Derfor skal Inger Støjberg ikke gå af

Når man er integrationsminister i Danmark, så har man i sidste ende ansvaret for velfærden og vilkårene for de mennesker, der har søgt beskyttelse på et dansk asylcenter. Og er der tale om unge mennesker under 18 år, der er kommet hertil uden deres forældre, så træder vores asylsystem dybest set ind i forældrerollen for disse unge.

Det er et stort ansvar. Derfor spærrede de fleste af os øjnene op – på tværs af partiskel – da vi den 25. januar sidste år kunne læse i pressen, at det igennem årevis havde været fast praksis som udgangspunkt at indkvartere unge piger helt ned til 15 år sammen med ældre ægtefæller på danske asylcentre. Ikke mindst set i lyset af, at disse piger ofte kommer fra lande, hvor kvindens ret til selv at vælge sin ægtefælle langt fra kan tages for givet.

Ministeren ønskede derfor, at praksis blev ændret. Jeg ønskede, at praksis blev ændret. Venstre ønskede, at praksis blev ændret. Langt de fleste ønskede, at praksis blev ændret – på tværs af folketingets partier.

Og hvad deraf fulgte har vi så brugt den sidste måned på at diskutere.

Mange har spurgt mig og andre borgerlige folketingsmedlemmer, hvordan vi dog kan leve med at ”have en minister, der har brudt loven” og om dansk politik er degenereret dertil, hvor et ”magtfuldkomment flertal er villigt til at se igennem fingre med hvad som helst”.

Se eksempelvis dette åbne brev fra Bjarke Larsen til mig: http://pov.international/forklar-mig-hvorfor-stojberg-ikke-skal-ga-af/

Han indleder sit brev sådan her: ”Vi har aldrig mødt hinanden, men jeg skriver til dig, fordi jeg gennem medierne har fået et indtryk af dig som et ordentligt og redeligt menneske, der går i en saglig og seriøs dialog – også med folk, du ikke er politisk enig med. Du er også uddannet jurist og medlem af Folketinget for Venstre.

Med de tre kasketter på må du, tænker jeg, være den rette til at svare på det spørgsmål, der optager den politisk interesserede del af Danmark rigtig meget i disse dage:

Skal Inger Støjberg træde tilbage – og hvis nej: Hvorfor ikke?”

Først og fremmest er jeg da rigtig glad for den opfattelse, han har af mig, og jeg forsøger at leve op til det efter bedste evne. Og forklaringen på, hvorfor jeg ikke står i spidsen for et oprør mod Inger Støjberg kan nok også findes netop i min baggrund. Forklaring følger.

Jeg vil også godt sige, at jeg oprigtigt er ked af, at der tegner sig et billede af mit parti og min regering som nogen, der er ligeglade med lov og ret, når bare vi kan tælle til 90. Fordi det er forkert, og fordi det ville være forfærdeligt, hvis det var rigtigt.

Så mit svar til dem, der fremsætter disse beskyldninger mod det borgerlige/liberale Danmark er, at de ikke har sat sig godt nok ind i sagen, og tilsyneladende må være gået igennem livet uden selv at begå fejl.

For der er begået fejl i denne sag, hvilket Inger Støjberg igennem 7,5 times samråd og i omegnen af 100 udvalgsspørgsmål har vedkendt sig. Folketingets Ombudsmand har udtalt kritik. Men fejlene er rettet op – fejlene er erkendt og beklaget – og ministeren har ikke handlet groft uagtsomt eller med forsæt. Det sidste er centralt, for det er en betingelse for, at ministeransvarsloven finder anvendelse.

Og det er det afgørende for mig. Ikke om mennesker er fejlfrie, for det er ingen, men om man er villig til at erkende sine fejl. Og det har Inger Støjberg gjort i denne sag.

Lad os tage sagens vigtigste punkter et for et.

