DKTs Othello er mere lagkage end Shakespeare…

Det synes snart til al overflod anskueliggjort, at skuespilchef Kirkskov har en kønspolitisk dagsorden. Men hvor kønsrolleombytningen i Scener fra et ægteskab bidrager til en moderne eftertænksomhed, så sidder man efter aftenens premiere på Shakespeares Othello med en følelse af at være blevet snydt for et mægtigt brag. For hvad var det egentlig, teatret ville vise os? Othello i kvindeskikkelse og herredragt forarger næppe i andet end de mest  bigotte kredse – og dem tiltror jeg ikke Kirkskov at tale til. End ikke karaktererne på scenen kan finde ud af meningen med kønsforvirringen, men kløjes fra 1.akts begyndelse i benævnelserne. Han, hun eller – ja, hvad var det nu? Selv Jago – maskepiens absolutte mester – kludrer i det. Så hvad skal denne forvirring til for?

Er Othello en kvinde, så lad det være. Men hvad skal det bruges til? Berøringen mellem to kvindelæber sender næppe chokbølger gennem et moderne teaterpublikum, ligesom de obligatoriske halvnøgenheder efterhånden fremstår mere som en kliché på sig selv end en replik til bornertheden af i går. Med disse åbne døres larmende indspark afsløres i bedste fald en udsøgt idéfattigdom; i værste fald en trang til at tale ned til publikum. Med nøgenheden og den seksuelle frigørelse på hvert gadehjørne, fremstår disse kønslige markeringer mest af alt anakronistisk, let komiske. Som en kriger, der er kommet for sent til slaget og derfor blot slår et slag i luften for dog at kunne erklære også at have kæmpet…

Jeg er ingen ekspert i Shakespeare; men erkender åbent en nydelse over dette sprogets genis poetiske storhed. Niels Brunses oversættelse, som Det Kongelige Teater dog har anstændighed nok til at indrømme, ikke bare er oversættelse, men også – og måske mest – en ”sproglig tilretning” (hvem anede, at Shakespeare havde behov for at blive rettet til?), levner imidlertid ingen poetisk storhed; den bringer flere minder om Hemmingway’s kortfattede staccato-sprog end dramatisk scenekunst. Sikkert velegnet for et moderne publikum, men måske mest af alt for det overvejende middelmådige skuespillertalent, som nationalscenen synes at foretrække. Humor frem for gravitas; ungdom frem for alvor.

Med få undtagelser, der til gengæld spiller, så det i den grad kan mærkes, er holdet præget af en kedsommelig ensartethed, som er helt uden harmoni med Shakespeare. I alder, sprog, scenisk fremførelse og stil er samtlige karakterer overvejende ens; og dermed dræber instruktøren den sidste rest af Shakespeare, som måtte være tilbage efter Niels Brunses tilretninger. Shakespeares facetterede personskildringer og fængende fortællinger, der ofte findes i selv den ringeste biperson, er omgjort til en grå masse af ensartet ugenkendelighed, der kun afskærmes af den skøre idé at omdanne første akt til en komedie. Igen spørger jeg: hvad skal det bruges til?

Hvad vil Kirkskov med dette antiklimatiske projekt? Rejse en kønspolitisk debat? I givet fald føler man sig hensat til en sukkersød overdosering. Et overflødighedshorn af overflødigheder, som kun brillerer ved den ubegribelige mængde af flere tomme kalorier, der kan få selv den navnkundige Othello-lagkage til at fremstå pauver. Med konditor Kirkskov i bageriet synes det mest provokerende – og derfor helt utænkelige – at være en uforfalsket, uprætentiøs og traditionel teateropsætning. Men det er formodentlig så ordinært, at det aldrig sker i Kirkskovs kalorielette konditori. Og bryder man sig ikke om lugten i bageriet, må man jo gå. Shakespeare har for længst taget konsekvensen; han var ikke til stede i aften. Og skulle man under tredje akt blive budt et ekstra stykke af skuespilchefens bagværk, så tør jeg hellere vælge den ægte othellolagkage frem for Kirkskovs velglacerede mundgodt. Ja, selv en romkugle fremstår mere appetitlig. Den er dog trods alt formet af stumperne af det, der engang var noget ægte…