At resignere eller kæmpe; dét er spørgsmålet

”Engang du herre var i hele Norden, bød over England; nu du kaldes svag”. Rammende og præcist satte H. C. Andersen ord på historiens tyngende territoriale realitet. Og ak, hvor har vi tabt. Men hvor vi har kæmpet, døet, stridt og grædt hver eneste gang. I 1658, 1814, i 1864. Kun 1920 skiller sig ud som et glædens år, hvor det tabte Sønderjylland vendte hjem.

Sigende er det dog, at vi aldrig har opgivet land uden kamp; uden modvilje. Kun under radikal indflydelse har vor regering sveget den national pligt; i 1940 blev landet med uartikuleret accept besat af nazisterne og 20 år forinden arbejdede de selvsamme mænd aktivt imod en genforening, der kunne have været større. Den internationale stemning var med os; men Zahle takkede nej. Intet parti har som det radikale med succes svigtet, hvad der for os er fædreland; for dem territorium. Ånd og historie versus jord og matrikel.

Ingen har som de radikale erkendt nederlaget, før det var tabt. Beredt vejen; resigneret og strakt våben. Og i dette, vor histories lys bringer det følgelig konnotationer med sig, når en partileder erklærer hovedstaden delvist tabt. Især når erklæringen kommer fra en erklæret nationalsindet. Har hun alene svøbt sig i disse nationale klæder, for i realiteten at begå sig med radikalismens defaitisme? Thi hvad skal det nytte at kæmpe for Nørrebro? Er det ikke allerede tabt, som Sønderjylland var det for Zahle helt frem til den realiserede genforening?

Vermund taler sikkert i demografiske termer, når hun opsiger sin troskabsed. Og sandelig er der meget på Nørrebro, der kan synes fortvivlet. Årets parade kunne ikke passere. Den ene mere islam-radikale galning efter den anden synes udklækket i denne herostratiske kendte bydel, hvor mellemøstligt udseende veksler mellem halal-butikker, kebabudsalg, gadebander, tæppehandlere og uromagere. Og dog er der noget bekymrende over Vermunds betragtning; er Nørrebro virkelig tabt? Som Skåne og Halland; Flensborg og Lyksborg; Norge?

Netop historien må give os bevidsthed og modet til at tro det modsatte. I 50 år var Sønderjylland under tysk åg. Meningspåvirkningen var enorm, tvangsfortyskningen en realitet. Alligevel skete miraklet, da kong Chr. X red ind i Sønderjylland. Efter roskildefreden måtte svenskerne tage dødsstraffen i brug for at tvangsforsvenske de danske. Den dag i dag har skåningerne deres egen identitet og bevidsthed. Og således også med Nørrebro, som vel i dag kan synes langt fra det Danmark, vi kender og elsker.

Men aldrig skal de, der ønsker Danmark det slet, have glæden ved, at vi erklærer noget tabt. Aldrig skal de, der konspirer mod Danmark, kunne sove sikkert. Og aldrig skal vi igen stå med svigefulde politikere, der ikke tør handle, når historien taler til os.

I genoprettelsen af det Danmark, som multikultidogmatikerne har omformet til ukendelighed, er vi endnu kun i den spæde begyndelse. Med Churchill kan vi sige, at vi så sandelig er langt fra den afsluttende strid, men måske – med den tilsyneladende voksende erkendelse af, at flygtninge, islam og indvandring er et problem – kan vi håbe snart at se afslutningen på begyndelsen. Foran os venter fortsat store opgør og kampe. Med konventionerne, der forhindrer os i at udvise kriminelle; med EU, der i de åbne grænsers navn beskytter vor kulturs fjender; med FN, der uden ansvar pålægger os ansvar for forhold, vi ingen lod har i; og med hele den kulturradikale meningsdannelse, som fortsat styrer det offentlige rum. Fra medierne, over skoler og universiteter til sværmen af meningsmagere, der forstyrrer den sunde fornuft.

Vel, tiden med herreskabet over Norden og England er ovre. Med al vor histories uretfærdighed, har Danmark nu engang sin størrelse. Men vi har ikke brug for politikere, der resignerende opgiver. De er ikke Danmarks navn værdige.