Cirkus-Kirkskovs klovnerier.

I fredags var der premiere i Skuespilhuset. Og med Holbergs Maskerade på programmet havde mange sikkert som jeg glædet sig til en aften i begavet, morsomt og raffineret selskab. Det kan næsten ikke gå galt. Men jeg tog fejl. Der var ingen Holberg i skuespilhuset den aften, men derimod en spraglet tysk farcemager under ledelse af cirkus-domptøren med titel af skuespilchef.

Men i modsætning til cirkussets varierede kunstformer, så havde aftenens cirkusforestilling lutter klovne på scenen. Og hvor man bag den ægte cirkusklovn aner sjæl og smerte, så er der i Det Kongelige Teaters forestilling intet at hente bag de polerede plastikmasker. Ingen tragik; ingen sjæl og intet liv. Kun en farce, skabt af stumperne af Holbergs komedie. Thi når der gøres grin med selve det komiske, forsvinder komikken. Da bliver det animeret, gennemskueligt og dumt til det forlegne.

Hvad skal vi så bruge det til? Nogen tilfældighed er cirkusfarcen selvsagt ikke. Så ville Kirkskov jo bare være ukvalificeret. Nej, han må ville noget med menageriet… For en dansk teaterkyndig er Holberg jo kernerepertoire. Som Shakespeare for en brite; Goethe for en tysker og Molière for en franskmand. At omdanne en dansk kunstperler til brovtne klovnerier, må derfor kræve en stærk vilje. Ellers kan destruktionen simpelthen ikke lade sig gøre.

Kirkskov har derfor gået slagkraftigt til værks og har bevidst valgt tysk farcemager til instruktør. Og han kan sin metier; med en umiskendelig klarhed har han forstået Kirkskovs indforståede instruks: Lad os slå endnu et nationalklenodie ihjel!

Således får man, hvad man beder om: skuespillerne spjætter akavet rundt på scenen, så man føler sig hensat til eksperimentalteater. Med en imponerende fysik rammer hoveder ind i dørkarme, der hoppes og springes, så det menneskelige legeme prøves til sit yderste, hvilket ikke for alle på scenen bliver udtalt graciøsest. Disse udskejelser giver selvsagt ingen mening, men tager dog en smule af opmærksomheden fra det forcerede taletempo, som gør det til en anstrengelse af fange de mange skiftende replikker. Replikkernes hastighed, som gentagne gange tvinger skuespillerne til tage dem om igen, gør det til gengæld aldeles umuligt at fange de sproglige svirpere og raffinementer, som er det, der gør Holbergs stykker tidløse og værd at opleve i vor tid. Med andre ord – masser af Kirkskov og Fritsch. Men ingen Holberg.

Således trækkes enhver humor, relevans og genkendelighed ud af stykket. Det er flot gjort. Sjældent har nogen magtet at gøre Holbergs komedier til en tom parade-forestilling. Og med erindring om, hvordan man blot 500 meter ned ad gaden nu gennem mange år har kunnet forbilledlige opsætninger af Holbergs bidende komedier, bliver det en pinlig affære at gennemleve Kirkskovs seneste cirkus-forestilling. Jeg fristes ligefrem til at spørge, hvad egentlig formålet med nationalscenen efterhånden er, hvis skuespillet har sin egen overflødiggørelse i en permanent hovedrolle?

Nærværende anmeldelse er den oprindelige udgave af den forkortede udgave, som i dag bringes i papir-avisen.