Eksamen skal være fair og objektiv

I begyndelsen af september i år offentliggjorde Undervisningsministeriet, at elevernes frie adgang til internettet under eksamen i gymnasiet bliver begrænset. Det har medført reaktioner, både positive og negative. Derfor vil jeg gerne udfolde baggrunden for beslutningen.

Formålet med eksamen er at vurdere den enkelte elevs kunnen og faglige niveau. I eksamensbekendtgørelsen er det formuleret således, at eksamen skal ”dokumentere, i hvilken grad eksaminanden opfylder de mål og krav, der er fastsat for faget og uddannelsen”. Bemærk, at eksaminanden står i ental og bestemt form.

Eksamenskarakterer har flere funktioner. En vigtig funktion er, at de er adgangsbillet til de videregående uddannelser. Og jeg står ikke alene med at mene, at karakterer er det mest effektive og retfærdige system at bedømme kundskaber på. Det er det mest objektive og gennemsigtige for alle. Med sine eksamenskarakterer får man adgang til uddannelse, viden og dermed magt, alt afhængig af hvad man kan – ikke efter hvem man er, hvem man kender, eller hvor stor ens pengepung er. Det hedder med et flot ord det meritokratiske princip. Før i tiden – før dette meritokratiske princip, som jeg hylder – var det en persons stand, slægt eller formue, der var afgørende for adgangen til uddannelse, viden og dermed magt. Det meritokratiske princip gælder i hele den vestlige verden. Det er ikke småting, vi her diskuterer.

Adgang til internet under eksamen blev indført på forsøgsbasis i 2010. På kun syv år er der løbet meget vand i åen. I dag er internettet som bekendt meget andet og mere end et opslagsværk. Det er sociale medier, og det er adgang til alting – døgnet rundt. Man har hele verden og alle sine venner i lommen.

Ubegrænset adgang til internet under eksamen er derfor på mange måder et grundlæggende problem. Hvorfor overhovedet gennemføre eksamen? Med fri adgang til internet i eksamenssituationen står man reelt midt på en banegård med tilhørende bibliotek. Det fjerner fokus fra den enkelte, og det fjerner fokus fra, hvad den enkelte kan og har lært på det pågældende tidspunkt. Med fri adgang til internettet er eksamen i fare for at blive en stor gruppeeksamen og ikke en afprøvning af en enkelt elev. Faktisk er det en akademisk hjælp at afgrænse eleven fra internettet, da man dermed begrænser mængden af og målretter den information, som eleven skal tage stilling til. Før internettet afholdt man eksempelvis heller ikke eksamen i ungdomsklubben, selvom der sikkert ville være flere nyttige informationer at hente her.

Med adgang til hele verden under eksamen udvander man også, hvad snyd egentlig er. Vi har politisk vedtaget skærpede sanktioner på gymnasierne – blandt andet i forhold til snyd. Men hvis det er uklart, hvad der er snyd og dermed umuligt at afgøre, giver de sanktionsmuligheder ingen mening. Det er ikke mange uger siden, at Berlingske i en artikelserie afdækkede denne problemstilling, jeg som undervisningsminister selvfølgelig hverken kan eller vil sidde overhørig.

Kritiske røster har kaldt det ”umoderne” at ville begrænse den frie adgang til internettet under eksamen. Men hvad er moderne her? På IB bruger man pen og papir til eksamen, og i Finland afvikles eksamen i et ”lukket kredsløb”. Er IB og Finland umoderne? Flertallet af landene omkring os gør i øvrigt ikke brug af ubegrænset internetadgang til eksamen i gymnasiet.

Der er også røster fremme om, at beslutningen modarbejder elevernes ”innovative kompetencer”. Jeg har i omkring 10 år arbejdet i private virksomheder – innovative virksomheder og mange af dem med fokus på teknologi – og gennem årene ansat en del mennesker der. Jeg har aldrig ansat en person, alene fordi vedkommende var god til informationssøgning. Jeg har ansat mennesker, der kunne noget og kunne sætte det i spil i forhold til virksomhedens produkter. Innovation opstår gennem mennesker, der har viden. Hvis vi holder op med at vurdere viden og kundskaber i vores uddannelser, sparker vi skamlen væk under det innovative. Unge kan bestemt lære noget af at udføre et projekt; fx når elever på htx prøver kræfter med produktudvikling og elever på hhx gennemgår de forskellige faser i at etablere en virksomhed. Men det fjerner ikke behovet for generelt at eksaminere gymnasieelevernes kundskaber i engelsk, dansk, fysik og geografi mv.

Endelig har der været kritik af, at vi svækker elevernes ”digitale kompetencer”. Men de fleste prøver vil også fremover bliver afviklet digitalt – bare uden den frie adgang til internettet. Selvfølgelig er informationssøgning og kildekritik vigtigt. Det er blandt andet vigtigt, når man har hele verden i sin lomme. Og måske vil en prøve i gymnasiet i disse emner være en god ide. Der skal også mere teknologi ind i vores uddannelser, fx i form af teknologiforståelse og kodning, men vi skal gøre det klogt og ikke falde på halen i vores iver efter at være ”moderne”. Mere teknologi er godt, når det er tænkt rigtigt.

