Bag Joachim B.’s neandertaler-kvindesyn gemmer sig ladhed

Når Joachim B. Olsen siger, at forskellene mellem mænd og kvinders arbejdstid skyldes, at kvinder af biologiske årsager har mere lyst til at gå hjemme, udtrykker han et gammeldags kvindesyn, total manglende viden og han retfærdiggør samtidig, at vi som samfund ikke handler på ulighed mellem kønnene. Hans neandertaler-kvindesyn er ikke kun fordummende, fordi udtalelserne er forkerte. Det er også en dårlig undskyldning for ikke at have en ligestillingspolitik og være ligeglad med ulighed mellem kønnene. Det er ren ladhed.

Det handler om ulighed, ikke genetik

Det er sandt, at en stor andel af de danske kvinder på arbejdsmarkedet vælger at gå ned i arbejdstid. Af kvinder mellem 30 og 54 år som har børn, vælger 28% at arbejde deltid. I rigtig mange af de traditionelle kvindefag er tallet endnu højere – hver anden kvinde i det offentlige arbejder deltid. Men det handler om samfundsstrukturer og ulighed – ikke genetik.

I familier hvor man af hensyn til børnene beslutter, at én af parterne skal gå ned i tid, vælger man næppe den med den højeste indkomst. Og eftersom vi fortsat ikke har ligeløn i Danmark, og mange kvinder arbejder i lavtlønsfagene, ja så bliver det kvinden. Det handler dermed om økonomisk ulighed – ikke genetik.

I det offentlige, arbejder hver anden på deltid. Det skyldes bl.a. skæve arbejdstider og hårde arbejdsvilkår i en nedskæringsramt sektor. Det er ganske enkelt for fysisk hårdt og for svært at få puslespillet til at gå op med et familieliv. Forskning fra 2015 viser i øvrigt, at mange kvinder gerne vil op i tid igen senere, men ikke kan komme det pga. omstruktureringer og nedskæringer i kommunerne. Det handler altså om samfundsprioriteringer, mangel på fleksible deltids- og orlovsordninger og et kønsopdelt arbejdsmarked – ikke genetik.

Ligestillingsproblemer på arbejdsmarkedet har konsekvenser

De nye forskningsresultater fra Rockwool Fonden – som Joachim B. Olsen klogede sig på – viser, at når familier får børn, er det kvinderne, der trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet og arbejder mindre, mens mændenes arbejdstid forbliver uændret. Og kvinders ringere tilknytning til arbejdsmarkedet i løbet af et langt liv har konsekvenser for deres økonomi, løn, pension og dermed ligestilling og personlige frihed. Derfor er de forskningsresultater udtryk for et ligestillingsproblem.

Når det affejes med henvisninger til biologi, retfærdiggøres det som noget uforanderligt. Noget man ikke kan eller behøver handle på. ”Det er jo naturen. Den kan vi ikke ændre på”. Men vi kan ændre på det, og forklaringer findes i vores samfundsstrukturer og kønsroller. Ikke genetik.

Nordisk forskning viser, at årssagen til deltiden primært er hensynet til familie, helbredshensyn eller fordi fuldtidsjobs ikke er til at få. Det handler ikke om genetik.

Opgør med kønsroller og fastlåste normer

Jeg tror ikke på, at kvinder er genetisk disponeret for i højere grad at tage hensyn til børn og familie, men jeg tror på at piger i højere grad end drenge er opdraget til at vise omsorg, kompromisse og sætte sig selv til side. Og jeg ved, det er en særdeles menneskelig mekanisme at gøre det, man plejer. Dét alle andre gør. Dét der forventes. Så ja, vi lever i konstruerede kønsroller, og samfundet omkring os former vores valg.

Det er et problem, at kvinder straffes økonomisk for deres deltidsarbejde. Det skal vi gøre noget ved. Gennem kampen for ligeløn, generelt kortere arbejdstid, mindre kønsskævhed på arbejdsmarkedet, lige barselsrettigheder til mænd og bedre orlovsordninger for småbørnsfamilier. Ikke ved at trække på skuldrene og råbe genetik.