Danskernes tryghed styrkes med et ja

Den 3. december skal vi endnu engang til stemmeurnerne. Denne gang skal vi stemme om, hvorvidt vi ønsker at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Jeg anbefaler et ja, da det skal være tryggere at være dansker.

Folkeafstemningen handler grundlæggende om danskernes tryghed. Lige nu står Danmark i den situation, at vi står til at skulle forlade EU-samarbejdet om politi og strafferet. Dette vil have alvorlige konsekvenser. Jeg anbefaler et ja, da det skal være sværere at være kriminel, nemmere at være virksomhed og tryggere at være dansker.

Vi bør erstatte det nuværende retsforbehold med til tilvalgsordning og derved samarbejde på europæisk plan om i alt 22 retsakter. Disse retsakterne er blandt andet med til at sikre borgers og virksomheders retssikkerhed.

Hvis vi stemmer nej til afstemningen, vil det betyde, at Danmark ikke længere kan være en del at det vigtige politisamarbejde, Europol. Europol koordinerer indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet, der med globaliseringen er steget markant. De kriminelle er i dag blevet uhyre professionelle. Derfor er et EU-samarbejde på dette område særligt vigtigt.

Som medlem af Europol får Danmark fuld adgang til deres database, der giver os mulighed for at bekæmpe narkokriminalitet, menneskehandel og børneporno. Hvert år søger dansk politi over 71.000 gange i databasen, hvilket gør Danmark til det land i EU, der søger suverænt mest i forhold til vores størrelse. Politiet skal have de bedste betingelser, derfor vil jeg ikke være med til at tage dette værktøj fra dem.

Hvis vi stemmer ja den 3. december sikrer vi, at danske virksomheder har fair og lige konkurrencekår i Danmark. Derudover styrkes danskernes retssikkerhed i eksempelvis skilsmissesager.

Vi må ikke gå på kompromis med danskernes tryghed. Derfor anbefaler jeg et ja. Det skal være sværere at være kriminel, nemmere at være virksomhed og tryggere at være dansker.