Åh, Europa…

Ofte hører man EU forsvaret som det, der har sikret freden på et kontinent, der i århundreder var plaget af krige og konflikter. EU er fredens budbringer! Argumentet suppleres ofte med en henvisning til rædslerne op til og under anden verdenskrig. Og det er jo til at forstå: nationalstaten fører til nationalisme, og nationalisme fører til krig. Derfor må nationalstaten tæmmes. Nogenlunde sådan lyder ræsonnementet til støtte for ”den stadig snævrere union”.

Problemet er bare, at argumentet dels er så karikeret, at det bliver usandt; og dels at den europæiske virkelighed strækker sig længere end den bekvemme 70års periode, som EU orienterer sig efter.

Anden verdenskrig og nazismen udgjorde den perverterede kulmination på Bismarchs drøm om det tyske imperium, der indledtes efter det franske nederlag i 1871. Heraf opstod, hvad historikeren Arthur Moeller van den Bruck kaldte ”det andet rige”, efter Napoleon i 1806 havde gjort en ende på det tusindårige (første) tysk-romerske rige. Den historiske reference var da også til at mærke, da Bismarck i 1871 lod det tyske rige gen-proklamere på solkongens pragtslot i Versailles. Så kunne de forstå det, de forbandede bonapartister!

Storhedstrangen (og en del uheldige tilfælde) udløste den tragiske første verdenskrig, som i 1917 kunne føje den kommunistiske revolution i Rusland til tragedien. Da krigen efter fire år var slut, samledes man atter på Versailles-slottet. Men denne gang var det franskmændene, der svingede blækpennen og tvang tyskerne til en ydmygende fredsaftale. Om ydmygelsen var klog eller ej? Tja, den historiske viser bevæger sig kun fremad. Men uomtvisteligt er det, at vejen til magten for nazisterne i høj grad blev beredt af Versailles-freden. Tyskerne følte sig urimeligt hårdt behandlet, fornedret og umyndiggjort. Og når man træder på en nation, der igennem 1000 år har set sig selv som selve Europas omdrejningspunkt (og i knap 100 år havde vænnet sig til en stadig stærkere militarisering), så må det næsten gå galt. Og det gjorde det. Årene 1933 til 1945 er det rædsomme vidnesbyrd.

Spørgsmålet er da, om nazi-Tyskland kan siges at være nationalstatens normalitet? Er denne periode det lakmuspapir, der skal definere nationalstatens ægte indhold? Thi det er påstanden, der bærer argumentet for, at vore nationalstater bør tømmes for suverænitet. Der er imidlertid ikke megen evidens for, at en fri nationalstat i almindelighed udvikler sig som Tyskland gjorde, da imperiet brød sammen. Tværtimod må denne periode anskues som en helt særlig, mindst 100årig bevægelse, der således ikke tjener som god forståelse af nationalstaten som historisk enhed. Da eksempelvis Milosovic søgte at holde sammen på sit forbund af nationalstater, gik det op i krig. Makedonere, montenegrinere, kroater, bosniere og serbere ville ikke være i samme forbund, Jugoslavien. De ville have deres egen nationalstat. Dette mente EU (Vesten) var af det gode. Jugoslavien var af det onde. Men er EU og Jugoslavien ikke gjort af samme filosofi? En sammenkædning af nationer under eet?

Hvordan kan da dette være både godt og ondt? Måske fordi enhver konstruktion er afhængig af tid, omstændigheder, historie og årsagssammenhænge, mens nationalstaten som et historisk tilbliven (ikke en konstruktion) bæres af en folkelig velvilje og således ikke behøver retfærdiggøre sig selv? Ellers ville vi jo kunne sammenligne Sovjetunionens forsøg på at samle nationalstater i en klasseløs enhed med EUs forsøg på at samle nationalstater i en nationalitetsløs enhed, og det er selvsagt forkert, ikke? Med få undtagelser på venstrefløjens syge overdrev er vi vel enige om, at Sovjetunionen var af det onde?

Læren af historien må imidlertid da være, at EU netop ikke kan finde sin retfærdiggørelse i historiske enkeltbegivenheder. EU er vel historisk bygget på ruinerne af anden verdenskrig. Men anden verdenskrig bliver ikke dermed en retfærdiggørelse af påstanden om, at nationalstaten i sig selv er ond. Som Margaret Thatcher rammende formulerede det: ”Hvorfor skulle vi (briterne) afgive magten til EU, blot fordi franskmændene frygter tyskerne – og tyskerne frygter sig selv?”. Dette er hovedet på sømmet: virkeligheden er konkret og kan ikke sættes på formel. Et forsøg på ud af det konkrete at retfærdiggøre det principielle, bliver således løgn.