Åh den historie, Helveg…

Morten Helveg interesserer sig for historien. Han går endda så vidt som til at kalde DF historieløst, fordi vi vil et opgør med menneskeretten. For en radikal må en sådan interesse være pinefuld. Men lad os gerne tale om danmarkshistorien, Helveg. Fra Zahles forræderi mod sønderjyderne, som selv Brandes græmmede sig over, til udlændingeloven af 1983. Lad os blot dvæle længe ved indenrigsminister Ove Rode, der gav staten ret til at regulere fødevarepriserne og ekspropriere varer og opsatte et ministerielt kontor til at regulere pressen. Friheden havde trang kår under de radikale; nepotisme og magtmisbrug rådede. 1920, 1940, 1983 er alle radikale højdepunkter og danmarkshistoriske lavpunkter.

Forsvaret for menneskeretten er i dag det (forhåbentligt) sidste værn, radikalisterne har tilbage imod folk og fædreland. Og B22, som min navnebroder naturligvis vælger at omgås med den kønsløse indeksbetegnelse (man skulle jo nødigt få beskidte fingre), er ganske enkelt et oprør imod dette radikale uvæsen: den nærmest antisekulære tro på floromvundne programerklæringer til erstatning af loven. Dette er netop menneskerettighederne; fra 1789 til i dag. Firkantet udformede hovedsætninger, der følgende udfyldes af de ægte magthavere – de udpegede; de fra folket sig fjernt opholdende. Dommerne, komitéerne, udvalgene, smagsdommerne. Dem med de rigtige meninger.

Menneskeretten er i modsætning til loven ikke født ud af den konkrete, nære virkelighed; men derimod universel. Åndløs og gold; uden forståelse for de bånd og den historie, der skaber et folk og en nation. Derfor er da også menneskeretten i al sin glans både totalitær og enfoldig. Thi hvordan har den det i Rusland? Eller i Tyrkiet? Begge lande er fuldt med i Helvegs konvention, men det kniber med realiseringen af de fine mål. Således er det næppe konventionen, der skaber freden og friheden; men derimod den folkelige virkelighed.

I Danmark afskaffede vi længe før menneskeretskonventionen både slaveri og tortur, som den gode Helveg anfører som de frygtelige ting, der monne opstå. Ja, helt uden bistand udefra har vi udviklet et af verdens meste retfærdige, respekterede og ukorrupte samfund, som i mangt og meget overgår radikalismens hjemland, hvor menneskerettighederne som bekendt kom til verdenen med guillotinen som stedfortrædende jordemoder og terroristen Robespierre som gudfader. Hvis menneskeretten er så overlegen, hvorfor har Rusland og Tyrkiet som oprigtige kontrahenter da så mange problemer, mens vi i Danmark helt uden konventionen var foruden? Sic transit gloria mundi (radicalii).

En parole om ”enhver har ret til retfærdighed” skaber naturligvis ikke retfærdighed. Derimod sætter de mere end 1000 §er i retsplejeloven mv., som i sindig pagt med den historiske og folkelige virkelighed er blevet udviklet gennem generationer, rammen for et af verdens mest retfærdige samfund. Ikke Strasbourg, hvor menneskerettighedsdommerne langs Rhinens breder lever en lykkelig tilværelse i rieslingens, foie gras’ens og spätlesens hjemland. Åh, hvilket offer de yder for os utaknemmelige uforstandige…!

At udvise kriminelle, krænker menneskeretten. At fratage terrorister statsborgerskabet, krænker menneskeretten. Vig mig da fra livet med jeres menneskerettigheder! Eller som professor Mads Bryde Andersen nyligen har påpeget: ”Domstolen er blevet en slags politisk instans. Den tager stilling til næsten alle dele af samfundslivet: Miljø, ytringsfrihed, udvisning af kriminelle og beskyttelse af privatlivet. Min grundlæggende opfattelse er, at spørgsmål som disse skal afgøres af nationale parlamenter. Ikke af en domstol, som dømmer i medfør af nogle meget brede paragraffer”.

Den historiebevidste Morten Helveg burde interesserer sig herfor. At bruge menneskeretten som amputator af folkestyret, er måske i tråd med den radikale elitisme, som gennem historien har haft talrige totalitære konnotationer; men det gør den ikke mere klædelig. Snarere tværtimod. Verdenshistorien er rig på ideologier og programmer, der skulle skabe det lykkelige samfund, men som er endt i ulykke. Det gode samfund hviler nemlig ikke på ideologi og programmer, men på folkelig samhørighed; kulturel bevidsthed og ydmyg tro på vort samfunds bærende institutioner. Alt det, som radikalismen ønsker at omstyrte. Og som Dansk Folkeparti omfavner.