Demokratiets trange kår

Jeg havde skrevet et længere indlæg om en underskriftsindsamling på nettet, der angiveligt har til formål at få fjernet flere navngivne dansk-jødiske journalister fra at rapportere om Israel/Palæstina konflikten, fordi man mener, journalisterne qua deres baggrund er upartiske i konflikten.

Over 3.300 så ud til at have skrevet under på en ordlyd, jeg umiddelbart fandt antisemitisk, racistisk og dybt bekymrende. Hvad var det dog, disse mennesker med deres underskrift gjorde sig til talsmænd for? Så blev jeg gjort bekendt med, at minimum ét af navnene på listen, ikke er skrevet af personen selv og jeg har ingen grund til at tvivle på vedkommende. Er et af navnene falsk, kan de i princippet alle være falske, ligesom Hitler og Ghandi heller ikke kan være kommet forbi for at underskrive teksten. Også de står på listen.

Det er også bekymrende, at linket til underskriftsindsamlingen er blevet delt så flittigt på de sociale medier, især Facebook, og mange ukritisk har taget den til sig. Folk er med rette blevet forargede over ordlyden, der skulle ligge til grund for indsamlingen.

Det er dog de færreste, der har bemærket, teksten er skrevet anonymt og flere navne på listen altså er falske.

Jeg finder det meget betænkeligt, man iværksætter en underskriftsindsamling, uden at stå ved initiativet, alene dét gør mig betænkelig, hvorfor det i princippet kan være, hvem som helst, der står bag. Det kan være mennesker, der vitterligt har de holdninger eller det kan være mennesker, der ønsker at give indtryk af, at vi har mennesker med de holdninger iblandt os. Begge dele er lige sandsynlige og lige bekymrende, og vidner om et demokrati underskud, der er værd at tage alvorligt.

Sandheden er et sted derude.

Når dét er sagt, finder jeg det fuldstændig utilstedeligt at afkræve dansk-jødiske journalister fra at kommentere Israel/Palæstina konflikten, fordi man mener, de skulle være upartiske i sagen.
Det er værd at gøre mennesker med disse holdninger opmærksom på, at et krav, rettet mod politikere om at gribe ind i fordelingen af licensmidlerne til politisk at lægge pres på de enkelte nyhedsredaktioner, vidner om et foruroligende begrænset demokratisk kendskab til, hvordan princippet om ytringsfrihed fungerer i dette land. Politikere har ikke beføjelserne til at kræve begrænsning af journalisters ret til det frie ord! Det er det fantastiske ved ytringsfrihed, som er en af grundpillerne i et velfungerende demokrati, og afgørende for den fri meningsudveksling.

Det passer heller ikke, at vi ikke har ”Hussein, Mohamad eller Ali” i den danske journaliststand eller, at de stadig betragtes som indvandrere i deres nyhedsformidling.

Sidst Simi Jan rapporterede fra Palæstina, var hun således stadig af pakistansk herkomst og sidst Nagieb Khaja rapporterede dernede fra, var han stadig af afghansk oprindelse.

Hvis teorien for dette tankesæt, skulle overføres på journalister af muslimsk herkomst, skulle de altså også udelukkes fra at rapportere fra Israel/Palæstina, fordi det i så fald, ville være det samme, der gjorde sig gældende for deres vedkommende. At de ville være farvet af deres religiøse baggrund til fordel for palæstinenserne? Det er jo en absurd glidebane!

Folks personlige religiøse forhold har ikke tidligere været til offentlig diskussion i samme grad, som det forsøges gjort nu af mennesker, som i andre sammenhænge ellers gør en stor dyd ud af, ikke at ville til regnskab for, hvad trosfæller foretager sig ude i den store verden. Jeg appellerer til, at flere prøver at se indad.

Den udvikling, som dette tankesæt er udtryk for, bærer i retning af mere censur, som lige præcis er det modsatte af friheden til at kunne ytre sig frit. Det er udtryk for, at mennesker dømmes på etnicitet, kultur og religion, hvilket jeg finder så usmagelig og racistisk, at det bør give anledning til en indre ransagelse i forhold til, hvad det er for et samfund, man med en sådan tankegang ønsker fremadrettet. Også når det ikke længere er jøder, men de næste i rækken, der står for tur til at blive censureret bort.