Betaler vi licens for at gøre mænd til det svage køn?

DR har en mission. Og det er ikke bare at overfylde sendefladen med syngende teenagere og tomgangsdramatik. Nej, missionen er at få mænd fremstillet som det svage køn. Og dermed få seere/lyttere/læsere til at indse, at kvinderettigheder er et overstået kapitel, og at ligestillingskampen i dag udelukkende bør handle om at give statsstøtte/medietid/omsorg til mænd for at afhjæpe de utallige problemer, som de har ved at være så svagt et køn.

Nå, ja, DR er ikke alene i denne mission, de fleste danske medier er ude på den selvsamme mission. Men de fleste danske medier har også et erklæret politisk ståsted – DR lader derimod, som om det er upolitisk. Men samtidig tillader DR sig altså at lave journalistik, der er så bagstræberisk reaktionært og skarpvinklet i en grad, at det efterhånden ligner decideret manipulation.
Lad os tage dagens historie om krisecentre til mænd. Her er dr.dk’s indledningsafsnit:

“Når en kvinde står midt i en livskrise på grund af skilsmisse, vold, boligmangel eller økonomiske problemer, modtager hun langt mere hjælp fra det offentlige end en mand i samme krise.
I hvert fald er den politiske lyst til at give penge til udsatte kvinder mere end fire gange så stor som til at give til mænd i en lignende situation.”

Bemærk, hvor yndefyldt ordet “vold” er kamufleret i den første sætning. Som om vold bare lige er en tilfældig livskrise. Som om det, at staten er nødt til at bruge en masse midler på at hjælpe kvinder og børn, fordi de bliver tævet og truet af mænd, er en særlig kvindeluksus på linje med statsbetalt manicure og spaophold.

Men det er smart tænkt af et reaktionært medie med en en mission. For ved at smide det kæmpestore – og meget dyre – problem med vold mod kvinder ind sammen med andre kvindeproblemer, kan man nemlig manipulere ret heftigt med tallene. Og det gør man så.
For kvinder i krise får altså over fire gange så meget i støtte som mænd i krise. (Hele 4,7 gange så meget har man tilmed regnet sig frem til i artiklen.)
Det er vinklen på historien. Det er det, forskerne forholder sig til. Det er det, som vi forarget skal tale om på arbejdspladserne og de sociale medier i dag. Igen igen forfordeles de stakkels svage mænd. Ligesom i den feminiserende folkeskole. Ligesom når de ikke må få deres børn ved skilsmisser.
Så her er den grafik, vi får lov til at se, der skal manipulere os i den retning.

Skærmbillede 2015-02-23 kl. 14.20.05

Nu er det godt nok et par år, siden jeg tog uddannelsen som journalist, men jeg har altså ikke glemt, hvordan man regner. Og det begynder min hjerne ret automatisk med, når jeg så ser den anden grafik, som er den her:

Skærmbillede 2015-02-23 kl. 14.20.13

Prøv at trække de to første af kvindernes satspuljemidler fra her. De to første – meget tunge – poster er nemlig tiltag for at afhjælpe kvinder ud af voldelige forhold (herunder tvangsægteskaber for etniske minoriteter.)
Den første post, der ikke har noget med vold at gøre, på kvindernes liste er Mødrehjælpen, der modtager knap 7 mio. kr årligt. (Og nu gider vi ikke gå ind i, at Mødrehjælpen jo ikke så meget er et tilbud til kvinder, men et tilbud til mødre.)
Mødrehjælpens 7 millioner er dog hele 4 mio. mindre, end hvad topscoren på mændenes liste, Fundament, modtager. Fundament er et værested for mænd – hjemløse og de mænd, der har det svært efter en skilsmisse.
Så hvis vi skulle gå 1-til-1 på satspuljemidlerne, så får ikke-voldsramte mænd altså langt mere i støtte end ikke-voldsramte kvinder…

Nu viser DR’s grafik kun de øverste topscorere af satspuljemidler her, så formentlig er der mange små tiltag til kvinder længere nede på listen. DR har ikke nødvendigvis helt uret i deres valg af vinkel: Måske er der faktisk flere midler sat af til at afhjælpe kvinder i krise, end der er sat af til mænd. (Nu gider vi så heller ikke gå ind i, at kvinder faktisk også ofte er den økonomisk svage part ved skilsmisser og andre ting.)

Men DR vælger at sammenligne mænd og kvinder, som om det er to gange æbler. Selvom alle, der har sat sig bare en lille smule ind i socialt arbejde ved, at den slags er sindssygt kønsbetinget. Mænd og kvinder har slet ikke brug for samme slags støtte. (Og nu gider vi da slet ikke at gå ind i, at denne historie jo alene tager udgangspunkt i satspuljemidler beregnet til de svage i samfundet – eks. ofre for vold. Men hvis man nu inddrog tallene for, hvad det koster samfundet at håndtere udøverne af vold i form af politi, retsvæsen og fængsler, så ville mænd nok modtage lidt flere statsmidler end kvinder alt i alt…)
For eksempel hjemløshed. Det er et udpræget mandeproblem. Ergo er der selvfølgelig sat flere penge af til mandecentre, der afhjælper det problem, end der er til en tilsvarende indsats for kvinder. (Ligesom partnervold altså er et større problem for kvinder end for mænd.)

Så jeg sidder altså ikke og hidser mig “kvindesolidarisk” op over, at man laver en indsats der, hvor der er mest brug for den. Min læge har eksempelvis en folder liggende, som Sundhedsstyrelsen har trykt for at få flere mænd til at gå til lægen. (Nu gider vi ikke lige gå ind i, hvorfor den folder så ligger nede hos lægen…)
Da jeg så folderen, tænkte jeg ikke: “Hmmff, og hvad får kvinderne så til gengæld?” Jeg tænkte bare: “Godt, der er fokus på det problem.”

Men i DR’s vinkel på satspuljemidlerne fremstilles det altså, som om kvinder nærmest nasser på den sociale støtte, og at mænd sjofles på bekostning heraf. Det pisser mig i den grad af. Især når jeg ved, at det, som disse midler i høj grad går til, er kvinder udsat for vold, og enlige mødre.
Og det pisser mig endnu mere af, at politikere og medier helt alvorligt kan gå ud og sige, at når kvinder får “alt det”, så skal mænd også have støttemidler til at komme igennem en skilsmisse. I min verden er der fanme langt fra knuste knogler til knuste hjerter.
Men DR’s mission er tydeligvis, at vi skal forstå, at mænd er så svage, at alle deres private problemer er politiske.
Og dét altså samtidig med, at alle kvinders politiske problemer til stadighed bliver anset som private.