Den yndigste rose…

Jeg kender en rose, yndigere end de fleste. Vel en sart, lille plante, men åh – hvilken ynde, duft og pragt. Dens navn er Danmarks Radio. Helst vokser den i skyggen; i stilhed og gødet jord. Tåler kun dårligt hårde tider. Tåler ikke hårde ord; og endnu mindre tåler den ikke at gødes. Dryp, dryp skal næringen tilføres.

Åh hvilken lykke, at tusinde tjenende ånder har dedikeret deres liv til at værne om denne folkets rose; havens pryd. Tusinde opofrende og renfærdige sjæle, der dag for dag omsætter drømmen til virkelighed. Vores allesammens drøm. Med nænsom hånd plejer og plukker, værner og varmer. Tænk, hvad vi skylder disse tjenende ånder! For deres selvopofrelse. Deres uselviskhed! At de lader duften brede sig. Deler deres arbejdes frugt med os lykkelige. Åh, tak I folkets tjenere, som i vores sted med mild og taknemmelig hånd spreder licens-gødningen over vores gamle, sarte plante.

Men alle må vi huske én ting: dette silkefine glimt fra Edens have tåler ikke kritik! Og fortjener det endnu mindre! Så hvorfor disse slette tanker, denne mistro og foragt? Så ufortjent. Så plebsk og vulgært. Forstår vi dog ikke, hvilken sart gave vi her har fået? At blomsten skal behandles med kærlighed? Også selvom tornene stikker. Den slags må man tåle, for uden rosens duft og skær ville Danmark jo slet ikke være alt det, vi elsker og gerne vil være…

Sådanne sarte planter er ingen selvfølge. Skinner solen for hårdt, tørrer bladene. Er regnen for voldsom, oversvømmes den. Hagler det, må vi alle træde til og skærme. Strække armene ud i kærlig omfavnelse og som en dug værne vores allesammens lille rose. For det er vores rose. Vores allesammens. En gave, vi giver til hinanden.

Men ak, forstår folket dog ikke, hvilken lille solstråle vi her har med at gøre? Hvilket savn det ville være, om rosen ikke plejes. Hvad er 4 milliarder nærende licens-dråber mod dens duft og skær? Forstår folket ikke, at fejlskud og torne må tåles? Er der slet ingen overbærenhed, respekt eller taknemmelighed for alt, hvad rosen har udgydt?

Hvad bilder folket sig egentlig ind? At være spydig! At kritisere! At korrekse??!! Forstår de da slet ikke, hvad denne rose betyder? Dens pragt og storhed? Er det da ikke selve symbolet på vor æt? Vort demokratis arne? En rose som Danmarks Radio tåler selvsagt ikke beskæring! Det har den gamle gartner så mindeligt forklaret, og han kender jo rosen så godt. Hvorfor vil folket dog ikke lytte? Lukke lyset og glæden ind? Utaknemmelige pak!

Nej, at spotte en sådan plante er virkelig for galt. Det ved enhver – i det gode selskab. Dem, som kender plantens plejere; dem, der omgås de tusinde tjenende ånder. Her ved man nok, at Danmark skam slet intet er uden denne storslåede gave fra Herrens skaberværk.

At de ikke skammer sig, disse utaknemmelige døgenigte!