Bankernes demokratiske problem

De danske banker udgør både et økonomisk og demokratisk problem for vores samfund. Ikke nok med, at de stort set ikke har ændret opførsel efter den økonomiske krise, som blandt andet blev startet af deres usikre spekulation. Deres størrelse, lobbyarbejde og skjulte økonomiske støtte til politiske partier betyder også, at de er en helt særlig magtfaktor, der trumfer demokratiet.

Bankerne er et økonomisk problem

Siden krisen slog igennem 2008 er det gang på gang blevet tydeligt, at bankerne udgør et økonomisk problem for samfundet. For det første er der en ubetalt regning for bankpakkerne på 26 mia. kr. For det andet har det vist sig, at bankerne slet ikke er så sikre, som de gerne vil give indtryk af. Faktisk er de lige så dårligt polstrede i dag som op til finanskrisen. For det tredje udbetaler bankerne store udbytter til aktionærerne, alt imens de pålægger kunderne gebyrer og alt for høje udlånsrenter.

Alt i alt har bankerne ikke forandret sig en tøddel efter en finanskrise, som ramte det danske samfund, lønmodtagere og velfærden som en rambuk. Og vi ved af bitter erfaring, hvad det kan betyde.

Bankerne er et demokratisk problem

Men bankerne er ikke kun et kæmpe økonomisk problem for samfundet – de er også et demokratisk problem. De største banker bliver nemlig så store, at de er livsfarlige for samfundsøkonomien, og deres størrelse giver dem magt og penge til at købe en række udemokratiske privilegier.

En håndfuld banker er vokset sig så store, at samfundsøkonomien rent ud sagt bryder sammen, hvis de går ned – too big to fail. Derfor er der lavet særlig regulering for dem – såkaldte SIFI-regler. Alene bankernes størrelse gør altså, at de har en enorm økonomisk magt, som reelt begrænser mulighederne for demokratisk regulering, og som betyder, at hensynet til bankerne kommer før hensynet til fællesskabet. Det så vi blandt andet, da bankpakkerne blev delt ud, mens efterlønsreform, løntilbageholdenhed og dagpengeforringelser ramte almindelige danskere.

Men bankerne påvirker også politikerne direkte gennem lobbyarbejde og penge til partikasserne.

Indtil sidste år omgik bankerne reglerne om åbenhed om partistøtte ved at indbetale millionbeløb til en forening, som støttede de borgerlige partier. Blandt andet Danske Bank indbetalte en halv million kroner til foreningen, som så gav pengene videre til partierne og på den måde skjulte, at det var banken, der stod bag donationen. Hvor mange møder, der bliver holdt mellem de støttede partier og bankernes lobbyister, ved vi ikke, fordi både banker og partier nægter at fortælle om det. Men vi ved, at bankerne ikke har fået så lidt endda: Seks bankpakker for milliarder fra fælleskassen, en regulering, som favoriserer storbankerne, og et fuldstændigt manglende opgør med deres spekulative adfærd og overpriser.

Til gengæld har man undersøgt bankernes påvirkning af beslutningstagere i EU. Tænketanken Corporate Europe Observatory har opgjort, at ansatte i EU-kommissionens afdeling for regulering af den finansielle sektor mellem januar 2013 og juni 2014 afholdt mere end 400 møder med banker eller bankrelaterede foreninger. Altså omkring et møde om dagen med folk fra den banksektor, som kommissionen skulle regulere. Og det er meget væsentligt, for en stor del af bankreguleringen kommer fra EU i form af direktiver.

Løsning: Offentlig bank og åbenhed

Helt almindelige mennesker og fællesskabet i vores lille land har en åbenlys interesse i et opgør med bankerne indflydelse.

For det første må vi have et offentligt alternativ til profit-drevne banker. For eksempel en statslig boligbank, som i Norge og Island, der kan sikre billige lån til boligkøbere. Eller det kunne være en landdistriktsbank med formål at skabe arbejdspladser og gode liv i landdistrikterne.

For det andet må bankernes som økonomisk og demokratisk problem angribes. Bankerne skal opdeles, så de ikke længere er gigantiske finansielle supermarkeder, som er så risikable for samfundsøkonomien, at de trumfer demokratiet.

Og sidst men ikke mindst skal der være åbenhed om påvirkningen af politikere – både når det kommer til partistøtten og de dyre frokoster med lobbyisterne.