Åh, Europa II

I går skrev jeg om, hvad Europa og nationalstaten ikke er. Men hvad skal vi da mene om denne nationalstat? Er den af det gode eller af det onde? For at forstå lidt herom, må vi tilbage i den europæiske historie til afslutningen på Europas længste krigsperiode – 30årskrigen.

Da den katolske kong Ferdinand 2. i 1618 ophævede religionsfriheden i det overvejende protestantiske Böhmen (nu Tjekkiet), udløste det oprør. En gruppe adelige protestanter endte med at smide de kejserlige råder Martinitz og Slavata ud ad et vindue; til deres held ramte de efter sigende en mødding og overlevede således faldet. Men konflikten mellem de reformerte og pavekirken i Rom var åbenbar. Så da Ferdinand året efter blev valgt til tysk-romersk kejser, fik vreden for alvor greb i de bøhmiske stænder, som i trods udnævnte den protestantiske kurfyrste Friedrich 5. af Pfalz.
Denne opsætsighed kunne Kejser Ferdinand naturligvis ikke sidde overhørig og han mobiliserede derfor ”den katolske liga”, som 8. november 1620 brutalt slog den bøhmiske hær ned. ”Slaget ved det hvide bjerg”, som det senere skulle huskes, satte gang i en helt stribe af krige og konflikter, der skulle vare, indtil der i 1648 kunne indgås en fred i Westfalen. 30 år, hvor der kæmpedes om retten til at bestemme den indre orden i andre lande.

30årskrigen er på overfladen en religionskrig, men handler i bund og grund om retten til selv at bestemme over egne forhold. Pavekirken i Rom ville ikke acceptere nogen opsætsighed; reformationen skulle slås ned. Den katolske kirkes enhed og monopol var ukrænkeligt. Der krævedes subsidiaritet; underordnelse! Men protestanterne ville ikke underordne sig.

Krigene afsluttedes mest af alt efter gensidig udmattelse, og fredsforhandlingerne pågik i årevis, inden man nåede til enighed om tre aftaler. I januar 1648 anerkendte det katolske Spanien Nederlandenes uafhængighed. Dette endte en næsten 100 år lang konflikt og førte frem til, at man sidst på året kunne vedtage de to hovedtraktater, som skabte en række nyordninger, vi i dag betragter som naturligheder.

Som det væsentligste fulgte, at staten skulle udgøre grundstammen i den ”europæiske orden”. Hidtil havde kongeslægter, imperiale alliancer og religiøse tilhørsforhold udgjort den europæiske orden. Men fra nu af var en stat en stat. Og et statsoverhoved var et statsborger – uanset religion, slægt, ægteskab eller alliancer. Dermed fik enhver stat den suveræne ret til selv at vælge leder, ledelsesform og – vigtigst: retten til selv at bestemme indre anliggender.

De hidtil udbredte forsøg på at tvangsomvende religiøse (reformerte) mindretal skulle være slut; splittelsen af den kristne kirke høre op. Traktatens formålserklæring proklamerer ”kristen, universel, evig, sand og sandfærdig fred og forsoning…til Guds ære og kristenhedens sikring”. I begge lejre havde man indset, at man ikke ad krigens vej ville komme til forsoning. Derfor kunne man lige så godt gøre en dyd ud af uenigheden. Til Guds ære, naturligvis!

Med den westphalske blev magtbegrebet redefineret. Der var ikke længere kun os og dem, vore allierede og vore fjender; men derimod gensidigt respekterede og respekterende grupper af – i princippet ligeværdige – stater. Lord Palmerston formulerede det et par århundreder senere rammende: ”Vi har ingen permanente allierede, og vi har ingen bestandige fjender. Vores interesser er derimod permanente og bestandige, og disse interesser er det vor pligt at følge” (oversat fra Kissinger, 2015, p.32).

En nation har først og fremmest sin befolkning at tage hensyn til. Og især Storbritannien blev i denne nye orden den stormagt, som dygtigt balancerede kontinentets magtforhold. Frem til krigsudbruddet i 1914 lykkedes det Storbritannien at positionere sig og indgå alliancer, så ikke eet land kunne dominere kontinentet. Blev eet land for stærkt, allierede de øvrige sig for at sikre ekvilibrium. Denne dynamik opstod af, at alliancemulighederne efter 1648 var blev afideologiseret. Enhver stat kunne handle efter egne interesser; og i virkelighedens verden betød dette, at kontinentets mange magtforhold blev udglattet. Krige og konflikter blev ikke alle undgået; men den grundlæggende europæiske magtbalance forblev intakt, idet skiftende alliancer lykkedes at slå (især) franske stormagtsdrømme ned. Dette er nationalstatens berettigelse: at fritstille staten til at forfølge egne interesser og således skabe en dynamik, der naturligt sikrer fred og fremgang. Vokser én stat sig for stor, så freden trues, går andre stater sammen for at undgå konflikten.

Dette er Europa. Den westphalske fredsaftale er Europas fødselsattest.

Med EU er denne westphalske orden sat ud af kraft. I dag er vi tilbage i den tilstand, så førte Europa ind i 30 års krig. Vel er trosfriheden én af EUs bærende værdier. Men også i vort århundrede kræves der underordnelse – subsidiaritet – på linie med, hvad pavestolen i Rom krævede af de reformerte.

I dag er det EU, der detaljeret blander sig i staternes indre anliggender. Fra stort til småt. Fra ulve i vore skove og farven på pomfritten til, hvilke ledere landene vælger og hvilken politik der føres. Italien og Grækenland har som bekendt begge måttet trække valgte premierministre, fordi magthaverne i Bruxelles ønskede andre; og i ethvert EU-land har man måttet se etablerede institutioner og demokratisk vedtagne regler fejet til side af ikke-valgte og ukendte beslutningstagere i EUs korridorer.

Udlændingepolitikken har som eet af vor tids mest følsomme anliggender vist sig at skabe store uenigheder, når EU-monopolet vil udrulle sin one-size-fits-all løsning. De åbner grænser har skabt utryghed. Euroen forarmelse. Overalt i Europa ser man med stadig større mistro mod et magtfuldkomment, urørligt system i Bruxelles. Det skaber uro og utryghed. Briterne har fået nok og trækker sig nu fra samarbejdet. Men i stadig flere lande er det nationalistiske kræfter, der italesætter bekymringen. De mødes ikke med lydhørhed og forståelse, men slås brutalt ned af magthaverne fra Bruxelles.

Man må derfor spørge, om vi anno 2017 atter er i en spændingernes tid, der minder om dem, der i 17.århundrede udløste 30 års krig? Kan konflikten forhindres? Eller er EUs afstandtagen fra nationalstaternes Europa så grundlæggende, at konflikten ikke kan undgås? I givet fald, har man opfyldt både sin egen og den westphalske profeti. EU er i dag ikke en sammenslutning mellem frie nationer, men har i sit opdrag at begrænse – ja, helt udrydde – nationalstatens frihed.

Til retfærdiggørelsen af føderationsideologien har man opfundet en fortælling om, at nationalstaten er ond. Se blot Hitlers Tyskland! Ja, se blot, morlille. Er du ikke en sten?