EU har intet svar på folkevandringen til Europa

I sin seneste statsrapport om migrantkrisen forsøger Bruxelles-bureaukraterne at berolige europæerne og lade som om, at EU har styr på folkevandringen.
EU-Kommissionens forsøg på at berolige europæerne er som at høre kommunistiske statsledere i slutningen af 80’erne fortælle borgerne om den seneste femårsplans fantastiske resultater – mens hylderne i butikkerne var gabende tomme
I den sædvanlige bombastiske Bruxelles-jargon fremlagde EU’s kommissærer onsdag EU’s svar på den største krise i unionens historie. ”Unionens tilstand 2017 – Kommissionen fremlægger næste skridt hen imod en stærkere og mere effektiv og retfærdig EU-politik på migrations- og asylområdet ” hedder den, og er fyldt med floskler om ”bemærkelsesværdige resultater”, ”store fremskridt”, ”konsolidere fremgangen”, ”stærk, robust og retfærdig asylpolitik”, ”effektiv håndtering”, ”positive trends”, ”styrke solidariteten” og lignende floskler. Men læs den alligevel.
I 2015 satte EU som mål at omfordele 160.000 migranter. Meningen var at foretage en grovsortering af migranter i Grækenland og Italien, så de, der havde den mindste chance for at få asyl, skulle fordeles til andre EU-lande, hvor deres asylsag skulle behandles. Det tal blev senere skruet ned til 98.000. Og når man nu har skruet målet ned til 30.000, kan EU selvfølgelig godt bryste sig at være ved at nå måltallet, når 28.000 til dags dato er blevet omfordelt.
Men imens har hundredtusinder af migranter hobet sig op i Grækenland og Italien.
Jeg kan ikke drage anden konklusion, end at forsøget fra 2015 på at tvangsfordele migranter til alle EU-lande, undtaget Danmark og Storbritannien, er slået fejl, og det kan vi først og fremmest takke Ungarn, Slovakiet og andre centraleuropæiske lande for.
Men hvad er så EU-kommissionens svar? Ja, man tror det næppe; nu foreslår man, at EU-landene skal tage imod 50.000 migranter de næste to år. EU skal have et frivilligt program med sponsordninger, pilotprojekter, som skal føre til ”genbosætning af sårbare personer fra Nordafrika og Afrikas Horn, navnlig Libyen, Egypten, Niger, Sudan, Tchad og Etiopien. Dette vil bidrage til yderligere stabilisering af migrationsstrømmene langs den centrale Middelhavsrute.”
Stabilisering? Tror nogen oprigtigt på, at et lotteri, som udtrækker 50.000 heldige afrikanere, vil få de millioner af unge mænd, som trækker en nitte, til at trække ærgerligt på skuldrene og rejse tilbage gennem Sahara til deres hjemlande? Og hvordan vil man finde ”frivillige” modtagerlande, når man ikke har kunnet omfordele 30.000 på to år?
Den slags fantamorganaer bruger statusrapporten megen plads på. Men dens mest skræmmende oplysning får vi, nærmest henkastet, henimod rapportens slutning:
”Med en tilbagesendelsesprocent, der stadig ikke er tilfredsstillende (omkring 36 % i 2014-2015), og ca. 1,5 mio. personer, der i den nærmeste fremtid skal sendes tilbage fra EU’s medlemsstater, foreslår Kommissionen at øge tilbagesendelsesindsatsen på alle fronter.”
Fik du den? En million og femhundrede tusinder ulovlige migranter skal ud af EU.
At 36 procent af dem, der har fået afslag på asyl, skulle være blevet udvist er i øvrigt uden tvivl en stor overdrivelse, for der flakker hundredtusinder af unge mænd rundt i Europa, som aldrig blev registreret i Grækenland eller Italien, eller som bare er gået under jorden; hvis de da ikke uhindret og åbenlyst bygger slumlejre som i Calais og et utal af andre steder.
Men hvordan udviser man 1,5 millioner unge mænd til Afrika, Pakistan, Bangla Desh eller Pakistan?
I forvejen bruger EU-landene nogle gange millioner af kroner på at hjemsende ganske enkelte afviste asylansøgere, som endda ofte har held til at forpurre hjemsendelsen ved at sætte sig til modværge. En anden typisk historie er den, hvor Grækenland i december 2015 forsøgte at hjemsende 50 unge pakistanske mænd. Pakistan tog kun imod 19 og afviste at tage imod de 31 med den begrundelse, at de ikke havde de fornødne personlige papier og rejsedokumenter i orden. De befinder sig nu ét eller andet sted i Europa.
Hvis Den Europæiske Union overhovedet skulle have en berettigelse, i den største krise siden Anden Verdenskrig, så tryglede den ikke med hatten hånden obskure regimer i Afrika og Mellemøsten, som har modtaget billioner i udviklingsbistand, om at tage imod deres egne borgere. I stedet burde EU bruge sin økonomiske magt til at aftvinge samtlige lande, der modtager hjælp, faste garantier om at samarbejde, og uden den mindste indvending; ellers skal kassen smækkes i over fingrene på dem.
Et europæisk samarbejde om en fælles pression over for genstridige modtagerlande er faktisk, hvad der er brug for. Men det hverken kan eller vil EU levere.
Derfor står vi i den situation, at kun, hvad man i Bruxelles fortolker som civil ulydighed, kan beskytte europæerne. Landene bliver nødt til hver især at nægte at modtage asyl-migranter; de må afspærre og kontrollere deres grænser, og de må håndhæve lands lov og ret på deres eget territorium, uden hensyn til anonyme og fjerne kommissærer og dommere i Bruxelles, Luxembourg eller Strasbourg.