Ensidig mediedækning gør danskerne både dummere og unødigt skræmte

Jeg er ikke Trump-fan. Jeg synes ikke, han fremstår sympatisk, og jeg synes, han har sagt virkelig tåbelige ting om Ukraine, frihandel, klimaet, kvinder og John McCain i løbet af sin valgkamp. Selvom Republikanerne er Konservatives søsterparti, holdt jeg derfor ikke med ham.

Men når det er sagt, er danske medier, kommentatorer og politikeres undervurdering og manglende forståelse af ham og hans vælgere dybt, dybt pinlig.

På den amerikanske valgaften deltog jeg i en debat i Politikens Hus om det amerikanske valg med Mette Bock (LA), Pernille Skipper (Ø), Holger Kirkholm Nielsen (SF) og Martin Lidegaard (R). Vi blev alle spurgt, hvem vi troede ville vinde. Jeg var den eneste, som troede, det ville blive Trump. Alle andre var helt sikre på Hillary.

Undervejs i debatten blev det også klart, hvor lidt forståelse der er for, hvorfor Trump er populær. Holger Kirkholm kaldte eksempelvis hans modstand mod mexicansk indvandring for noget pjat og generelt var der konsensus om, at han bare var populist og tog fejl.

Det er hverken illegitimt eller pjattet at være imod eksempelvis (meget!) stor mexicansk indvandring til USA. Jeg ville også stejle over Hillary, som vil gøre XX millioner illegale indvandrere til amerikanske statsborgere. Aldrig i livet ville jeg gå ind for det i mit eget land, og jeg forstår til fulde de amerikanere, som ikke vil finde sig i det og i stedet stemmer på en kandidat, som virker til at ville forsvare Amerika.

Det er dybt arrogant at afskrive disse synspunkter som ‘pjat’ og dumhed i stedet for at respektere dem. Desværre er det typisk for centrumvenstreelitens komplet manglende forståelse for, hvad der sker i den anden lejr. Alt, hvad centrumvenstre ikke bryder sig om, reduceres til blot at være dumt, populistisk eller det, der er værre.

Medierne har den samme indstilling og på grund af denne forudindtagethed har de danske medier desværre overhovedet ikke fået fortalt, hvad der foregår i USA. Et enkelt eksempel er Hillary Clintons berømte emails. De har været en hovedårsag til, at folk ikke stoler på hende, men de danske medier har stort set ikke fortalt historien og har dermed forsømt at forklare helt afgørende faktorer for valget. Der har kun været positive historier om Hillary, Obama er Gud, mens ethvert fejltrin fra Trump er blevet gengivet for at fremstille ham og hans vælgere som idioter.

Denne helt utrolige ensidighed har resulteret i, at danskerne er den befolkning i verden, som bryder sig mindst om Trump. Langt flere i Sverige og Norge har sympati for ham. Dette alene burde få de danske medier til at skamme sig over, hvor ensidige de har været.

Måske er en del af årsagen, at de danske medier ikke er dygtige nok til at diskutere substans. For så længe vi kun diskuterer fremtoning og personlighed, taber Trump stort. Især til den gennemsympatiske og ufatteligt veltalende Obama. Men hvis danske medier havde brugt mere tid på politikernes holdninger og beslutninger, ville de næppe se Obama og Clinton i lige så positivt lys. Obama har ikke udrettet meget. Udenrigspolitisk har han været elendig. Hans passivitet er en stor del af årsagen til både problemerne i Syrien og Ukraine. Men det er naturligvis nemmere at dele en video, hvor han spiller basketball eller siger noget sjovt end at forholde sig til dette.

Jeg håber, der kommer noget selvransagelse også i danske rækker. Hvis vi overhovedet skal bruge så meget tid på amerikanske præsidentvalg, skal det være, fordi vi skal forsøge at forstå amerikanernes tankegang. Den ekstreme dæmonisering af Republikanerne, som vi ser gang efter gang, gør os dummere snarere end klogere.