Danmark skal ikke deltage i hadekampagnen mod østeuropæiske lande

Med Storbritannien parkeret på et sidespor i EU, bør Danmark finde nye forbundsfæller. I den kommende uge kan Danmark vise, at et lille land også har noget at skulle have sagt i EU. Det kan ske ved, at vores ministre passende forsvarer Ungarn og de andre central- og østeuropæiske lande imod den hetzkampagne, som udgår fra Bruxelles.
Man kunne tro, at Ungarn og Polen har forvandlet sig til autoritære og racistiske regimer. Fra EU’s kommissærer, de utallige statsbetalte NGO’er, mediernes udsendte korrespondenter i Bruxelles og de EU-uddannede eksperter lyder den samme svada: De østeuropæiske lande er ikke bare primitive og fremmedfjendske, de er også utaknemlige, når de nægter at aftage Bruxelles-dikterede kvoter af de 160.000 asyl-migranter, som EU i 2015 satte som mål at omfordele. Sådanne lande skal straffes økonomisk og fordømmes moralsk og politisk.
De mest fanatiske EU-elskere og Ungarn-hadere håber endda, at EU’s regeringsledere i den kommende uge svinger krabasken over rygstykkerne på de såkaldte Visegrad-lande – Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet – og tager EU-traktatens artikel 7 i anvendelse, som fratager et land stemmeretten i EU.
Det er ren fantasi, for det kræver enstemmighed blandt de 27 lande, og hvis EU har opnået noget i central- og østeuropa, så er det at svejse landene dér sammen imod Bruxelles’ diktater. Men det var en fantasi, som EU-professor Marlene Wind svælgede i den 10. september i Politiken under overskriften”Hvorfor fletter vi fingre med udemokratiske Ungarn?”
Læs den endelig: for EU-modstanderen er den en nådegave. Men for en ubøjelig føderalist er den opskriften på EU’s apokalypse; for Unionen ville i løbet af kort tid blive reduceret til at bestå af de oprindelige Beneluxlande, dersom Marlene Winds fanatisme blev EU’s officielle politik over for Central- og Østeuropa.
Årsagen til Marlene Winds vrede var, at udenrigsminister Anders Samuelsen aflagde besøg i Ungarn i september til trods for landets ”groteske underminering af EU-traktateres basale demokratiske principper”, og mødtes med Ungarns statsminister, Viktor Orban, der havde sagt ”farvel til det liberale demokrati”, og som ”tog afstand fra Vesten og EU, mens han hyldede Putins lederskab”.
Men såvel Ungarn som Polen har regeringer med så stærke folkelige mandater, at andre regeringspartier i EU må misunde dem. Det er parlamentariske flertal, som for Viktor Orbans vedkommende er blevet bekræftet ved flere valg, som ingen valgobservatør har kunnet sætte fingeren på.
De central- og østeuropæiske landes største forsyndelse er, at de – ligesom Danmark – ikke vil deltage i EU’s meningsløse asyl-kvote-cirkus. De kan med fuld ret hævde, at da de tilsluttede sig Den Europæiske Union, skrev de ikke under på, at Bruxelles skulle kunne påtvinge dem fremmede befolkningsgrupper og kulturelle eksperimenter, som er slået fejl andetsteds. Ligesom Danmark og stadig flere andre EU-lande insisterer de på at bevogte deres grænser, når de skønner det nødvendigt. Og de siger ligeud, at mens de har taget imod masser af flygtninge fra Ukraine og er lykkedes med at integrerere vietnamesere, som kommunismens sammenbrud efterlod hos dem, så vurderer de, at et stort muslimsk befolkningselement er en kilde til uro.
Derfor har Slovakiets socialdemokratiske statsminister Robert Fico åbent sagt, at slovakerne gerne tager imod kristne flygtinge og nødstedte kvinder med børn – men de vil ikke give husly til en voksende skare af unge, rastløse, våbenduelige muslimske mænd. De siger bare ligeud, hvad et stigende flertal af borgere og folkevalgte i andre europæiske lande mener.
Jeg vil minde om, at også Danmark er blevet hængt ud af EU-eliten. Smykkeloven gav anledning til en kampagne imod Danmark, hvor vores statsminister og integrationsminister blev fremstillet som uniformerede nazister og sadister. Og hvor var EU’s opbakning til Danmark under Muhammedkrisen, da det virkelig gjaldt om at forsvare de berømte ”fælles-europæiske værdier”?
Danmark skal ikke deltage i det Bruxelles-orkestrerede hylekor imod Ungarn, Polen, Slovakiet og Tjekkiet. Tværtimod står andre EU-lande i gæld til Ungarn, for det var ikke EU’s ydmygende aftale med Erdogan, der omsider bremsede folkevandringen ad den østlige Balkan-rute; det var Viktor Orbans beslutning om at genrejse og bevogte Ungarns grænser.
Jeg håber, at Danmarks repræsentanter i denne uge udviser en smule mod nede i Bruxelles og giver de central- og østeuropæiske lande en hjælpende hånd, for det er absolut i vores egen interesse.