Et los i bollerne til magtarrogancen

Adam Holm sammenligner Trump med de værste despoter i verden og Lykke Friis skriver, at mens 9. november 1989 var den bedste dag for hendes generation vil den 9. november 2016 blive den værste. Det er helt surrealistisk at læse de dommedagsprofetier, der sprøjter ud over de sociale medier i timerne efter Trumps sejr.

Det er symptomatisk i disse år, at en del af den europæiske elite har det svært med både at erkende de holdninger, demokratiske borgere giver udtryk for, og deres ret til at stemme dem igennem. Mens en journalistisk, intellektuel og politisk overklasse ønsker at trække de demokratiske idealer ud som tyggegummi til alle verdensdele (hvor disse idealer er mere eller mindre velkomne), haler borgerne dem i land, som decentrale, nationalt forankrede rettigheder.

Selvbestemmelse, indflydelse og magt over eget liv. Sådan kunne man også beskrive Trumps sejr. Og Brexit. De fleste borgere i vesten er af den opfattelse, at vi kun lever én gang, og at det derfor er en rigtig god idé at få noget ud af det. At have et arbejde, leve i et trygt samfund med muligheder sammen med andre borgere, der langt hen ad vejen deler de samme værdier, og have retten til at påvirke dette samfund gennem ens stemme. At have ledere, der ser sig selv som tjenere af folket og ikke en opdragende, patroniserende og styrende myndighed, hvis omsorg for folket mere er af teoretisk end af praktisk karakter.

Hvis vi et øjeblik skal tillade os at fokusere på det positive i briternes farvel til EU og amerikanernes valg af præsident, er det, set fra min stol, at demokratiet virker. Et flertal af borgere i to af den vestlige verdens største og vigtigste økonomier har sendt et stærkt signal om, at de sætter retten til selvbestemmelse højt, og at de tager deres rettigheder bogstaveligt. De vægter den direkte indflydelse højere end prognoser om økonomisk kollaps og sammenbrud af globale samarbejdsrelationer. De tager magten tilbage.

Alle de stemmer, der begræder briternes beslutning og Trumps sejr og tillægger begge dele en fejl i demokratiet, burde se det som en lektie i, at selve demokratiets DNA udgøres af borgernes ret til at blive hørt. Hvis demokratiet forvandles til udelukkende hypotetiske almengyldige principper, fordamper det samtidig som brugbare rettigheder for borgerne.

Adam Holms og Lykke Friises sammenligninger er så forfejlede, som de kan blive. Trumps sejr er demokrati og folkestyre – ikke diktatur. Forhåbentlig bliver præsident Trump en langt bedre præsident, end han forventes at blive. Uanset hvad, er han valgt af borgerne, og det burde være nok til at få diverse selvbestaltede godhedsapostle til at stikke piben ind en stund og indse, at folket har talt.