Den globale udfordring

Det var spændende at være tilstede, da FN i går på et særtopmøde i New York vedtog nye globale udviklingsmål frem mod år 2030. Målene afløser de såkaldte årtusindmål, der løb til 2015.
FN fremlagde i december sidste år 17 nye verdensmål, der skal sikre verden en bæredygtig udvikling de næste femten år.
De 17 mål indeholder målsætninger som at sikre rent drikkevand, uddannelse og sundhed til alle.
Som noget nyt bliver målene universelle, hvilket vil sige, at både fattige og rige nationer skal leve op til dem.
Mogens Lykketoft (S) er formand for generalforsamlingen i år, og derfor var statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) inviteret til at tale som en af de første.

Som dansker var jeg stolt.

Statsministeren sagde, at vi var kommet langt, men en længere rejse lå foran os. Han sagde yderligere, at der er brug for Danmarks lederskab, og for at vi viser vej. Vi må være sikre på, at vi lever op til vores faste og kollektive aftaler. Danmark er klar til at gøre sit.

Han understregede, at verden de seneste 15 år har gjort en stor indsats for at bekæmpe fattigdom. “En milliard mennesker er blevet løftet ud af ekstrem fattigdom”. Det står i mine øjne i kontrast til, at venstre regeringen i Danmark har gennemført en ekstrem lav ydelser til nye flygtninge og indvandere, som gør det umuligt for mange af dem at få kræfter til den integration i det danske samfund som både de og vi ønsker, når de skal være på sulteydelse.

Statsministerens ord skærer unægteligt også i mine ører, når jeg ved, at regeringen vil spare 20% på udviklingsbistanden, hvilket svarer til 3,6 mia. Den indskrænkning risikerer at udhule det økonomiske grundlag under FN. Det virker ikke synderligt velmotiveret. Hvis alle som Danmark valgte at starte verdensmålenes levetid med at skære i det nuværende finansielle og politiske ambitionsniveau, ville vi hurtigt kunne droppe håbet om at opnå dem. Det mest kritiske er dog signalværdien i at skære.

Det er jeg som dansker ikke stolt over.

Den slags politiske signaler spreder sig hurtigt og kan være med til at retfærdiggøre voldsomme nedskæringer i andre lande. Der bliver brug for, at alle løfter næsten over evne, hvis vi skal opnå målene. Den virkelige test af forpligtelsen af dagsordenen i 2030 bliver implementeringen. Vi har brug for handling fra alle, over alt, sagde Ban Ki Moon i sin tale til forsamlingen. Derfor er det en katastrofe, at Danmark starter den første dag i implementeringen af målene ved at skære voldsomt i sine ambitioner.

Samarbejde og dialog skal der til. Statsministeren roste, at der var så mange statsledere mødt op. Det undrer det mig derfor meget, at Kristian Jensen (V), der er i New York for første gang som udenrigsminister, ikke ønsker at deltage i et møde med Helen Clark, der er en central dialogpartner for Danmark i sin kapacitet af formand for UN Development Group (der samler alle udviklingsorganisationerne i FN) repræsenterer hele FNs udviklingssystem, og dermed er den tredje højst rangerende i FN systemet.

Grunden er nok, at han ikke har særlig stor lyst til at fortælle, at regeringen vil skære i organisationens kernebidrag. Jeg mener ikke, at det er grund nok til ikke at ville have en dialog med en så centralt placeret person, hvis regeringen altså mener de nye verdensmål alvorligt. Det må også være brud på normal etikette og høflighed, at han ikke mødes med en nøglefigur som Helen Clark især da topmødet handler om udvikling og SDG’erne såvel som UNDP har en hel central rolle i.

Kristian Jensen er i New York i fem dage, så mon ikke der skulle være plads til at prioritere en kop kaffe med Helen Clark og dermed vise, at Danmark er villig til at vise lederskab og lægge handling bag de flotte ord