Europadagen betyder også fred

I dag 9. maj er mærkedagen for det europæiske samarbejde og på en dag som i dag er det værd at tænke over det som vi fejre.

For mig er EU først og fremmest fredens projekt. Jeg ved godt, at det udsagn kan gøre folk helt lange i ansigtet, for er det virkelig stadig der, hvor vi er 67 år efter, at man tog initiativet til forløberen for EU – nemlig kul- og stålunionen? Efter vi nu i flere år har set højre nationalistbevægelser gå frem i Europa, og hvor flere borgere føler sig marginaliseret i globaliseringen, så er svaret for mig helt entydigt ja – EU er stadig fredens projekt.

Vi skal dog til at se noget anderledes på, hvad der er definerende for freden, og dermed hvordan vi opretholder den.
Da de første spadestik blev taget til det europæiske samarbejde i 1950, var det ud fra tanken om, at hvis vi handler med hinanden, så bliver vi afhængige af hinanden, og dermed vil vi heller ikke bekrige hinanden. Jeg vil bestemt ikke afvise, at det kan være rigtigt, men jeg mener, at der mangler nogle ekstra ting i den ligningen.

Det europæiske samarbejde har uden tvivl overordnet set gjort medlemslandene rigere, men det store problem for os i dag er, at ikke alle EU-borgere føler, at dette har været tilfældet for dem. Uligheden er steget og de føler, at de er blevet kørt over af globaliseringstoget. Det har gjort, at vi i dag ser et mindre sammenhængene EU, og hvis freden fortsat skal sikres, så skal vores sammenhængskraft bevares.

Jeg mener, at vi skal have den sociale bundlinje med i ligningen, hvis det europæiske samarbejde skal være svaret for flere europæiske borgere i forhold til de problemer, som de oplever. Historien har nemlig med al tydelighed vist, at det økonomiske fokus i politikken ikke er tilstrækkeligt i forhold til borgerne, for vækst regner ikke ligeligt på alle borgere.

Betyder det, at socialpolitikken skal overgå til EU? Nej slet ikke, EU har begrænset betydning på det sociale område. Det betyder, at vi i de økonomiske politikker ikke kun skal bedømme politikken ud fra, om de er vækstskabende, men også om de eksempelvis er med til højne lige muligheder og adgangen til arbejdsmarkedet samt sikre retfærdige arbejdsvilkår for borgerne.

Det kan få en stor betydning for flere af de sydeuropæiske lande, som i årevis har lidt under en massiv nedskæringspolitik, og hvor det er under- og middelklassen, som har betalt den største pris ovenpå finanskrisen. Ikke mindst de unge har betalt prisen i mange lande hvor vi ser ungdomsarbejdsløshed på langt over 25%. Med et socialt ben i den økonomiske politik, så vil de indenfor euro-samarbejdet få bedre mulighed for at slå på, at de økonomiske reformer også skal være socialt holdbare.

2017 er året, hvor vi for alvor har muligheden for at ændre skævhederne i det europæiske samarbejde, så vores samarbejde bevares og styrkes. Stats- og regeringscheferne diskuterer i øjeblikket, hvad fremtiden for det europæiske samarbejde skal indebære. Jeg håber, at de vil benytte muligheden til at styrke den sociale bundlinje, så vi kan få et mere balanceret EU samarbejde, hvor vi borgere er i fokus.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *