Den politisk korrekte guide til et terrorangreb

Vi ved desværre, at det kommer til at ske igen. Så hvis du som politiker gerne vil undgå at sige noget forkert, når der igen har været et terrorangreb i Europa, er det vigtigt, at du får læst denne lynguide:

Undgå indhold

De første dage efter et terrorangreb skal dine udmeldinger helst være helt blottet for indhold. Sig at du er ked af det, tager kraftigt afstand, og at vi står sammen mod terroren. Gerne krydret med noget om europæiske demokratiske værdier. Alle ved at den slags ord gør et stort indtryk på terroristerne.

Men undgå for alt i verden at sige noget relevant og konkret. Endelig ikke noget om, hvad der skal gøres for at forhindre flere terrorangreb. I politisk korrekt sprogbrug er dette ‘at slå plat på en tragedie’. Kun tom snak. Vigtigt! Tag i stedet til et fakkeloptog.

Don’t mention Islam

Du må ikke sige, at det er muslimer, der har udført terroren. Hold muligheden åben for, at det kunne være ekstremistiske revisorer, den lokale håndboldklub eller måske buddhister, der står bag.

Når det alligevel indenfor ret kort tid står klart, at det søreme var islamister, der udførte udåden, skal du sige, at det ‘intet har med Islam at gøre’. Du ved godt, at det aldrig ville være sket, hvis ikke det var for Islam. Men det er ikke så rart at tale om.

For at slå pointen helt fast, så nævn Anders Breivik. Var han måske muslim? Nej, vel. Og dermed er det jo slået 100% fast, at der absolut ikke er noget problem med terror indenfor Islam. Overhovedet. Allahu Akhbar. Bum.

… eller masseindvandringen

Det er også helt afgørende, at du ikke på noget tidspunkt nævner masseindvandringen som så meget som bidragende faktor til, at der er terrorister i Europa.

Ignorér det faktum, at hvis ikke vi i nogle årtier havde lukket alt for mange ind, hvilket har skabt et etnisk opdelt samfund, havde vi overhovedet ikke haft den slags ekstremister i Europa. Begrund i stedet problemet med socioøkonomiske faktorer. Måske har terroristerne haft en dårlig skolegang?

Hvis terroristerne viser sig at være født i Europa som anden- eller tredjegenerationsindvandrere (hvilket de jo ofte er), så brug det som bevis for, at det intet har med indvandringen at gøre, at de er her. ‘Ibn Mussa al Muhammed var jo dansker ligesom du og jeg. så hvad har det med indvandring at gøre’.

Gør alt hvad du ikke kan lide til terroristernes mål

Hvis du ikke har så meget at byde ind med, så brug standardfrasen, at ‘terroristerne vinder, hvis vi begynder at ændre vores samfund’. Med andre ord: Vi skal bare ignorere problemet. Dermed har du effektivt gjort det illegitimt, når andre foreslår at handle.

Hvis nogen antyder, at det er umuligt at undgå ghettoer og radikaliserede parallelsamfund med det tempo, som indvandringen foregår i, så lad det forstås, at de dermed går terroristernes ærinde. (For islamisternes overordnede mål er jo naturligvis netop, at Europa skal føre en strammere udlændingepolitik. Eller noget … ).

Tal om integration og overvågning

Tal i stedet om integration. Få det til at lyde som et tryllemiddel, der kan få selv den mest massive indvandring til at blive uproblematisk. Tal dernæst om overvågning. Enten for eller imod. Det er ligegyldigt. Så siger du i hvert fald noget.

Nævn derimod endelig ikke tiltag, som adresserer problemets kerne såsom en opsigelse af flygtningekonventionen, hjemsendelser og grænsekontrol. Igen: Hvis du vil handle, så forsøger du blot at score billige politiske points. Det er meget mere statsmandsagtigt at lukke øjnene og gøre ingenting. Især hvis du holder en god tone, mens du gør det.

Tal hårdt og tomt

For ikke at virke som om du er helt virkelighedsfjern, så husk dog endelig, at en sikker vinder på de sociale medier er at bruge meget hårde ord mod ekstremisterne. “Gå af helvede til” eller “De burde rejse hjem” er acceptable og populære ytringer. Men husk for Guds skyld, at det IKKE må følges op af handling. Det er vigtigt kun at lade det blive ved ordene. Det giver med garanti mindst tusind delinger på Facebook. Det er dét folk vil høre. Blæse være med, om du så gør noget ved det.

 

Hvis du følger denne guide, er du på sikker kurs til at blive en rigtig politiker. Masser af tom snak og ingen handling.

______________________

PS: Det glæder mig meget at se, at så mange politikere allerede har brugt guiden de seneste dage.