En retsstat har gennemsigtig lovgivning – bevar retsforbeholdet

Hvis vi stemmer ja på torsdag, vil beslutningsretten på 22 konkrete dele af retsområdet blive overført til EU. I de 22 retsakter (EU-love) er der gode og dårlige ting. Ingen tvivl om det. Det problematiske ligger ikke i, at Folketinget kan vedtage dårlig lovgivning – det sker desværre tit. Det problematiske ligger i, at det ikke kan gøres om igen, hvis det går galt. Heller ikke selvom vi vælger nye politikere og får et nyt politisk flertal, der ville ønske noget andet. Når man overfører selvbestemmelse, kan det ikke tages tilbage igen.

Et helt konkret eksempel på de retssikkerhedsmæssige problemer, som vi ikke vil kunne ændre på igen, er efterforskningskendelsen.

Permanente problemer for retssikkerheden

Den europæiske efterforskningskendelse kan umiddelbart lyde meget fin. Den vil nemlig betyde, at dansk politi kan få gennemført eksempelvis en aflytning af en borger i et andet EU-land, hvis de tror, at personen har begået noget kriminelt i Danmark. Og det er da sådan set fint nok. Men det gælder også den anden vej.

Det betyder altså også, at det danske politi vil skulle udføre ransagninger i danske hjem, hvis en italiensk, irsk eller litauisk domstol har besluttet det. Eller foretage en beslaglæggelse eller foretage en aflytning. Og en dansk domstol må ikke efterprøve, om der er tilstrækkeligt mistankegrundlag for det, som retsplejeloven ellers normalt kræver. Danske betjente kan altså blive sat til at aflytte, foretage ransagninger eller beslaglægge ejendom hos danske borgere – lige meget, hvad en dansk domstol ville have ment om det. Og i nogle tilfælde skal det også ske, selvom handlingen ikke engang er ulovlig herhjemme. Derfor har fx også Institut for Menneskerettigheder kritiseret direktivet.

28 landes domstole med 28 forskellige standarder for retssikkerhed og bevisbyrde får adgang til indgreb over for borgerne. På trods af det har Justitsministeriet ikke besværet sig med at opgøre, hvilke regler og standarder, der egentlig gælder i de andre lande. Det gør det sværere for borgerne at gennemskue, hvad der gælder og hvornår. Og det rører ved noget helt centralt i en retsstat; nemlig at staten skal definere borgernes retsstilling så præcist, at man kan forudse både sine pligter og rettigheder.

Dårlige erfaringer

Mange siger, at man jo kan stole på domstolene i de andre EU-lande, og at det jo ikke er bananrepublikker. Tilliden er hele pointen med den såkaldte gensidige anerkendelse. Og jeg skal være ærlig; det er ikke eksempelvis Sverige, jeg er bekymret for. Men der er også lande i EU, der ligger på niveau med fx Swaziland i de årlige opgørelser over korruption. Italien er dømt hele 17 gange alene i 2014 for overtrædelse af menneskerettighedskonventionens ret til retfærdig rettergang. Litauen har haft tilfælde af politisk indblanding ved domstolene. Der er ingen tvivl om, at vi løber en risiko for retssikkerheden.

Men der er også erfaringer med den ubetingede gensidige tillid i praksis. Den europæiske arrestordre har eksisteret i årevis. Den har samme formål med at lette politiets arbejde, og bygger på samme princip om tillid til, at de andre landes domstole vil forholde sig retssikkerhedsmæssigt fornuftigt. Arrestordren betyder, at EU-lande skal udlevere egne statsborgere til retsforfølgelse i andre lande – uden at tjekke grundlaget herfra, og i nogle tilfælde også selvom forbrydelsen ikke er strafbar i opholdslandet. Det har ført til udleveringer for handlinger, der i udleveringslandet kun giver mindre bøder, men langt hårdere straf i anmodningslandet. Fx tyveri af to bildæk eller besiddelse af 0,4 gr. narkotika.

Arrestordren er udtryk for vilkårlighed, fordi der er kæmpe forskel i de forhold og strafferammer, der er i de mange forskellige EU-lande. Derfor er arrestordrens grundlæggende præmis om gensidig tillid også blevet kritiseret blandt andet af CEPOS og Amnesty International, ligesom Advokatrådet har kritiseret ordningen for at gøre op med grundlæggende retsprincipper.

Samme problemer er indlejret i efterforskningskendelsens krav om gensidig anerkendelse, som altså vil gælde for Danmark, hvis retsforbeholdet afskaffes.

Retsstaten er kernen i et samfund

Retspolitikken er kernen i et samfund. Det handler om grænserne i samfundet. Grænser for hvad der er lovligt og ulovligt, og hvilken magtanvendelse og de straffe, som staten må benytte sig af over for borgerne. Det handler om selve retsstaten og dermed demokratiet.

Når jeg stemmer nej på torsdag, er det bl.a. fordi det betyder, at vi accepterer uigennemsigtige og vilkårlige indgreb over for danske borgere alene af den grund, at de udføres af en anden EU-stat. Og ikke mindst, at vi ikke har muligheden for at ændre på reglerne igen ved at overbevise et flertal af Folketinget.