CETA er en gave til Trump

I dag skal Folketinget førstebehandle Danmarks ratificering af frihandelsaftalen mellem EU og Canada, også kendt som CETA. Desværre er det langt fra udsigt til de guld og grønne skove, som fortalerne for aftalen lover. Snarere ligner aftalen en gave til Trumps forretningsimperium end et modstykke til hans klimafjendske og populistiske politik.

Alternativet er ikke imod frihandel. Men frihandel skal styrke vores arbejde for FN’s 17 verdensmål og opfyldelse af klimaftalen fra Paris – ikke modarbejde disse.

CETA præsenteres ellers som en guldstandard for fremtidige handelsaftaler, der sætter helt nye standarder for bæredygtig udvikling. Ofte er aftalen nærmest portrætteret som et modstykke til Trump. Men vores iver efter at rykke nærmere sammen, når USA bakker på internationale aftaler, må ikke forblinde os, når det kommer til de banale realiteter. CETA er nemlig dybt kontroversiel og et skridt i den forkerte retning.

Først og fremmest opretter CETA et helt nyt domstolslignende organ, der giver multinationale virksomheder mulighed for at sagsøge stater, uden om de nationale domstole, hvis de mener deres fremtidige profit er hæmmet. Dette kan de gøre gennem det helt nyoprettede ”Investment Court System”, der erstatter den tidligere ISDS ad hoc voldgift, som er kendt fra andre handelsaftaler. Men den nye domstol er lige så problematisk som de tidligere ISDS-voldgifter, da den indeholder de samme problematiske og vidtrækkende bestemmelser, som virksomheder har brugt til at sagsøge stater. Lige nu sagsøger energiselskabet Lone Pine eksempel Canada for mere end 500 millioner kroner, fordi canadierne har indført et midlertidigt forbud mod udvinding af skifergas. Lone Pine bruger ISDS-mekanismen i den nordamerikanske frihandelsaftale (NAFTA) og en bestemmelse, som også indgår i CETA-aftalen. Eksempler som disse er talrige, men på trods af gentagne advarsler udrulles særdomstolene i flere og flere handelsaftaler.

Denne form for særdomstole kan altså blive en stor barriere for fremtidig klima- og miljølovgivning, hvilket kan gøre den grønne omstilling både dyr og besværlig. En gennemsnitlig sag ved domstolen koster omkring 50 millioner kroner alene i sagsomkostninger, hvorfor det må vurderes, at alene truslen om sagsanlæg fra udenlandske investorer kan få lovgivere til at holde igen med nødvendig lovgivning.
Læg dertil at omkring 40.000 af de største amerikanske virksomheder har datterselskaber i Canada. Hvis de fører deres investeringer til Europa og Danmark gennem disse afdelinger, får de altså også adgang til særdomstolene. Dette vil være en gave til Trumps deregulerings-agenda – ikke en torn i øjet på ham.

CETA sætter heller ikke de lovede globale standarder for fremtidige handelsaftaler. Der er rigtigt nok specifikke bestemmelser om arbejdstagerrettigheder, miljø og bæredygtig udvikling, men de er ikke mere værd end det papir, de er skrevet på. De er fyldt med gode intentioner og stiller krav om, at parterne til aftalen skal leve op til internationale forpligtelser, men indeholder ingen sanktionsmekanismer. Hvis en part ikke lever op til forpligtelserne om bæredygtig udvikling, kan det, hvis det går rigtig vildt for sig, lede til en ikke-bindende rapport og en konsultation. Dette er simpelthen for uambitiøst.

Læser man på EU-Kommissionens hjemmeside om CETA, er der heller ikke grænser for, hvor god aftalen er for alt fra forbrugere, arbejdstagere og små- og mellemstore virksomheder. Der er ikke så meget som en flig af refleksion over, om der måtte være negative konsekvenser. En så ensidig fremlæggelse er med til at undergrave tilliden til aftalen, for selvfølgelig er der fordele og ulemper. Der er vindere og tabere. Måske får vi flere jobs som følge af den lettere adgang til det canadiske marked. Måske får vi søgsmål i milliard-klassen fra canadiske og amerikanske investorer, når vi skal tage store skridt for at leve op til klimaaftalen fra Paris og de 17 verdensmål.

Derfor ser jeg frem til udvalgsbehandlingen af CETA i de kommende uger, hvor jeg vil gøre mit til at få detaljerne frem i lyset – og ikke mindst understrege behovet for, at verden har behov for langt mere ambitiøse aftaler for at sikre bæredygtig udvikling.