EU-domstolens næste skridt: socialydelser til tredjelandsborgere.

Husker De Metock-dommen? Hermed fastslog EU-domstolen tilbage i 2008, at EUs medlemslande ikke selv kan bestemme, om udlændinge fra ikke-eu-lande skal have lovligt ophold, når de ledsages af en ægtefælle, der er eu-borger. Enhver kan således kræve ret til ophold i Danmark, hvis vedkommende gifter sig med en eu-borger, som tager ophold her. Med et pennestrøg havde EUs dommere forrykket magtbalancen mellem EU og medlemslandene – og underkendt det danske retsforbehold.

Husker De Zambrano-dommen? Hermed fastslog EU-domstolen tilbage i 2011, at unionsborgerskabet ikke bare give ret for udenlandske (ikke-eu) ægtefæller at bosætte sig i EU, men at retten også gælder, såfremt en udlænding har børn, der er eu-borgere. Konkret fik en columbiansk far ret til at bosætte sig i Holland, fordi hans børn havde fået hollandsk – og dermed EU- – borgerskab. Atter rykkede EUs dommere forholdet mellem EU- og national ret.

Disse domme fik opmærksomhed i dansk presse. Men god ret, thi begge udgør en anfægtelse af dansk selvstændighed og viser EU-domstolens politiske aktivisme. Den slags eksempler er der masser af. Forunderligt er det derfor, at den offentlige opmærksomhed om Domstolen er en sjældenhed. Således faldt der for knap en måned siden en afgørelse imod Italien, hvor EU-dommerne igen blandede sig i social- og udlændingepolitik. Jeg tænker på den såkaldte Martinez Silva-dom, som potentielt kan få store konsekvenser.

Denne gang handlede sagen ikke om lovligt ophold i EU, men om landenes ret til selv at indrette deres socialvæsen. Kerly Del Rosario Martinez Silva havde opholds- og arbejdstilladelse i Italien, men var ikke eu-borger. Derfor nægtede de italienske myndigheder hende et børnebidrag, som i Italien udbetales til familier, med særlige behov. Ifølge italiensk ret var bidraget forbeholdt italienske og eu-borgere. Men sådan så EU-domstolen ikke på sagen. Tværtimod valgte dommerne her ikke bare at blande sig i en sag, der altså vedrørte en ikke-eu-borger, men også at dømme til fordel for Kerly Del Rosario Martinez Silva. Italien er ifølge eu-retten tvunget til behandle ikke-eu-borgere som eu- og egne borgere.

Dommen er bemærkelsesværdig af flere årsager. Dels fordi den handler om sociale forhold, men især fordi Domstolen hermed har taget skridtet i retning af også at anvende eu-retten på ikke-eu-borgere. Det kan i sagens natur få store konsekvenser, også for Danmark. Der er masser af ydelser, som er betinget af tilhør til Danmark og knyttet til statsborgerskabet. Der er masser af områder, hvor vi – helt naturligt – ikke bare udbetaler ved kasse eet til udlændinge. Hvor længe mon sådanne regler kan opretholdes, hvis vi bliver ved med at bøje nakken for EU-domstolen..?