Påstand: Inger Støjberg pålagde sit system at administrere ulovligt ved at udsende en ulovlig instruks

Det er forkert. Ministeren udsendte den 10. februar 2016 en pressemeddelelse, hvor hun tilkendegav sin politiske holdning om, at ingen par, hvor den ene er under 18 år skulle kunne indkvarteres sammen. Men det blev samtidig drøftet mundtligt samme dag med Udlændingestyrelsen, at denne nye hovedregel altid skulle forvaltes under hensyn til øvrig dansk ret og internationale konventioner. Det fremgår af Ombudsmandens grundige redegørelse i denne sag. Derfor skal vi også lige holde os for øje, hvad det var Ombudsmanden endte med at kritisere ministeren for. Det var nemlig ”ordlyden” af ministerens pressemeddelelse/instruks. Pressemeddelelsen kom siden til at fungere som instruks over for Udlændingestyrelsen, fordi den ikke umiddelbart blev fulgt op af anden skriftlig kommunikation til Udlændingestyrelsen. Ombudsmanden er meget kritisk på dette punkt, for som han skriver, betød det, at instruksens ordlyd i sin undtagelsesfri form indebar en betydelig risiko for forkerte afgørelser. Men Ombudsmanden konkluderer IKKE, at forvaltningen i de enkelte sager var ulovlig. Og de meget grove beskyldninger mod ministeren om bevidst at have gennemtrumfet en ulovlig praksis er derfor både forkerte og udokumenterede.

Påstand: Inger Støjberg har svigtet sit ministeransvar ved ikke at gribe ind over for en åbenlyst ulovlig administration

Det er også forkert. Selv om pressemeddelelsen/instruksen var undtagelsesfri i sin ordlyd, så var forvaltningen af den ikke. Og fordi ministeren gik uhyre meget op i denne sag, så blev hun løbende orienteret om udfaldet af de enkelte sager. Derfor vidste hun også allerede sidste år, at der blev gennemført en konkret og individuel vurdering af omstændighederne i hver enkelt sag. Det ses også ved, at en række par rent faktisk aldrig blev adskilt i henhold til instruksen. Så der var ikke nogen ”ulovlig administration” for ministeren at gribe ind over for, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt der skete en individuel vurdering af sagerne.

Påstand: Ministeren beordrede, at der ikke skulle laves de lovpligtige partshøringer i sagerne

Det er også forkert. Da først oppositionen havde brugt fem timer på det første samråd på at diskutere, hvorvidt der var sket en individuel behandling af sagerne og måtte indrømme, at det var der, så skiftede de taktik til andet samråd; Nu handlede det pludselig om, hvorvidt der var gennemført partshøringer i sagerne.  Her løber oppositionen en åben dør ind. For nej, der er ikke indledningsvis foretaget partshøringer i de sager, hvor parrene blev skilt ad. Det fremgår af Ombudsmandens redegørelse.

Det er bare overhovedet ikke noget, som Inger Støjberg har haft med at gøre.  Spørgsmålet om behovet for partshøringer er udtryk for komplicerede forvaltningsretlige overvejelser – ikke politik. Før Ombudsmanden gik ind i sagen havde man fra myndighedernes side betragtet disse sager som såkaldt ”faktisk forvaltningsvirksomhed”.

Faktisk forvaltningsvirksomhed møder vi hver dag i det offentlige, f.eks. når vi i ambulancen bliver kørt til Rigshospitalet frem for Hvidovre hospital, så gennemføres der ikke en partshøring på vejen for at sikre, at man som patient nu er enig i valget af hospital. Partshøringer er noget, man skal gennemføre, hvis der træffes en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Sondringen er ikke altid helt enkel, men den er absolut nødvendig, for det offentlige ville bryde totalt sammen, hvis der skulle ske partshøring, hver gang man foretog sig noget som helst.

Indtil 28. april 2016 betragtede man det at adskille et par som en simpel sag om flytning af en person fra et asylcenter til et andet, hvorfor man ikke partshørte. Præcis på samme måde som man ikke partshører en asylansøger, der skal flytte fra et asylcenter i Jylland, der lukkes, til et asylcenter på Sjælland.

Spørgsmålet om karakteren af disse beslutninger blev overvejet i forbindelse med, at Ombudsmanden kiggede nærmere på området.  I denne forbindelse blev det vurderet, at selve beslutningen om adskillelse var så indgribende, at det havde karakter af en egentlig afgørelse i forvaltningslovens forstand. Derfor blev der fra 28. april 2016 og frem gennemført partshøringer mere konsekvent i disse sager. Og lad mig slå fast: Naturligvis skal myndighederne overholde reglerne om partshøringer. Men det er helt ude af proportioner at kræve en ministers afgang på et spørgsmål, hvor ministeren overhovedet ikke har været involveret i de komplicerede forvaltningsretlige overvejelser om, hvorvidt partshøringer skulle foretages eller ej.