Retningen er klar: Man skal først vide noget for senere at kunne noget. Det kræver fair og objektive eksamener. Det har blandt andre Dansk Industri, Per Øhrgaard fra Copenhagen Business School og André Rogaczewski fra Netcompany været ude og bakke op om. Viden og forståelse er nogle af de vigtigste redskaber til at leve et liv i frihed. Uddannelse er og skal være en fortløbende internalisering og bearbejdning af viden, der gør den enkelte i stand til selv at tænke og ræsonnere.

Og ja, verden forandrer sig, og vi er et efterhånden gennemdigitaliseret samfund. Men jo mere information, der er tilgængelig, jo større bliver behovet for den dybe viden. På internettet er det ikke ualmindeligt at støde på udsagn om, at Holocaust aldrig har fundet sted, eller artikler om, at kostomlægning kan modvirke autisme. Det er netop eksempler på, at eksamen nødvendigvis skal dokumentere elevens faktuelle, dybe viden. Fordi så ved og forstår de, hvordan det forholder sig i virkeligheden. Og det får de brug for – også når eksamen er overstået.

  • Arne Nielsen

    Åh, hvor er det godt, at jeg i alder er langt fra alt dette eksamens-noget. Jeg har aldrig været en ørn til at skaffe mig gode karakterer, og jeg må nok erkende, at mit engagement i eksaminer har været en rent pligt-ting. Jeg har været betydeligt mere optaget af at bedømme mig selv, og været mere optaget af egne erkendelser og indsigter, end i at præstere udadtil. Og i guder, hvor jeg har bøvlet med uforstående lærere, som ikke så alle de problemer, som jeg selv så. Og i den anden ende har jeg været præsenteret for fysikopgaver, som forudsatte evner for at se problemer og detaljer, som jeg ikke i min vildeste fantasi var i stand til at leve op til. Det forhold, at der på vore universiteter er repræsenteret så enorme forskelle i intellektuelt niveau, kan nok få det hele til at svimle lidt. Jeg fik det betydeligt bedre, da jeg sagde farvel til universitetet og blev mit eget énmandsuniversitet. Det gav intellektuel frihed til at fusionere discipliner, som ved første øjekast var totalt urelaterede, men som det i mine øjne gav god mening at relatere. Det står mig tydeligt, at de indsigter, jeg har på nuværende tidspunkt, af fremtidige tænkere ville kunne forkastes som forældede – men det gør dem nu ikke mindre berettigede. Vi står på skuldrene af hinanden, og jeg opfatter mig selv som havende langt større muligheder, end mine forældre havde. Hvad titler angår, rager de mig langsomt – det er ikke dét, det gælder. Det er indsigterne i sig selv, og jeg har det fint med, at der er tusinder af videnskabligt overordentligt veluddannede verden over, som tager sig af alt det praktiske. Det, jeg behøver at gøre, er blot at følge med, og nøje at sigte informationerne i den si, der tilordner graden af betydning til de erkendelser, der gennem meget teoretisk og praktisk arbejde opnås. Selvfølgeligt kan det anbefales, at de unge mennesker skaffer sig uddannelse, men det meste er i grotesk grad uden relevans. Tag f. eks. sygeplejerskerne. De bruger en betydelig del af deres tid på analyse af litteratur, hvilket i betænkelig grad må siges at være uden relevans for deres arbejde som sygeplejersker. Men der kan ligge det i det, at det derved lykkes for sygeplejeskeuddannelsen at skræmme personer væk, som ikke har den intellektuelle højde til på tifredsstillende vis at udfylde jobbet som sygeplejerske. Men der ligger et problem i, at det i jobsøgningssituationen stadigt hyppigere bliver praksis, at personaleafdelinger tager sig af den grovsortering at frasortere alle, der ikke har de rigtige papirer, og det stadigt sjældnere bliver til et personligt interview, hvor firmaets folk og ansøgeren finder ud af, om der overhovedet er noget at komme efter. Og det kunne være interessant at få noget statistik på, hvor hyppigt det forekommer, at ansøgere er overkvalificerede. Jeg tror, at det er et ganske omfattende problem. I virkeligheden er det jo et udtryk for, at mange arbejdspladser er underkvalificerede. Den der med, at man skal være 20 år gammel og have 25 års erfaring, men at man skal have den 20-åriges villighed til at underlægge sig en 40-årig chefs tåbelige og indskrænkede luner, og at arbejdsgiveres konstitutionelle utilfredshed med medarbejderne, gør jo, at arbejdskamp aldrig bliver uaktuel. Det er jo et hyppigt set fænomen, at når folk bliver tilstrækkeligt gamle og erfarne, så har de ikke mere interesse som arbejdskraft. Førhen var det en mulighed stille og roligt at tage afsked med arbejdsmarkedet, når denne situation indfandt sig, men den mulighed, har vores fantastiske regeringer jo helt lukket for. Resultat: Mange ulykkelige mennesker, som går ned med flaget.

  • J B F

    Du skal have paratviden til daglig. Uanset hvad du arbejder med. Jo mere af det du har, jo hurtigere og bedre kommer du igennem udfordringerne. Lige fra kirurgen, som redder en patient fordi han kender en nerves bane, til violinisten, som takket være sit grundige kendskab til skalaer, kan spille sin stemme i en Wagner-opera næsten fra bladet.

    Så hvorfor skal det være anderledes i skolen?

  • TordenKnold

    Det er åbenbart kvinderne i venstre, vi skal hænge vores hat på.
    Vatpinden, lars ligeglad, jensen og resten af den “mandlige” gruppe er radikalere, støvsuger og parfume-sælgere i et væk.