdning til EU.

Hvis Europaudvalgets mandatgivning kombineres med mandatgivning også fra fagudvalgene, vil det altså i mine øjne give en mere nuanceret og fagspecifik debat om EU, hvor det er nødvendigt for flere Folketingsmedlemmer at blande sig.

På den måde vil medlemmerne af fagudvalgene være bærende for Europadebatten, som samtidig også vil basere sig mere på politik end på spørgsmålet om, hvorvidt nogen er for eller imod EU. Lad os fejre Europa hver dag, og lad os gøre det ved at skabe et bedre europæisk engagement.