Den Ruslandsfjendtlige politik fortsætter

Rusland er blevet mere nationalt, Vesten er blevet mere sovjetisk.

Den 31. marts holdt Trumps udenrigsminister, Rex Tillerson, en længe ventet tale i NATO. Her sagde han (i følge Jyllandspostens referat), at Rusland er aggressoren i Ukraine-konflikten og at Krim skal afleveres tilbage til Ukraine, før sanktionerne kan ophæves.

Der var dermed ikke noget nyt fra amerikansk side, selvom det var en ny udenrigsminister. Indtil videre ser det dermed ud til, at den Ruslands-fjendtlige politik bliver gentaget af den nye administration, trods valgkampens løfter om det modsatte.

Efter min mening er det endnu en spildt chance for et Europa – helt og frit, som mange har drømt om siden 1917!

Forsvarsstyrkerne rundt omkring i Europa er glade. De får flere penge og de har fået et formål med den daglige træning. Ganske som under den kolde krig træner man nu kamp imod en identificeret fjende. Man lærer hans uniformer, kampvogne og fly at kende for bedre at kunne bekæmpe ham.

For en person, der som mig er trænet som soldat under den kolde krig, er det utrolig trist at se fortiden vende tilbage i forvrænget form. Jeg lærte russisk for at afhøre russisktalende krigsfanger i kampen imod Sovjetunionen. Sovjetunionen var vores fjende på grund af den onde og aggressive kommunistiske ideologi, der udsprang fra Sovjetunionen, og som man indførte med vold i de omkringliggende lande. Vi kunne blive de næste.

Men det blev vi ikke, fordi russerne, balterne, ukrainerne, armenerne, georgierne osv. selv afskaffede kommunismen og opløste Sovjetunionen i nationalstater. Vi bør alle være taknemmelige over for de folkeslag, herunder russerne, der afskaffede kommunismen. Folkeslagene i det tidligere Sovjet er den kolde krigs sejrherrer – herunder russerne!

De mange nye nationalstater havde imidlertid svært ved at gøre op med kommunismen. Mange gange blev de kommunistiske magthavere siddende ved roret, selvom ideologien var skiftet fra kommunisme til nationalisme. Men meget bekvemt kunne man i de nye lande, undtagen Rusland, skabe det nye Rusland om til et fjendebillede. Det virkede godt på flere måder: man slap for et selvopgør med sine egne kommunister og man fik en ydre fjende, der kunne gøre det lettere at holde sammen på det nye land. Samtidig kunne man få hjælp fra Vesten imod det farlige Rusland.

NATO blev ikke nedlagt efter den kolde krig, men i stedet udvidet med de tidligere østblok-lande og tre af de tidligere sovjetrepublikker. NATO glemte, at kommunismen og Sovjet var borte, og organisationens eksistensberettigelse dermed væk. Men NATO omdannede sig selv til også at være en ideologisk organisation, der skulle kæmpe for liberalt demokrati og menneskerettigheder i verden.

Vesten er dermed blevet mere ideologisk, mens pragmatismen og tanken om den suveræne nationalstat kom fik større betydning øst. I dag ser man i Vesten pragmatismen og respekten for den suveræne nationalstat som en fare.

Rusland er aldrig blevet et liberalt demokrati, og dermed har Rusland gjort sig selv til en fjende af organisationer, der er missionerende inden for liberalt demokrati.

Der var mange gange i de sidste 25 år, hvor der var muligheder for forbedre forholdet mellem Vesten og Rusland. Men desværre har man hver gang valgt vejen tilbage til noget, der ligner den kolde krig. Sådan som det også ser ud til, at Trump har gjort.

Den manglende evne til at etablere et funktionelt, pragmatisk forhold til Rusland skyldes efter min mening bl.a. de ideologisk briller, Vesten har taget på.

Når der ikke er liberalt demokrati i Rusland, betyder det jo ikke, at Rusland vil indføre autokrati i andre lande. Den russiske national-stats-tanke, der er den bærende ideologi i landet, kan ikke eksporteres, sådan som kommunismen kunne. Når Navalnyj straffes for at holde demonstrationer i Moskva, betyder det ikke, at Putin vil afskaffe demonstrationer i København eller Berlin.

Desværre er der ikke mange, der har opdaget det, men Rusland har ført en udenrigspolitik over for sit nærområde, der ikke tyder på en strategi om at genetablere det russiske imperium. Krim er annekteret, men det er Østukraine og Sydossetien ikke. Der er næppe tale om en rød tråd, der hedder etablering af et imperium igen. I så tilfælde, må de være fulde i Kreml, når de træffer beslutningerne om udenrigspolitik! Men hvem kender til disse detaljer?

Hvis man læser dansk presse får man en ensidig koldkrigerisk og dæmoniserende udlægning af Ruslands politik. Det blev dokumenteret af Danmarks Journalisthøjskole sidste år.[1]

Derfor er det let at føre en ideologisk blind politik over for Rusland. Nu er man i Vesten så bange for de russiske statsmedier, at man er villig til at bruge propaganda (East Stratcom) og måske snart indskrænkning af ytringsfriheden. Hvem ved det?

I angsten for det autokratiske Rusland begynder Vesten af bruge midler der ligner de sovjetiske. Det er sørgeligt. Samtidig får de islamiske terrorister lettere spil, fordi vi ikke sørger for at forene kræfterne i en kamp imod dem.

[1] Mediernes (nye) verdensbilleder. 2016