Dan Jørgensens forudsigelige plathed.

Dan Jørgensen utvivlsomt en god socialdemokrat. Desværre har han ikke mange begreber om Danmark og danskhed, når han ved at pege på lighed, solidaritet, tillid, deltagelse og bæredygtighed søger at indkapsle netop dette. Som en slap udgave af parolerne fra den franske revolution er hans bud både platte og forudsigelige. Og det er trist – ikke mindst i lyset af, at Dan Jørgensen antageligt er pennefører på det nye socialdemokratisk manifest.

Plat er det at pege på lighed, solidaritet og bæredygtighed, der alle er normative størrelser, ingen vil definerer sig negativt til. Alle går ind for en lighed, en solidaritet og en bæredygtighed. Naturligvis ikke den samme. Ligesom der, antageligvis, er forskel på den kommunistiske og socialdemokratiske ligheds-opfattelse, vil sådanne politiske paroler taler forskelligt til alle mennesker. Og netop derfor er det meningsløst at anråbe dem som værdier, der former Danmark; de er politiske mærkesager.

Anderledes forholder det så imidlertid med solidaritet og tillid, som begge er grundelementer i et sundt samfund. Men de er produktet af vore værdier – ikke deres forudsætninger. Vort solidariske samfund er baseret på en høj grad af tillid. Og vort folks gensidige tillid – sammenhængskraften – er skabt af de fragmenter, som tilsammen udgør vor historie, kultur og folkesjæl.

Skal man således identificere, hvad der udgør grundstammen i dansk kultur og identitet, duer det ikke blot at pege på de politisk opportune produkter af vort samfund og kultur. Det er ren opportunisme og vidner om et skræmmende fravær af forståelse for, hvad der har skabt det Danmark, vi holder af og søger at beskytte. Endnu mere skræmmende er det selvsagt at betænke, hvor lidt man kan forsvare det, man ikke forstår. Således socialdemokratiet anno 2016.

Vil man være dansk, må man som et minimum have følelse for og kendskab til:

1) Kristen etik og verdslighedsprincip.
Kristendommen er selve Danmarks og det danske folks inderste væsen. Vi betænker det måske ikke meget i hverdagen uden for højtiderne, men principper som adskillelse af lov og religion; afstandstagen fra gerningsfrelse og barmhjertighed for den konkrete næste er selve grundstammen i den danske etik og omgængelighed. Der er en intim sammenhæng mellem vor væremåde, moral, statsopbygning, retsvæsen og den kristne tro, som en fremmed ikke vil begribe uden at have sat sig ind i netop kristendommen som tro, etik og danmarkshistoriens røde tråd.

2) Kønnene er ligestillede.
I Danmarkshistorien har vi været vandt til og begunstiget af stærke kvinder. Derfor er kønnenes ligestilling også en lige så stor selvfølge i Danmark som det er et fremmed begreb i mange af de lande, udlændinge kommer hertil fra. Heri ligger en stor del af årsagen til deres elendighed. Det har ødelagt deres arbejdsmarkeder, når halvdelen af arbejdskraftsreserven holdes hjemme. Det har gjort opdragelsen af deres børn ringere, fordi mødrene ofte er holdt i analfabetisme. Og det har skabt stagnerende og reaktionære samfund med vold og utryghed som fundament. I Danmark er det omvendt. Vi er stolte af at være ligestillede og resultaterne er åbenlyse. Det må derfor være afgørende at insistere på kønnenes ligestilling som en grundlæggende værdi for vort samfund.

3) Danmarks historie.
Vort folks identitet er nært forbundet med dansk historie, især siden Middelalderens afslutning. Hvem kan forstå vort ”kærlige had” til den svenske nabo uden at kende til den nationale katastrofe i 1658? Hvem kan forstå moderne politik uden at kende til vore relationer på godt og ondt til lande som Holland, Tyskland og Storbritannien? Som en hovedhjørnesten må det derfor kræves kendskab til de omvæltninger og begivenheder med betydning for Danmark, der knytter sig til:
– 1536: Luther, Tausen og reformationen.
– 1648: Christian 4. og den westphalske fred.
– 1658: Roskildefreden.
– 1660: Lex regia.
– 1675: Skånske krig.
– 1814: Napoleon, Englandskrigene og Norge.
– 1850 og 1863: Slesvig.
– 1920: Første verdenskrig og genforeningen.
– 1939-45: Besættelsen og befrielsen.

Kendskab og respekt for disse tre værdiområder kan skabe grundlag for, at man kan føle sig hjemme i Danmark. At være dansk er nemlig først og fremmest en følelse: ”Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild”, som Grundtvig skrev i 1848. Det er en hjertesag, der ikke som sådan kan sættes på formel. Det er ikke politik, men kultur. Det må man begribe, hvis man skal forstå og værne om Danmark. Derfor er et også bedrøveligt, når min ven, Dan Jørgensen forveksler dansk identitet med socialdemokratisk identitet. Thi Danmark er så uendeligt meget mere.