De unge skal have ordet

Hvis man i en usikker verden gerne vil have styrket sin tro på fremtiden findes der ikke noget bedre end at være i selskab med unge mennesker og lytte til deres ideer til, hvordan vi bevarer og udvikler vores gode samfund. De er skarpe, og de tør tage ordet. Selv om de også har deres ting at slås med i den moderne ungdomskultur, så har de en selvtillid, som mange politikere i min generation slet ikke havde i deres alder. De er vant til at være på. Det var noget vi andre skulle lære.

Undersøgelser viser, at danske unge ligger i top i Europa som nogle af de mest vidende om demokrati og samfundsforhold. Alligevel føler mange af dem, at de ikke er klædt på til at tage det sidste skridt og tage aktivt del i demokratiet. Det arbejder vi meget på at ændre i Folketinget, og jeg er så heldig som formand for Folketinget at få lov at være med, hver gang en kampagne går i gang eller et arrangement løber af stablen.

I år blev der for 2. gang afholdt skolevalg for alle elever i 8., 9. og 10. klasse. Over 45.000 elever fra 670 skoler satte deres kryds på valgdagen den 2. februar oven på et 3 ugers langt undervisningsforløb udformet som en valgkamp. Ved at prøve en rigtig valghandling med valgtilforordnede og stemmebokse håber vi, at de alle føler sig klar til at deltage i deres første valg, når de er fyldt 18. Jeg var selv ude på skolerne for at se, hvordan de gik til den. Og jeg fik endda lov til at ringe med klokken og åbne valgstedet på min gamle folkeskole på Øster Farimagsgade, hvor jeg selv gik i første klasse for 64 år siden.

Næste år den 29. januar 2018 fyldes hele Folketinget af elever fra 8. og 9. klasse til Ungdomsparlamentet 2018. En hel dag holder de udvalgsmøder, stiller spørgsmål til ministrene og stemmer om de forslag, som de selv og andre elever har fremsat.

Og i disse dage syder Søndermarken på Frederiksberg af paneldebatter og politiske workshops på Ungdommens Folkemøde 2017. Jeg er selv derude en hel formiddag og jeg håber, at jeg kan være med til at inspirere en masse unge til at gå aktivt ind i politik. Vores folkestyre overlever kun, hvis hver nye generation tager det til sig, og det tyder det heldigvis på, at de unge gør i disse år.