Danmark bør have et forfatningsråd

Ingen skal være dommer i egen sag. Det er der mange gode grunde til. Sager kan ende med at blive afgjort forkert, hvis de ikke behandles af uvildige. Der kan blive lagt forkerte og forvridende forhold til grund, som også kan trække fremtidig praksis i en forkert retning. Men det handler ikke blot om selve sagen og dens rigtighed. Det handler også om, at der skal kunne være tillid til, at sagen rent faktisk er afgjort korrekt. Svækkes denne tillid, kan det have konsekvenser for borgernes vilje til at rette sig efter selv rigtige afgørelser. Upartiskhed og habilitet er således ikke bare et spørgsmål om at finde sagernes rette løsning, men grundlæggende et spørgsmål om tillid til samfundets myndigheder.

For at sikre denne upartiskhed findes der i Danmark talrige regler og institutioner, som holder fast i uvildigheden og dermed giver os borgere grundlag for at have tilliden til diverse afgørelser. Vi kan eksempelvis altid anke eller kære en retslig afgørelse. Administrative afgørelser kan indbringes for domstolene. Vi har ret til aktindsigt. Vi har utallige klagenævn, for ikke at nævne en stærk ombudsmand. Det er godt. Disse institutioner og rettigheder er rygraden i vort retssamfund. Og den lette adgang til at holde magtudøverne til ansvar, at se dem efter i kortene, skaber en ydmyg og ukorrupt sagsbehandling, som i langt de fleste tilfælde både ender med korrekte afgørelser, men omkring hvilke der også kan være stor tillid.

Dette forhold gælder imidlertid med én undtagelse, som i omfang og betydning i sig selv er et paradoks. Mens afgørelser, der vedrører almindelige love, let kan indbringes for administrative myndigheder, domstole og klagenævn, er de tilsvarende muligheder for Folketinget, når Regeringen har truffet en afgørelse, der vedrører grundloven, begrænsede. Ja, de er faktisk reduceret til kun én ting – nemlig at anlægge sag. Hvis Folketinget – eller andre – da så overhovedet menes at have søgsmålskompetence. Og det er derfor typisk i sig selv en kamp blot at få lov at anlægge en sag. Det er i sig selv et problem. Dels fordi det fører til slendrian, hvis der ingen kontrolmulighed er. Og dels fordi tilliden til, at afgørelserne så også er rigtige, svækkes.

Sagerne om fortolkningen af grundlovens ord er nemlig ikke få. I relation til vore udenrigspolitiske anliggender (§19), forholdet til EU (§20), spørgsmål om lovgivningens rækkevidde (§§ 20 (og 3)) samt en række andre områder bliver der stadig oftere rejst spørgsmål ved grundlovsmedholdigheden af skiftende regeringers ageren. Af flere omgange er EU-traktater og enkelte love blevet indbragt for domstolene, hvor det også er endt med, at sagerne er blevet behandlet. I flere sager er regeringen endt med at tabe. Der er altså eksempler på, at regeringens fortolkning af grundloven ikke er korrekt. Ikke mindst derfor er de nuværende muligheder for at kontrollere regeringens overholdelse af Rigets væsentligste lov ikke tilstrækkelige. At anlægge retssager er en tung proces. Det tager for langt tid og er utroligt omkostningstungt.

I netop sager om regeringens fortolkning af grundloven er der derfor brug for en ny mulighed. For at bringe ligevægt mellem den udøvende og lovgivende magt er der brug for en ny institution, som dels kan sikre, at regeringens afgørelse er korrekte, men også kan være den garant, der gør, at vi borgere kan have tillid til, at regeringens afgørelser er korrekte. Eksempelvis er der behov for en uafhængig vurdering af grundlovsmæssigheden af dansk deltagelse i EUs bankunion, som den tidligere regering konstaterede kunne gennemføres uden folkeafstemning. Redegørelsen minder mere om et essay fra første års forfatningsret end en statsforfatningsretlig redegørelse fra landets justitsminister. Konklusionen er med stor sandsynlighed forkert. Og begrundelserne er med sikkerhed mangelfulde. Redegørelsen er således et enestående eksempel på den praksis, der netop udvikles, når myndighederne ingen risici har for at blive kontrolleret. Det fører til slendrian og eftergivenhed.

Der er derfor et presserende behov for at skabe en ny institution, som kan genetablere den institutionelle ligevægt og sikre tilstrækkelig disciplin, så der ikke slækkes på kvaliteten. Der er brug for et forfatningsråd til sikring af, at grundloven ikke fortolkes eller administreres forkert. Der er brug for, at et mindretal af Folketingets medlemmer kan forelægge et grundlovsmæssigt spørgsmål til et Råd af eksempelvis fem højesteretsdommere, hvor enten præsidenten eller den, han måtte bemyndige, leder arbejdet. Man kunne forestille sig, at 1/4 af Folketinget – det vil sige 45 medlemmer – kunne tillægges en sådan ret, hvor højesteretsdommerne da inden for en fast tidsramme og et klart mandat skal vurdere, hvorvidt en given sag, et forslag eller en praksis rejser forfatningsmæssige spørgsmål. Rådet skal udtale sig inden for tre måneder fra sagens forelæggelse og på uafhængig vis beskrive, hvorvidt de af Folketinget rejste bekymringer er begrundede.

Med en sådan beføjelse til Folketinget vil også regeringens embedsapparat styrkes. Det vil nemlig betyde, at regeringen hele tiden skal agere i vished om, at sagen kan indbringes for Forfatningsrådet. Dermed vil kvaliteten af regeringens redegørelser blive højere. Jo mere tvivl der kan rejses om en sag, des nemmere vil det være at finde 45 folketingsmedlemmer til at ånde et ministerium i nakken. Embedsapparatet må derfor bestræbe sig på så ordentligt som muligt at klargøre sagen og vil dermed stå styrket over for ministre, som ønsker bestemte konklusioner. Med muligheden for, at en sag kan indbringes for Forfatningsrådet vil embedsstanden styrkes over for en minister, der ønsker at bøje grundlovens paragraffer i sin retning. Med andre ord: alle vinder. Ikke mindst retsstaten og tilliden til retssystemet. Og det er der brug for. Ingen skal nemlig være dommer i egen sag. Det gælder for Loke som for Thor. Det gælder for menigmand som for regeringen. Og det kan et forfatningsråd sikre.