De multinationales topmøde i Paris

Klimatopmødet nærmer sig sin afslutning. Skillelinjerne står som sædvanligt mellem de rige og de fattige lande. Mellem store virksomheder og almindelige mennesker. De nødvendige klimaløsninger kommer ikke fra et topmøde – det kræver et nyt system, som ikke sætter profit over mennesker og klima.

Endeløse rækker af sorte biler med tonede ruder, prominente talere og utallige forhandlinger i alliancer, undergrupper, blokke og baglokaler.

Verdens ledere har stået på tæerne af hinanden for at bedyre hvor meget de går op i klimaet og hvor vigtigt det er at tænke på børnene og børnebørnene.

Op til klimaforhandlingerne har en lang række lande indgivet erklæringer om hvor meget de hver især vil reducere udledningen af drivhusgasser. Det stod dog hurtigt klart, at erklæringerne langtfra udgjorde en tilstrækkelig reduktion i udledningen.

Eliten har nemlig mere travlt med at beskytte konkurrenceevnen og olieindustriens interesser.

Det må være åbenlyst for enhver, at brugen af fossile brændstoffer skal stoppe, og at vi i stedet skal overgå til 100% vedvarende energi. Teknologien og mulighederne er der, men som sædvaneligt mangler den politiske vilje.

Hykleri i verdensklasse

Et af hovedproblemerne ved klimaforhandlinger er, at de lande som står for hovedparten af klimasvineriet samtidig også er det mest magtfulde spillere ved topmøderne.

Mens vi herhjemme døjer med oversvømmede kældre, er flere af de små østater bogstavelig talt ved at synke i havet på grund klimaforandringerne.

Og hvem mon har mest at skulle have sagt i klimaforhandlingerne – EU eller små fattige østater?

Danmark og de øvrige EU lande har et fælles forhandlingsmandat, som mildest talt ikke står mål med hverken vores andel af de hidtil udledte drivhusgasser eller vores økonomiske formåen.

EU’s klimamål indeholder en 40% reduktion i udledningen af drivhusgasser i 2030 sammenlignet med 1990. Sammenlignet med andre lande er dette selvfølgelig i den mere ambitiøse ende.

Det er selvfølgelig heller ikke særlig svært at være højdespringer når det generelle ambitionsniveau skraber bunden.

Men ser vi på de ressourcer vi i EU har til rådighed, både i form af økonomi og teknologiske muligheder bør EU også være blandt de mest ambitiøse. Også langt mere end vi er nu.

Vi har gennem årtier drevet rovdrift på naturens ressourcer og udledt usandsynlige mængder af drivhusgasser i understøttelsen af vores overforbrug.

Nu rammer konsekvenserne – men ikke så meget i vores egen baghave. Klimaforandringerne skaber sult og ødelæggelse i verdens fattigste lande. Og hvad gør vi? Vi reducerer – en smule.

Et stridspunkt i forhandlingerne er finansieringen af den grønne fond, som har til formål at finansiere de mindst udviklede landes grønne omstilling og afværgelse af nogle af konsekvenser ved klimaforandringerne.

I den rige del af verden er vi hverken villige til at stoppe med at bruge fossile brændstoffer og forurene kloden eller at betale for de skader vores klimasvineri skaber for verdens mest udsatte befolkninger.

Det er altså hykleri på højt, højt plan, når EU bryster sig af at være ‘klimaforkæmpere’.

Har du penge kan du få…

…har du ingen, må du blive anholdt eller blive hjemme.

Forud for COP21 er 24 klimaaktivister sat i ‘husarrest’ og demonstranter, som på trods af undtagelsestilstanden vil protestere over destruktionen af vores planet, bliver anholdt på stribe.

EU’s medlemslande har sammen med verdens øvrige rige lande travlt med at vaske ansvaret for klimaforandringerne af hænderne. Det gør det alt andet lige lettere at udråbe sig selv til klima-duks på pressemødet straks efter.

Men selv ikke den dyreste green-washing kan vaske råolie af hænderne. De store multinationale virksomheder har dog flittigt gjort forsøget under COP21.

Selve COP21 arrangementet er sponsoreret af seriøse klimasyndere (GDF Suez og BNP Paribas) og få hundrede meter derfra har virksomheder som BMW og Coca-Cola betalt op mod 250.000 euro for en stand på en konference for “grønne løsninger”.

Virksomheder køber ikke kun reklameplads og et “grønt” image. De køber også indflydelse og tid face-to-face med politikerne.

De kæmper med næb og klør for at holde fast i deres produktionsmodel. Noget så banalt som klimaforandringer skulle jo nødig ligge aktionærerne til last. Fy da.

Det er ganske sandsynligt, at der kommer en klimaaftale ud af COP21. Og der er endnu mere sandsynligt, at den i så fald bliver fuldkommen utilstrækkelig. Sætter man verdens elite til at forhandle en klimaaftale, får man en aftale som er i elitens interesse.