Den visionsløse dagpengeaftale

I sidste uge blev dagpengeforliget forhandlet på plads kun fire dage efter, dagpengekommissionen havde afleveret sin rapport. I de politiske spalter, i medierne og på gangene her på Christiansborg blev kommissionens rapport diskuteret heftigt. Hvor mange karensdage lander vi på? Hvilke partier vil finansiere hvor meget? Og hvilke grupper af arbejdsløse skal holde ekstra for, så andre kan slippe mere nådigt? Svarene kom som bekendt allerede torsdag.

Efter 15 måneder, der med al ønskelige tydeligt understregede, at der i den grad var behov for politisk handling, var det hele overstået på kun fire dage, og den politiske debat er for længst videre.

Tavlen var vasket helt ren, og vi kunne være begyndt forfra, men vi nåede aldrig at tage en diskussion af den grundlæggende præmis. Vi nåede aldrig at spørge, hvilke værdier og hvilket menneskesyn, vi egentlig ønsker, at systemet bygger på? Vi nåede aldrig at diskutere selve grundpræmissen for systemet.

Det er i den grad en skam, fordi det politiske etablissement dermed forpassede en oplagt mulighed for at tænke nyt og visionært og lave helt grundlæggende om på systemet. I stedet er man fortsat som altid. Man har bygget nye tiltag oven på den grundlæggende fejlslutning, at ledige hverken har ambitioner, lyst eller drivkraft til selv at ville og kunne på eget initiativ. Det er i mine øjne så forsimplet og forkert, at det fører til dårlige politiske beslutninger. For eksempel de meget omtalte karensdage, der er blevet forsøgt præsenteret som den helt store nytænkning. Lad os lige holde fast i én ting: Strafdagene bygger på præcis den samme grundpræmis som altid: Ledige responderer kun på pisken.

Den kritik, der har været, har ikke udfordret præmissen. For store dele af de politiske kritikere og for arbejderbevægelserne har kritikken af karensdagene for eksempel primært handlet om finansieringen og ikke det menneskesyn de repræsenterer. Som den nu afgåede LO-formand Harald børsting formulerede det: ”Vi tager lidt meget fra dimittenderne, og så tager vi noget mindre fra de ledige. Og så beder vi politikerne om – på vegne af den samlede befolkning – at påtage sig ansvaret for at rette det skidt op, de selv lavede i 2010 ved at finde de sidste penge”.

For mig er det tydeligt, at strafkulturen, mistilliden og mistroen er blevet fuldstændig dominerende i den politiske tænkning. Det blev i den grad understreget, da professor i europæisk velfærdsforskning og kommissionens adfærdsøkonomiske repræsentant, Jon Kvist, formulerede det geniale ved kommissionens psykologiske og sociologiske indsigter med sætningen: ”Du behøver kun at give et lille puf. Det at tabe noget opleves meget voldsomt for mennesker”.

Tænk lige over den sætning og det rationale, der ligger bag. Det betyder i al sin enkelhed, at hvis det virker, så gør vi det. Uagtet hvilke følelser det producerer og hvilken magtforståelse det repræsenterer. Målet helliger midlet.

Ja, vi kan sagtens blive sådan et land. Et land, der producerer følelser af tab, magtesløshed og eksklusion og som baseres på arrogance og fællesskabets ret til at tryne de ekskluderede. Men ønsker vi virkelig det? Er det dansk retfærdighed? Er det et sådan menneskesyn og sådanne værdier, vi ønsker at bygge vores samfund på?

Et samfund, hvor relationen mellem borger og stat er forbundet med oplevelsen af ”voldsomme tab”, vil i min optik uden tvivl føre til, at tilliden til både demokratiets institutioner og os politikere forværres – og dermed i sidste ende, at det bliver helt rimeligt og oplagt at stille spørgsmålstegn ved velfærdsstatens legitimitet.

