Er Dublin større end Danmark?

Kan vi fortsat tillade os at ignorere, at vores venner og medlemsfæller i EU, Grækenland og Italien, fortsat står alene med i tusindvis af flygtninge, som har været igennem asylbehandling og har fået ophold i Europa.

De selvsamme flygtninge, som EU-landene i skåltaler har aftalt at fordele mellem hinanden ud fra en fair fordelingsnøgle. Men som er strandet sydpå ved Europas ydre grænse, ikke mindst i Italiens i år, fordi kun en brøkdel af skåltalerne er blevet realiseret.

Fordi resten af Europa, og det gælder selvfølgelig også Danmark, har vendt Sydeuropa ryggen og de facto erklæret flygtningekrisen for et overstået kapitel, fordi ingen flygtninge længere banker direkte på dørene længere oppe i Europa. Heller ikke på vores ved Kruså.

Mit svar er et klart nej. Selvfølgelig kan vi ikke tillade os at lade italienerne og grækerne i stikken. Det burde være en selvfølgelighed i et fællesskab, som baserer sig på et forpligtende samarbejde. Men migrantstrømmen har mildt sagt ikke gjort det let at være hverken flygtning eller modtagerland.

I denne uge har vi debatteret problematikken i Europa-Parlamentet i forbindelse med, at vi har fastlagt parlamentets holdning til en revision af det fælleseuropæiske (Dublin)asylsystem, som brød sammen i 2015 under den store flygtninge- og migrationsstrøm.

Princippet om at det første modtagerland, i praksis Italien og Grækenland, står med hele ansvaret og byrden, er alt andet end solidarisk. Derfor skal vi finde en ny og fælles position. Det er flertallet i Parlamentet enige om.

Parlamentet er mere ambitiøse end Kommissionen, og det er vi helt sikkert også målt i forhold til det europæiske råd, dvs. medlemslandene, som konsekvent har været både langsommelige, alt andet end konstruktive og decideret usolidariske, når det omhandler flygtningesituationen.

Se bare hjemme hos os selv, hvor den danske regering og socialdemokraterne i fællesskab er enige om, at Danmark bryder fuldstændig sammen, hvis vi skal tage os af 500 af verdens svageste og mest udsatte, kvoteflygtningene.

Hvor små sko kan et så rigt land som vores tillade os at gå i, hvor småt kan det i det hele taget blive. Er vi ikke større end det? Er Danmark virkelig ikke større end det?

Jo, det er vi. Og det skal vi vise, når Lars Løkke, hans ministre og deres respektive europæiske kollegaer skal fastlægge rådets position og i de trialog-forhandlinger, som venter rundt om hjørnet.