Det danske løntabu

Hvis danskere tager på bilududflugt nogle få hundrede kilometer eller mindre sydpå, så vil de ankomme til Hamborg, en velstående tysk by som med opland rummer 5 mio. indbyggere, tæt på lige så mange som bebor Jylland og de danske øer.

I Hamborg kan danskerne gå en tur ned af byens centrale indkøbsgade, Mönckebergstraße, hvor der som i alle andre storbyer også ligger en McDonald’s burgerrestaurant. Der bag disken hos McDonald’s i Hamborg vil danskerne mødes af et meget anderledes syn:

De ansatte er midaldrende indvandrerkvinder.

Kvinder fra en gruppe, som i Danmark så godt som ikke er i arbejde. I Danmark lever denne gruppe primært af overførselsindkomster og yder dermed hverken noget for egen forsørgelse eller for den velstand, som vi gerne vil bevare og helst gøre større her i landet.

Går man ind på en hvilken som helst McDonald’s i Danmark, i særlig grad på tilsvarende fashionable beliggenheder som her i Hamborg, så vil man omvendt se toptunede unge studerende, der som fritidsjob svinger paletkniv og betjener kunder, inden de får deres eksamen og begynder at betale topskat, eller man vil se unge mennesker, som har påbegyndt en højtydende karriere i den danske servicesektor.

Hvorfor denne forskel?

Det behøver vi ikke at diskutere. Skønt den danske venstrefløj vil bilde dig ind, at det, jeg skriver nu, ikke passer, så er der bred enighed blandt førende danske økonomer om, hvorfor bl.a. midaldrende indvandrerkvinder ikke er i arbejde i Danmark. Årsagen er, at det ikke kan betale sig for dem at arbejde til den løn, som de er i stand til at tjene.

Og de midaldrende indvandrerkvinder er ikke de eneste, som af den grund optræder i forsørgelsesstatistikkerne. Det gør også i høj grad deres jævnaldrende indvandrermænd, indvandrere i det hele taget og danskere fra de socialklasser, som nu igennem flere generationer har levet deres liv uden for arbejdsmarkedet.

For alle er problemet det samme: Det kan ikke betale sig for dem at arbejde til den løn, som de er i stand til at tjene.

Overførselsindkomsterne svarer alle til en timeløn på omkring de 100 kr., hvis man medregner, at arbejdsindkomst beskattes med arbejdsmarkedsbidrag, mens overførselsindkomster slipper. Nogle ligger lidt over de 100 kr., andre ligger lidt under. Fordi overførselsindkomsterne er så høje, kan stillinger med en løn på under 110-120 kr. i timen ikke besættes, og fordi disse stillinger alligevel ikke kan besættes, har fagbevægelsen kunnet indføre i overenskomsterne, at stillingerne ikke skal være tilladte. Overenskomsternes minimumsløn begynder på mindst 110 kr. i timen, fordi der alligevel ikke er nogen, som vil arbejde for mindre. Det er den slags, som fagbevægelsen regner for en stor sejr, praler med og bilder sine medlemmer ind er årsagen til, at de skal betale kontingent. “I vil jo ikke arbejde for slaveløn, vel?” lyder det i budskaber om egen fortræffelighed, som intet har med virkeligheden at gøre, men da mange ikke ved bedre, fortsættes kampagnen efter devisen om, at hvis en løgn bare gentages ofte nok, så vil den blive opfattet som sand, og da DR’s Detektor og andre journalister som altid har travlt med en eller anden politiker, som er kommet til at sige et forkert tal i en diskussion, som i sammenligning med den danske forsørgelsesrekord er helt ligegyldig, så kan fagbevægelsen fortsætte uantastet.

Men her er den virkelighed, som forårsages af den danske model:

Mindsteløn

Langt de fleste i Danmark er i stand til at tjene både 70, 80 og 90 kroner i timen, men når vi nærmer os de 110, så begynder nogen at falde fra. På min ved køkkenbordet udfærdigede graf ses seks små grønne tændstikmænd, som er i stand til at arbejde, men som ikke er i stand til at tjene 110 kr. i timen. De er derfor ledige i dag. Deres ledighed er prisen for skatter og overførselsindkomster, som er så høje i Danmark, at man ikke arbejder, hvis man ikke kan tjene 110 kr. i timen. Tro ikke på mig, jeg er blot journalistuddannet, men tro på Velfærdskommissionen, som bestod af nogle af landets fremmeste økonomer. De skrev:

“På det danske arbejdsmarked er der høje mindstelønninger og en relativ sammenpresset lønstruktur. Mindstelønningerne m.m. er på det danske arbejdsmarked aftalebestemte, men er påvirket af niveauet lagt af sociale ydelser som dagpenge, kontanthjælp mm. Dette niveau afspejler fordelingspolitiske mål knyttet til løn og indkomstforhold. En mere lige fordeling af lønninger sikrer imidlertid ikke automatisk en mere lige fordeling af beskæftigelsesmulighederne. Ikke alle kan nødvendigvis finde et job som giver en aflønning svarende til mindstelønningerne eller mere. Omkostningen ved denne form for fordelingspolitik viser sig derfor indirekte ved ledighed.”

Der er to redskaber, som vi kan tage fat i, for at få flere danskere i arbejde:

* Vi kan sænke skatten på arbejdsindkomst

* Vi kan sænke overførselsindkomsterne

Der findes ikke noget land i verden, som har fået de midaldrende indvandrerkvinder, deres mandlige medindvandrere eller landets indfødte velfærdsafhængige gennem generationer i arbejde på anden måde end ved at sørge for, at det kan betale sig for dem at arbejde.

Lad os begynde på opgaven i Danmark også. For som finansminister Bjarne Corydon siger:

Hovedproblemet i rigtig mange samfundsproblemer er, at man ikke arbejder. Arbejde er jo løsningen på rigtig mange ting.”

Første løsningsforslag:

Frihold al arbejdsindkomst op til 7.000 kr. om måneden for enhver indkomstskat, sådan som Liberal Alliance foreslår.