Dét skal vi bruge formandskabet for Europarådet til

Menneskerettighederne er i modvind. Der er flere og flere, der ryster på hovedet over hele begrebet, fordi Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMRD) i Strasbourg afsiger domme, som kan være svære at se fornuften i. Nationale domstole og nævn følger trop med mystiske afgørelser, hvor man med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) i hånden forbyder ophængning af et krucifix på en skole i det katolske Italien, eller forlanger at mænd og kvinder skal betale det samme for at gå til frisøren her i Danmark.

I dag den 15. november 2017 overtager Danmark formandskabet for Europarådet. 47 europæiske lande, der har tilsluttet sig den samme gensidigt forpligtende konvention. Med formandskabet får vi en oplagt mulighed for at kaste et kritisk lys over det ret vidtgående fortolkningspotentiale, der ligger i menneskerettighedskonventionen. Det er ikke bare en mulighed – det er en pligt – for opbakningen til de menneskerettigheder, som Europas demokratier hviler på, risikerer at forsvinde, hvis der fortsat kommer afgørelser, som er svære at se det rimelige i.

De seneste år har vi set afgørelser både fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og fra danske domstole, der står i skarp kontrast til de flestes grundlæggende retfærdighedsfølelse.

Menneskerettighedskonventionen blev i 1992 gjort til en inkorporet del af dansk ret, men under alle omstændigheder ville vi være forpligtet til at efterleve konventionen og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

At Danmark har tilsluttet sig menneskerettighedskonventionen kan de fleste forhåbentlig se det fornuftige i. Indtil 1950 var det nemlig op til landene selv at overholde menneskerettighederne, og 2.verdenskrigs gru og totalitære regimer synliggjorde behovet for, at menneskerettighederne blev gjort til et internationalt anliggende.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har lige siden været med til at sikre vores grundlæggende civile rettigheder såsom ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, forbud mod tortur og slaveri, forbud mod diskrimination og retten til en fair rettergang. Det handler således om helt fundamentale frihedsrettigheder, der på mange områder giver en videre beskyttelse end Grundloven og som rækker over europæiske landegrænser.

Det er med andre ord ikke svært at forstå, hvorfor menneskerettighederne nærmest har samme status som stentavlerne med de 10 bud.

Denne helliggørelse har dog desværre været medvirkende til, at mange af vores politiske kolleger bliver berøringsangste, når menneskerettighedskonventionen drøftes. Det er et problem, for menneskerettighederne er underlagt en dynamisk fortolkning af domstolene, og hvis politikerne ikke drøfter, hvor langt det er rimeligt at gå, så bliver det alene op til dommerne ved menneskerettighedsdomstolen og de danske domstole at definere, hvad menneskerettighederne skal omfatte.

Vi skal derfor altid turde tage diskussionen.

For det ér et alvorligt problem, når mange ikke kan se rimeligheden i de afgørelser, som træffes af EMRD, og som danner grundlag for danske domstoles fortolkninger i tilsvarende sager.

Vi var næppe de eneste, der stod tilbage med åben mund og polypper, da vi modtog nyheden om, at den bundkriminelle sigøjnerboss Gimi Levakovic ikke kunne udvises, idet en udvisning ville være i strid med hans ret til et familieliv, ifølge artikel 8 i EMRK. Eller da Loyal to Familias leder Shuaib Khan endnu engang fik gult kort i stedet for direkte udvisning til trods for hans afgørende rolle i den verserende bandekonflikt i København. Dertil kommer sagen om rumænerne, der ikke kunne udleveres til Rumænien, fordi afsoningsforholdene i Rumænien åbenbart ikke levede op til konventionens standarder. Ret mystisk eftersom Rumænien også er medlem af Europarådet og derfor har forpligtet sig til at leve op til konventionen.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis skal give mening, og det gør den ikke altid, hvilket ovenstående er klare eksempler på.

Men hvad er det så, vi kan gøre med formandskabet for Europarådet?

Jo, regeringen har nedsat en task force, som de næste seks måneder skal rejse rundt blandt forskellige lande for at få opbakning til i højere grad at sætte grænser for domstolens dynamiske fortolkning af EMRK. Det er nemlig ikke kun os her i Danmark, der synes, at Menneskerettighedskonventionen på nogle punkter er kommet ud af trit med retsfølelsen. Den debat foregår også i andre medlemslande.

