Derfor mistede vi tilliden til ministeren

Konservative har ikke kritiseret landbrugsministeren for hverken at genere hende, regeringen eller Venstre. Og det har vi absolut heller ikke nogen intention om at gøre i fremtiden.

Der ligger ikke personforfølgelse eller taktiske overvejelser bag. Det handler om principper, som også er nødt til at gælde for borgerlige ministre.

Hvis ikke en minister vil fremlægge retvisende oplysninger om konsekvenserne af politiske beslutninger for offentligheden, kan demokratiet ikke fungere. Så bliver regeringen immun for kritik, og vi kan ikke få en ærlig politisk debat.

 

Forløbet

I december forhandlede vi landbrugspakken på plads. Den byggede på et fælles valgløfte fra V, K, DF og LA om at hjælpe de meget trængte landmænd, som har det svært i disse år.

Ministeren fremlagde i den forbindelse et kvælstofregnskab, som viste, at kvælstofudledningerne vil falde i alle årene. Pakken i sig selv medfører naturligvis øgede udledninger. Det stod klart for alle. Men i følge ministeriet blev det opvejet af andre forhold, som ikke har med pakken at gøre. (Den såkaldte baselineeffekt. Det er blandt andet, at nogle landmænd løbende overgår til økologi, og at marker bliver nedlagt).

Disse tal brugte ministeren til at understrege overfor offentligheden, at landbrugspakken er god for miljøet. Denne påstand har vist sig at være forkert.

Desværre er baselineeffekten nemlig alt for stor i ministeriets beregning. Sandheden er, at kvælstofudledningerne kommer til at stige i de første år, og det udgør både en udfordring for vandmiljøet og er i karambolage med EU’s vandrammedirektiv. Landbrugspakken er derved i seriøs fare for at blive underkendt af EU. Det er altså ikke et helt ligegyldigt problem, der dermed er blevet holdt skjult for offentligheden.

Der er ikke tale om forskellige skøn, usikkerhed, eller at der er tvivl om, hvor store nogle af effekterne i pakken er. Der er tale om, at samtlige fagfolk undsiger ministeriets måde at lægge tal sammen. Det er en klokkeklar metodefejl, som svarer til at lave en finanslov, hvor man budgetterer med indtægter fra fire års selskabsskat i budgettet for 2016.

Kvælstofregnskab

Fejlen ligger i, at regeringen har lagt fire års baselineeffekt ind i 2016. Baselineeffekten er 617 tons om året. Men regeringen har regnet hele perioden 2013-2016 ind i 2016, hvorved tallet bliver 2467 tons i stedet for 617.

Fejlen kommer for dagen ved, at de forskere, som har leveret baselinetallene, udtaler sig til Berlingske og påpeger, at de ikke kan stå inde for den måde tallene er brugt på. ALLE eksperter, der har udtalt sig om denne specifikke metodefejl, er enige og fastholder kritikken. (På trods af det heftige spin, der foregår i dag søndag, hvor en lang række Venstre-folk forsøger at give folk indtryk af, at kritikken er trukket tilbage, fordi en helt anden kritik er blevet trukket. Der er tale om en rapport, der først udkom fredag – dvs. tre dage efter mistillidserklæringen – og som derfor selvsagt ikke har spillet en rolle i sagen).

Var fejlen blevet erkendt og rettet, var sagen stoppet der. Problemet opstår først for alvor ved, at ministeren hårdnakket nægter at rette fejlen. Vi og mange andre folketingsmedlemmer opfordrede hende til det mange gange. Men efter nøjagtig 117 skriftlige spørgsmål til landbrugspakken fra Folketinget, utallige avisforsider, et samråd og en stor eksperthøring, hvor syv ud af syv hidkaldte eksperter pædagogisk forklarede ministeren, at beregningerne må laves om, er ministeren stadig hverken til at hugge eller stikke i. Hun VIL simpelthen ikke give offentligheden de rette oplysninger, at kvælstofudledningerne kommer til at stige i de kommende år. Hun har haft alle chancer, men nægter. Det går ikke, og det burde alle uanset partifarve være enige i.

