Drop strudsetaktik og debattér substans, Uffe

Jeg er virkelig oprigtigt skuffet over Uffe Elbæk. Han har ellers i mine øjne stået for noget nyt og på mange måder forfriskende i dansk politik, som jeg håbede, vi sammen kunne bygge videre på – og som mange andre partier også kunne lære noget af.

Noget, hvor vi ’stod op’ – for at bruge Uffes egne ord – for det, vi troede på, og hvor vi turde debattere ting åbent med hinanden, men det seneste døgn har desværre fået mig til at tvivle på, om det blot var varm luft.

I går ved middagstid skrev jeg på Facebook, at jeg mente, at Uffe Elbæk har været denne ’smykkekrises’ svar på Ahmed Akkari (fra Muhammed-krisen). Altså en, der rejste rundt i verden med urigtige eller voldsomt overdrevne informationer om Danmark, hvilket resulterede i international krisestemning vendt mod Danmark.

Det skrev jeg, fordi Uffe til flere internationale medier har pisket en stemning op mod Danmark, som ingen herhjemme fortjener. Det groveste eksempel har været, da han live på canadisk radio sagde, at dansk asylpolitik ”var som et ekko fra 30’erne.” En grov, usand, utilstedelig og på alle måder skadende udtalelse, som han siden har haft alle muligheder for at trække tilbage – men som han i stedet blot har forsvaret. Senest i Deadline mandag aften.

Den slags brød jeg mig ikke om fra Ahmed Akkaris side, og jeg bryder mig selvsagt heller ikke om det, når det kommer fra Uffe Elbæk.

Men så ville jeg da gerne debattere sagen med Uffe Elbæk. Jeg mener ikke, at Nazitysklands behandling af jøderne er det rigtige billede at sætte på Folketingets brede flertals politik.

Jeg vil gerne høre, om han stadig holder fast i, at det var klogt og fair at gå i international presse og sætte det billede på Danmark, og jeg vil gerne tage en mere overordnet debat med ham om, hvordan vi styrker – og ikke indefra nedbryder – Danmarks gode ry og rygte i udlandet.

Men den åbenhed, som Alternativet har sat så højt, gælder åbenbart ikke i dette tilfælde. Uffe vil ikke debattere sagen med mig. Han taler udenom på sin Facebook og skriver, at han ikke vil bevæge sig ned på det niveau – men helt ærligt, Uffe! Skal vi tale om niveau? Det er dig, der pludselig har talt om Nazityskland.

Så kære Uffe:

Medierne har interesseret sig for vores diskussion, og jeg får mange henvendelser. Du har alle muligheder for at stille op og forklare dig. Jeg har i løbet af i dag sagt ja til at deltage i debat i følgende medier:

Go’ Morgen Danmark på TV2
Aftenshowet på DR1
Jyllands-Postens JP TV
Radio 24syv

Du skrev ellers så sent som i tirsdag på din Twitter-profil, at ”du altid svarer, når der er nogen, der stiller mig spørgsmål.”

Ok så, her er et spørgsmål: Skal vi tage i Go’ Morgen Danmark, Aftenshowet, JP TV eller Radio 24syv og diskutere Danmarks omdømme og smykkelov og nazireferencer?

Desværre er det eneste, som Alternativet har gjort i denne sag, er at forsøge at gøre groft grin med det hele. På Twitter har din egen pressechef igangsat en fjollet leg, hvor folk under hashtagget #uffesskyld kan give dig skylden for alt mellem himmel og jord. De forholder sig slet ikke til sagens substans.

Nu kan man på Twitter læse opslag som, at det er ’#uffesskyld’, at nogen ”ikke bader i røget rullepølsemadder lige nu, eller ”at Manband ikke vandt x-factor.”

Det er da en utroligt fjollet kampagne at sætte i gang, når vi faktisk bør diskutere et ufatteligt vigtigt emne.

Jeres strategi er tydeligvis at flytte fokus fra sagens indhold: ”Mai giver Uffe Elbæk hele skylden for, at Danmarks omdømme lider skade” og så videre og så videre – men det bliver altså ikke sandt, uanset hvor tit I skriver det.

Sagens kerne er stadig, at du forsvarer din skadende nazi-sammenligning: Du nævner Tyskland i 30’erne og nazisternes behandling af jøderne. Når jeg kritiserer det, siger du, at debatten flytter sig til et for lavt niveau. Men Uffe. Hvem var det, der gik til udlandet og brugte billedet ”som et ekko fra 30’erne”? Det var dig. Det er dit eget niveau. Jeg kritiserer dig bare, og det gør dig ikke til et offer.

Nu må du altså mande dig lidt op og tage sagen alvorligt. Lad os diskutere et vigtigt spørgsmål som voksne politikere, der tager landets problemer seriøst.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.