Mangelfulde eller helt fraværende partshøringer er i øvrigt (desværre) en relativt hyppig sagsbehandlingsfejl i den offentlige sektor. F.eks. viste en undersøgelse fra Københavns Kommunes Borgerrådgiver fra maj måned i år, at der ikke var gennemført partshøringer i 42 ud af 76 undersøgte sager om anbringelser af børn.

http://www.kk.dk/sites/default/files/borgeraardgiverens_rapport_om_sagsbehandling_i_bbu.pdf

Alligevel mindes jeg ikke at have set Mattias Tesfaye (S), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) eller Josephine Fock (ALT) kræve den socialdemokratiske socialborgmesters afgang? Det burde jo ellers være logisk, hvis enhver sagsbehandlingsfejl skal medføre den øverste forvaltningschefs afgang.

 Påstand: Ministeren har systematisk løjet for Folketinget

Forkert. Folketinget har i mere end et år været orienteret om, at der skete en individuel behandling af disse sager. I alt har ministeren sendt omkring 40 besvarelser over til Folketinget om dette emne. Som ministeren redegjorde for på seneste samråd, så er der en besvarelse af et paragraf 20 spørgsmål til Naser Khader (K), hvor ministeren ikke svarer juridisk udtømmende i forhold til instruksens indhold.

Spørgsmålet fra Naser Khader handler i øvrigt slet ikke om ministerens instruks, men om barnebrude helt generelt. Igen må jeg efterspørge proportionerne i denne sag.  Hvis ministeren virkelig havde været ude på at føre Folketinget bag lyset, så havde hun næppe i et samråd allerede sidste år og i omtrent 40 besvarelser i året op til, at denne sag begyndte, redegjort grundigt for administrationen på dette område.

Samlet set har forløbet dog ikke været særligt stringent. Og hvis man kun har læst om det i Politiken og Information, så ser det ikke kønt ud.

Som Inger Støjberg sagde på begge samråd, så burde man fra Udlændingeministeriet i umiddelbar forlængelse af pressemeddelelsen have udsendt en egentlig juridisk instruks til Udlændingestyrelsen, som de skulle administrere efter. Det er en fejl, at det ikke skete. Sådan må man også forstå Ombudsmandens kritik, som ministeren fuldt og helt har taget til efterretning, allerede da kritikken kom for flere måneder siden.  Jeg har bare ikke nogen grund til at tro, at disse fejl er sket af ond vilje.

Så nej – jeg mener ikke, at Inger Støjberg bør gå af. Jeg har kigget hende dybt i øjnene og spurgt, om hun har pålagt sine embedsmænd at administrere i strid med gældende dansk og international ret – og svaret var nej.

Jeg ved, at sagen har ligget hende meget på sinde. Jeg er selv noget mere nuanceret, end Inger, og jeg synes eksempelvis ikke, at det er et problem, at en 17 årig og en 19 årig er gift, hvis det er sket frivilligt – så for min skyld må de gerne bo sammen – og det gør de jo så også, fordi der netop sker en individuel vurdering i de enkelte sager. Men jeg har ikke set nogen form for dokumentation for, at de fejl, der er begået, er sket med forsæt eller groft uagtsomt. Det er en betingelse, og man kan læse mere om betingelserne i den betænkning, der blev skrevet efter Morten Bødskovs nødløgn i sagen om Retsudvalgets besøg på Christiania – side 17 og frem.

http://justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2015/betaenkning-om-opfoelgning-paa-christiania-sagen

Jeg har selv været med til at skrive den, og jeg kan varmt anbefale dig at læse den.

Så ja – netop fordi jeg selv er jurist – og forsøger at være ordentlig og redelig – så synes jeg ikke, at ministeren skal gå af, for hun har efter min bedste overbevisning ikke overtrådt ministeransvarsloven. Noget andet er det politiske ansvar. Her kan et flertal i folketinget udtale mistillid til en minister uden anden grund, end at man ikke bryder sig om ministerens hårfarve.