Både undertegnede, vores politiske ordfører, Mai Mercado, og vores partiformand, Søren Pape, forsøgte undervejs at tale med ministeren og de andre borgerlige partier, om vi kunne lave en tillægsaftale til landbrugspakken for at nedbringe kvælstofudledningerne i lyset af de nye tal. Det blev både skriftligt og over et par møder blankt afvist, medmindre vi ville gå ud med en erklæring om, at de forkerte tal var rigtige. Det var reelt at bede os om at gå med til en aftale om at fastholde en usandhed overfor offentligheden. Så havde vi ikke kunnet se os selv i øjnene. (Denne episode blev lækket til Ekstra Bladet med henblik på at miskreditere undertegnede, hvorfor den allerede er offentligt kendt, og jeg derfor tillader mig at omtale den).

Derefter måtte vi med beklagelse sige, at vores tillid var væk. Vi kan ikke stå bag en minister, som forsøger at skjule konsekvenserne af vigtige politiske beslutninger.

Det er virkelig ærgerligt, at sagen skulle udvikle sig så dramatisk. Men i mine øjne er det alene, fordi der blev holdt fast i et helt urimeligt krav om, at offentligheden ikke behøver at få retvisende oplysninger. Vi kan jo ikke fravige dette krav, blot fordi der trues med bål og brand. Og heller ikke fordi situationen eskaleres, når vi ikke giver os. Det er trods alt regeringen, der står til ansvar overfor Folketinget og ikke omvendt.

Det skal understreges, at dette ikke påvirker vores ellers store tillid til regeringen og statsministeren. Vi har været meget glade for de sidste dages samtaler på Marienborg og ser meget frem til at komme videre. Der ligger mange vigtige opgaver foran os.
___________________________________________

 

 

Ofte stillede spørgsmål:

 

Har andre politikere opfanget fejlene allerede fra start?

Nej, og dem der påstår det modsatte, må fortælle, hvorfor de så ikke protesterede mod de forkerte beregninger. Selv DF’s ordfører indrømmede dog forleden klokkeklart, at der ikke blev givet en ordentlig forklaring på tallene under forhandlingerne i december. Ordførerne fra S, R og K siger det samme. Kun V og LA påstår, at de havde forstået metoden, og at den er rigtig. Uden dog overhovedet at kunne forklare hvorfor.

René Christensen (DF) i Berlingske d. 24. februar:

Talte I om under forhandlingerne, at regeringens embedsmænd havde lagt effekter fra flere år ind i 2016?
»…. Jeg ved ikke, hvordan de har lagt dem sammen. Og selv om jeg havde fået det at vide, ville jeg ikke kunne se, om det var rigtigt eller ej. Det må man jo have tillid til. Vi har ikke vores egne forskere til at kigge det igennem,« siger René Christensen.

 

Er det ikke Konservatives ansvar at sikre, at tallene er i orden?

Nej, det ansvar kan vi ikke tage på os. Det er ministeriet, der har et kæmpe embedsapparat til rådighed. De skal præsentere retvisende tal for Folketinget og offentligheden. Ellers er vi prisgivet. Det kan ikke være sådan, at fordi ingen af seks partier, som deltog i forhandlingerne opdager fejl i regeringens tal, så er det derefter ok, at regeringen giver offentligheden et misvisende billede af landbrugspakkens konsekvenser. Det handler ikke om, at vi er blevet snydt, men om at ministeren ikke bevidst må holde offentligheden bag lyset.

 

Er der nogen eksperter, som er uenige i denne kritik af metoden?

Nej. Eksperterne kan være uenige om alt muligt andet. Dette metodeproblem er alle, der har udtalt sig, enige om. Det er indiskutabelt en fejl. Venstres landbrugsordfører blev i Deadline spurgt af Martin Krasnik spurgt, om han kunne pege på en eneste forsker, som var enig i metoden. Det kunne han ikke