En ilddåb i Folketinget

Det er et vildt tidspunkt at være nyvalgt folketingsmedlem på. Vi taler om en veritabel ilddåb. Der skrives historie i Folketingssalen – og desværre ikke af den slags vi vil se tilbage på med stolthed, er jeg bange for.

I denne tid er det sværere end nogensinde at repræsentere en ny tænkning, hvor man ikke peger fingre og kaster med mudder, men hvor man konstruktivt søger at tale hinanden op: Den nye politiske kultur. Faktisk er det én lang øvelse i tolerance at gå på arbejde i disse dage.

Jeg bliver skuffet, når Folketinget haster asylstramninger igennem, som tilsidesætter helt almindelige retsprincipper, alt imens man ignorerer højlydte protester fra organisationer og organer som Red Barnet, Advokatsamfundet og Institut for Menneskerettigheder.

Jeg bliver ked af det, når Regeringen svigter sit eget løfte om at tage imod 1000 ekstra flygtninge set i lyset af den ekstraordinære krise, vi befinder os i. Det giver ingen mening. At skrue ned for hjælpen, fordi for mange har hjælp behov?

Jeg bliver vred, når der lyder krav om , at vi skal se at få ændret Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Vi må “tilpasse konventionerne til virkeligheden”, lyder det.

Her bliver vi simpelthen nødt til at sige stop. Det kan aldrig være en konventions opgave at lægge sig så tæt op af virkeligheden, som det kan lade sig gøre. Og hvem bestemmer i øvrigt, hvad “virkeligheden” er? En konvention skal ikke fungere som et så nyttigt – eller mindst muligt forstyrrende – element, som muligt. Vi har konventioner, fordi vi har brug for principper, for paradigmer, for et menneskesyn, som netop ikke kan bøjes alt efter, hvad der passer skiftende regeringer (og deres støttepartier).

Det gælder i allerhøjeste grad for Menneskerettighedskonventionen. Vi må under ingen omstændigheder begynde at gradbøje fundamenterne for vores frie og demokratiske verden – så har vi tabt på forhånd.