Dagen før afstemningen: Retsforbeholdet handler om demokrati og selvbestemmelse

I morgen skal vi stemme om retsforbeholdet. Der er blevet snakket meget om politisamarbejdet, Europol. Men hvis vi tager en tur op i helikopteren og snakker om, hvad den her ”tilvalgsordning” egentlig er for en størrelse, handler det faktisk aller mest om demokrati.

Hvad er tilvalgsordningen egentlig?

Selvbestemmelse – suverænitet – kan ikke afgives i dag, uden at 5/6 af Folketinget stemmer for, eller et flertal ved en folkeafstemning siger ja. Hvis vi erstatter retsforbeholdet med en tilvalgsordning, afgiver vi selvbestemmelse på de 22 EU-love her og nu. Der flyttes noget selvbestemmelse til EU. Suverænitetsafgivelsen er årsagen til, at vi skal stemme – det siger Grundloven nemlig.

Samtidig giver vi et snævert flertal i Folketinget retten til at afgive mere og mere selvbestemmelse i fremtiden, når der vedtages nye EU-love. Tilvalgsordningen betyder nemlig, at det er et op til et flertal i Folketinget at afgøre, om der skal overføres mere selvbestemmelse på retsområdet i fremtiden, og hvad det skal være – og de behøver ikke spørge befolkningen igen.

Vi kan bruge den kriminelle lavalder som eksempel. Den kriminelle lavalder har ændret sig mange gange de sidste år – afhængigt af, hvilket politisk flertal, der regerer på Christiansborg. Og det er borgernes grundlæggende demokratisk ret, at vi kan skifte politikerne ud, hvis man gerne vil have en anden politik. Hvis man i EU på et tidspunkt – rent hypotetisk – beslutter sig for, at det er en god ide at ensrette den kriminelle lavalder i EU, mister vi den ret. Med tilvalgsordningen vil et (måske snævert) flertal kunne tilvælge den retsakt, dvs. overføre beslutningsretten på det punkt, uden at spørge befolkningen. Og så vil det ikke kunne ændres, heller ikke selvom flertallet skifter.

Det handler ikke om 22 retsakter

Blandt de 22 retsakter, som ja-partierne vil tilvælge med det samme, er der gode og dårlige ting. Det er selvfølgelig en god ide, at vi fx anerkender polititilhold, som voldsramte kvinder fra andre lande har fået mod voldsmændene. Omvendt er det ikke særlig betryggende for retssikkerheden, at udenlandske domstole også vil kunne træffe afgørelser, der gælder i Danmark, når det kommer til ransagning, beslaglæggelse osv. i Danmark mod danske borgere. Endda i nogle tilfælde for handlinger, der ikke er ulovlige i Danmark. Særligt når vi ser mod de lande i EU, der ikke har retssikkerhedsstandarder på et særligt betryggende niveau. Men det afgørende er ikke de 22 retsakter. Det afgørende er retten til at kunne ændre på lovgivningen senere hen.

Når vi først har afgivet selvbestemmelsen, kan det ikke gøres om igen. Og når der skal vedtages nye EU-love eller flere af de mange hundrede retsakter på retsområdet, som allerede eksisterer, gøres overstatslige, bliver befolkningen ikke spurgt igen. Flere beslutninger bliver flyttet væk, og vi vil kunne stå tilbage med lovgivning, som et flertal af den danske befolkning ikke ønsker, og som et flertal i Folketinget ikke ønsker – uden at der er noget at gøre ved det.

For et demokratisk forankret internationalt samarbejde

Når vi i Enhedslisten anbefaler et nej, er det et udtryk for et ønske om at sikre mere åbenhed, mere demokrati og mere borgerinddragelse. Og det får man ikke ved at flytte flere beslutninger længere væk. Folkeafstemningen er ikke et spørgsmål om internationalt samarbejde eller ej. Selvfølgelig skal vi samarbejde både om klimakrisen, om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og om at tage imod de tusindvis af flygtninge, der kommer til Europa. Det forhindrer vores retsforbehold os ikke i. Det er manglende politisk vilje fra vores egen regering – og i øvrigt regeringer verden over – der er årsagen til den manglende nødvendige handling.

Vi ønsker stærke forpligtende fællesskaber, også internationalt. Det kan vi også godt sikre, samtidig med at demokratiet følger med. En blind overflytning af beslutningsret til et udemokratisk system har ikke noget med fællesskab at gøre, og det rimer ikke på borgerinddragelse.

Jeg synes, at det er på tide, at de europæiske befolkninger får noget at skulle have sagt. Derfor skal vi stemme nej.