Bandemedlemmer skal ind og ruske tremmer i laaaang tid

I 2016 blev der begået 565 banderelaterede forbrydelser alene i Københavns Kommune. Forbrydelserne tæller både skudepisoder og anden bandeaktivitet, som naturligvis skaber utryghed blandt borgerne hovedstaden. Og ingen skal frygte for at blive ramt af vildfarende kugler i hverdagen. Én ting er, at banderne skyder på hinanden, men at gøre vores fælles, offentlige områder til deres interne kampplads, vil vi simpelthen ikke være med til.

Alle københavnere har krav på tryghed, ligegyldigt hvor de bor eller færdes.

Regeringen har derfor fremlagt en ny bandepakke bander bag tremmer, der skal stramme grebet om den organiserede kriminalitet. Som politiker og familiefar i København er jeg utroligt glad for, at der nu slås endnu hårdere ned på banderelaterede forbrydelser.

Grupperingerne skal ikke tro, at de kan slippe afsted med at bringe os andre i fare, fordi de skal ud og spænde med musklerne. Og med bandepakkens 28 nye initiativer, har vi endelig bemyndigelse til at ramme grupperne fra yderst til inderst.

Vi har for nyligt fordoblet straffen for ulovlig våbenbesiddelse, og vi får snart mere synligt politi og politikadetter på gaden. Med bandepakken foreslår vi hårdere straffe, opholdsforbud, styrket forebyggelse og afskaffelse af prøveløsladelser for bare at nævne nogle få.

Selvom vi i dag har rekord mange rocker- og bandemedlemmer siddende i de danske fængsler, strammer vi grebet yderligere, så borgerne i alle bydele kan føle sig trygge. Og de medlemmer som endnu ikke er pågrebet, får også snart vores fængsler at se indefra.