Vi lægger ud med en ekspertkonference her i Danmark, hvor der udarbejdes egentlige reformforslag. I januar til april vil disse reformforslag blive lagt frem til forhandling i ministerkomitéen og ved bilaterale forhandlinger. Dette arbejde skulle gerne munde ud i, at der kan vedtages en reformerklæring på en ministerkonference til april.

Det er ikke nødvendigt at ændre i selve konventionsteksten. I den berygtede artikel 8, der beskytter retten til familieliv og som har hindret udvisning af Levakovic og Khan står der ikke noget, som man kan være uenig i. At alle har ret til respekt for sit privatliv, sit familieliv, sit hjem og sin korrespondance er helt fundamentalt i et demokrati. Det er fortolkningen af denne bestemmelse, der er gået for vidt. Bestemmelsen i sig selv fejler ikke noget.

Endvidere kan vi sikre, at den udvikling, der blev sat i gang i Brighton med protokol 15, fortsætter. Det vil sikre videre rammer for medlemsstaterne til eksempelvis at udvise kriminelle.

Ydermere viser en undersøgelse fra tænketanken Justitia, at Den Europæiske Domstol allerede har lyttet til kritikken og er i fuld gang med at ændre praksis, således at det fremover bliver lettere at udvise kriminelle end det har være tidligere. Justitia fremhæver i den forbindelse en ny sag fra september 2017 (Ndidi mod Storbritannien), hvor EMRD gav Storbritannien medhold i en udvisning, selvom udlændingen havde boet i Storbritannien, siden han var 2 år. Han havde endda et barn med en britisk statsborger, og han havde ikke havde begået kriminalitet siden sin løsladelse i 2011.

Jacob Mchangama fra Justitia udtalte følgende i forbindelse med dommen: ”I den pågældende dom fremhæver EMRD eksplicit staternes skønsmargin og, at EMRD som hovedregel ikke bør tilsidesætte staternes skøn og proportionalitetsvurdering. Det tyder på en ændret kurs, dog uden at man endnu kan kalde det et paradigmeskifte. Samtidig vil der være behov for, at EMRD yderligere skal ændre på sin praksis, hvis danske politikere f.eks. vil udvise markant flere kriminelle udlændinge end nu, ved eksempelvis i højere grad at udvise for mindre alvorlige forseelser, eller i tilfælde hvor udlændingen har særdeles stærk tilknytning til Danmark. Men praksisændringen viser, at EMRD er opmærksom på kritikken fra medlemsstaterne, hvilket styrker rationalet bag regeringens ønske om at lægge yderligere politisk pres på EMRD”.

Så noget er ved at ske.

De næste 6 måneder vil vise, hvor langt vi når, men vi er forsigtigt optimistiske. Under alle omstændigheder ønsker vi ikke at gribe til den ultimative løsning, som Dansk Folkeparti har foreslået – nemlig en opsigelse af konventionen.

Vi skal nemlig ikke smide barnet ud med badevandet, og en bivirkning af en opsigelse ville i øvrigt være, at vi måtte forlade EU. Det er nemlig en forudsætning for medlemskab af EU, at man har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, selvom Europarådet og EU er to forskellige institutioner.

Det vil heller ikke være i overensstemmelse med befolkningens ønsker. Analyseinstituttet YouGov har undersøgt, hvor mange der har hørt om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Kun 6 procent svarede, at de aldrig havde hørt om konventionen. Af dem, der havde hørt om konventionen mente ikke mindre end 73 procent, at Danmark skal blive ved med at være tilsluttet menneskerettighedskonventionen. Det var i øvrigt kun 7 procent, der mente, at Danmark ”slet ikke” har haft gavn af at have tiltrådt menneskerettighedskonventionen. 12 procent mente, at Danmark i ”mindre grad” har haft gavn af menneskerettighedskonventionen. 25 procent mente ”i nogen grad”, 16 procent i ”høj grad”, og 8 procent mente, at Danmark i ”meget høj grad” har haft gavn af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I Venstre er vi enige med flertallet af befolkningen, og netop for at sikre den fortsatte opbakning til, at Danmark deltager i et forpligtende europæisk samarbejde for at sikre udbredelsen af menneskerettigheder – også i Danmark – er det vigtigt, at domstolens praksis reformeres. Der hviler således et tungt ansvar på regeringens skuldre.