Dermed er der ikke blot tale om, at forligspartierne har forpasset chancen for at lave et velfungerende og langtidsholdbart dagpengesystem, de har også truffet et klart valg om at fortsætte med fuld fart ned af den vej, der over en årrække har skabt større og større mistro og splid mellem ’systemet’ og borgerne. Kilerne er store, og hver enkelt politisk beslutning, der baserer sig på ’systemets’ mistillid til borgerne, hamrer dem bare dybere ned. Det er indlysende, at mistillid avler mistillid.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de gange jeg og Alternativet er blevet mødt med postulatet om, at vores værdier som fx generøsitet, mod og empati ikke klarer ”nej-testen”. Dermed forstået, at alle vil erklære sig enige i vores værdier. Til det kan jeg kun sige, at en generel opbakning til vores værdier i så fald kun er med ord. Det politiske etablissements beslutning og handlinger stikker i øjeblikket i en helt anden retning.

Hvis alle tilsluttede sig de værdier, så havde vi nu et dagpengesystem baseret på reel empatisk forståelse og tillid til, at den enkelte selv har drivkraft, vilje og initiativ. Et system med politisk mod til at slippe de kontrollerende tøjler og sætte beskæftigelsesindsatsen fri, i stedet for at basere det hele på standarder, kontrol og mistillid. Lige nu har vi et hamrende dyrt og ineffektivt beskæftigelsessystem, der nedbryder og demotiverer mennesker. Hvorfor ikke afprøve nye veje, når nu vi ved, at det, vi har skabt, ikke virker?

Flere steder i verden – og sågar på kommunalt plan i Danmark – bevæger vi os faktisk i den helt rigtige retning. En retning, hvor der er tillid og empati i forvaltningen, og hvor man har modet til at slippe borgernes egen drivkraft og kreativitet fri. Rigtig mange steder blomstrer lokale initiativer med såkaldte borgerstyrede budgetter op. Det sætter borgerne og nærdemokratiet fri og skaber meget mere gensidig tillid og velvilje i relationen mellem borgerne og forvaltning. Et eksempel er fra Aarhus Kommune, hvor de på forsøgsbasis stiller 50.000 kr. til rådighed til langtidsledige, som de kan anvende til at rydde forhindringer for arbejde af vejen. Dermed udvises tillid til den enkeltes drivkraft. Inspirationen kommer fra London, hvor man har lavet lignende projekter med hjemløse, med så gode resultater, at det nu er fast praksis. Og OECD har konkluderet det samme: Kontantbeløb, der stilles til rådighed uden modkrav og mistillid, har den største effekt. Som mennesker opbygges og motiveres vi ved at føle ejerskab til det, vi foretager os.

Skal vi for alvor tage fat på at udvikle dagpengesystemet 2.0, burde vi spare alle pengene, der går til overdreven og ødelæggende kontrol, og i stedet målrette dem til en indsats, der giver borgerne maksimal medindflydelse på egen beskæftigelsesindsats. Det skal baseres på tillid til, at den enkelte er både motiveret og har drivkraft og vil udfolde det, når der gives plads. Det ville sætte uanede ressourcer fri – både økonomisk og menneskeligt – som passende kunne bruges til at understøtte den lediges eget initiativ. Det ville uden tvivl skabe en meget mere effektiv beskæftigelsesindsats og så kan dem, der ikke tror på tillid nøjes med at se det som en sidegevinst, at vi ikke nedbryder og demotiverer borgerne imens.

En tilgang til beskæftigelsesindsatsen, der reelt tør lægge ejerskabet hos den ledige selv, bygger i min optik både på empati, generøsitet og politisk mod og netop derfor tror vi på den i Alternativet. Og så er det i øvrigt også min klare overbevisning at modellen åbner op for langt større livsglæde og humør i mødet mellem forvaltning og borger. Det er derfor også indlysende, at en sådan model skaber langt større legitimitet og tillid til ”systemet” end en model, der bygger på forestillingen om, at ”det at tabe noget opleves meget voldsomt for mennesker”.

Vi er simpelthen nødt til at se på, hvad det er for et samfund vi ønsker i fremtiden og så opbygge vores lovgivning og systemer på de værdier og menneskesyn, der peger i den retning. Det har aftalepartierne bag dagpengeforliget lige forpasset en historisk mulighed for, og det ærgrer mig inderligt.