Bevar karaktererne

Det er skønt at så mange gerne vil uddanne sig og søger ind på de videregående uddannelser. Det sætter som altid fokus på adgangskvotienten og dermed karaktererne.
I forhold til de videregående uddannelser har vi først og fremmest haft karaktergivning i efterhånden rigtig mange år. Hvis man kigger på det udefra, hvad vi ved fra forskningen, er der en god grund til det: karakterer er bedre end deres rygte, fordi de er gode til at udvælge de mest egnede, har en begrænset social slagside i forhold til andre metoder og er gennemskuelige og højner retssikkerheden for den enkelte studerende.
Det skyldes blandt andet, at der netop er en høj grad af gennemsigtighed i karaktersystemet. Det er der, fordi eleverne i højere grad end andre kendte metoder ved, hvad der forventes af dem. Det er en styrke. Nu ønsker et såkaldt politisk flertal, at ændre karaktergivningen. Det flertal er jeg ikke med i.

Undersøgelser viser, at der er ikke en markant sammenhæng mellem social baggrund og gymnasiale karakterer eksempelvis. Det vil sige, at det ikke er rimeligt at konkludere, at det nuværende karaktersystem er en stor fordel for akademikerbørn. Det er en anekdote, der ikke findes evidens for i forskningen eller i undersøgelser. Omvendt tyder forskningen på, at der er en tendens til at kvote 2-systemet, hvor man optager på baggrund af motiverede ansøgninger, og egnethedstest, hvor man for eksempel har en samtale med de studerende, der gerne vil ind på en uddannelse, favoriserer akademikerbørn i høj grad. De er mere vant til, at der diskuteres swot-analyser og Habermas hen over spisebordet, og derfor vil de nemmere kunne argumentere for deres sag. Det siger samtidig intet om, hvorvidt de er fagligt stærke i fx tysk, fysik eller matematik.

Hvis man tager en student, der søger ind på universitet via karaktergennemsnit, gøres det som et resultat af ca. 20 lærere og censorers vurdering af både skriftlige og mundtlige præstationer gennem 2-3 år. Her afspejles altså motivation, vedholdenhed og disciplin gennem flere år. Hvis samme student søger gennem kvote 2 eller egnethedssamtaler er det et langt mere snævert og uklart grundlag, den studerende udvælges på. Desuden skal man være opmærksom på, at nedtonet karakterbrug kan være en ulempe for elever fra uddannelsesfremmede hjem, hvilket vil fastlåse den sociale mobilitet.

Med andre ord synes jeg, der er god grund til at holde fast i karakterbedømmelse i uddannelsessystemet – som vi har haft i mange år. Jeg er bestemt ikke afvisende for, at man kan forbedre dele af optagelsessystemet ved eksempelvis at kigge på, om man kan sikre bedre optagelsesmatch for de elever med lave karakterer. Men at afskaffe karaktererne som det centrale bedømmelsessystem, mener jeg bestemt ikke er en god idé.

De studerendes organisationer og uddannelses journalister på diverse medier mener som sædvanligt, at der er brug for at handle i forhold til det såkaldte karakterræs. Jeg forstår godt, at man kan se det som et centralt problem i uddannelsessystemet. Men jeg må samtidig sige, at jeg ikke mener det har noget med selve karaktersystemet at gøre.

Som sagt har vi i årtier opereret med karaktergivning i vores uddannelsessystem. Derfor er det interessante spørgsmål nok i virkeligheden, hvorfor mange unge oplever det her karakterræs netop nu.

Der er for meget fokus på elever, der springer karakterskalaen. Det er jeg sådan set enig i. I forhold til hvor stor procentdel af studiepladser, der er en del af det såkaldte karakterræs, får det nemlig utrolig stor opmærksomhed. Kun ni procent af studiepladserne kræver et karaktergennemsnit over 9. Der er frit optag på halvdelen af alle videregående uddannelser og med 7 i snit klarer man karakterkravet til 80 procent af alle uddannelser. Og i forhold til dem, der får et gennemsnit over 12, skyldes det ganske enkelt, at der er nogle belønnende mekanismer for de elever, der giver den en ekstra skalle. Der har igennem årerne siden muligheden blev indført været ialt mellem 5-600 studerende, der har benyttet sig af den såkaldte startbonus hvor man kan gange sit karaktergennemsnit med 1,08. Det kan næppe være den lille del, der driver karakteren opad.

Derfor tror jeg også, det er rimeligt at sige, at karakterræset ikke handler om selve den måde, vi har opbygget vores bedømmelsessystem. I stedet handler karakterræset for mig at se i høj grad om en præstationskultur blandt unge. Det er bestemt ikke mindre alvorligt. Men det åbner op for at spørge, om udfordringen i så fald skal og kan løses gennem den måde vi indretter uddannelsessystemet på. Det mener jeg ikke, den skal, for det løser ikke den grundlæggende udfordring i denne sammenhæng, nemlig kulturen. Og det er som sagt en hel anden snak!