EU’s fremtid på spil

I dag kl. 15 træder Kommissionsformand Jean Claude Juncker op på talerstolen i Europa-Parlamentet. Her vil han fremlægge hovedpunkter fra en såkaldt hvidbog om EU’s fremtid. Indholdet skal på godt dansk danne grundlag for de kommende to års debat om, hvor EU skal hen efter det britiske exit.

Junckers kommissærer er blevet konsulteret i processen, lige som han har haft øret helt nede ved de europæiske vandrør og øjnene stift rettet på hovedoverskrifterne om EU’s samarbejds- og solidaritetskrise i de europæiske aviser.

Netop nu er de tre europæiske institutioner, Kommissionen, Parlamentet og Rådet kun enige om én ting, nemlig at EU-samarbejdet skal reformeres. Om retningen, omfanget og tempoet er der til gengæld ingen enighed. Det vil man uden tvivl kunne måle på alle tænkelige parametre, deriblandt Junckers eget blodtryk.

Uenighederne er ikke små, og de er både politiske, geografiske, økonomiske, kultureller og sociale. Det er en omgang øst/vest, nord/syd, det er ikke kønt og sjældent konstruktivt. Og der er samtidig tårnhøje og akutte udfordringer og problemer med især flygtningekrisen som trænger sig foran alt andet.

Så hvor efterlader det Juncker, og hvad kan han reelt sige fra talerstolen? Selvfølgelig er han låst. Kommissionen kan ikke udstikke store, progressive og føderale visioner på et tidspunkt, hvor briterne er smuttet, og hvor helt centrale EU-medlemslande som Holland, Frankrig og Tyskland skal til valg inden for lidt mere end det næste halve år. Valg som på forhånd tegner til at handle om det åbne versus det lukkede, om samarbejde og EU eller om egen navle og nationalstaten, om grænsebom eller udsyn.

Hvad vil Europaparlamentets rolle være som det direkte folkevalgte organ blandt EU-institutionerne? Europaparlamentet taler om forpligtende samarbejde, om fælles løsninger og diskuterer konsekvenser og repressalier. Og handler også indimellem. Nogen gange alt for lidt. Men oftest i retning af et stærkere og mere europæiske samarbejde for at kunne løse de fælles udfordringer og kriser.

Junckers udfordring med Rådet er direkte modsat. Mens Parlamentet i Junckers optik har for meget europæisk krudt i en vis kropsdel, har Rådet, altså nationalstaterne, så godt som ingen. Intet af landene vil blinke først, intet land vil gå forrest, intet land vil yde for fællesskabet men alle vil kræve ind. Altså bortset fra tyskerne forstås. Det er groft sagt scenariet. Hvilket selvsagt er uholdbart.

Helt oplagt er det, at Juncker mest af alt er optaget af at forpligte det europæiske råd. Nationalstaterne skal tage medejerskab, de skal købe aktier i, hvor EU skal hen. Derfor peger Juncker ikke i en retning, han vælger at opstille forskellige scenarier – en tilbudshylde om man vil – som landene herefter kan plukke fra. Ifølge mine oplysninger opererer han med fem fremtidsscenarier for EU:

  1. Status quo
  2. Et EU som alene bygger på det indre marked
  3. Et EU i flere hastigheder, hvor dem der vil samarbejde mere, kan gøre det, og dem der vil mindre kan gøre det
  4. Et EU som dækker færre områder, men som til gengæld er mere føderalt på de områder, hvor vi kun kan løse udfordringerne i fællesskab
  5. Et EU hvor vi gør meget mere og meget mere sammen

Uanset, så kommer der næppe til at ske noget før tidligst efter det tyske valg i september. Ingen tør forpligte sig på noget, ingen skal have noget af at stikke næsen frem og tage initiativet. End ikke selv om de brændende platforme er så mange og forskellige, som tilfældet er.

Som det ser ud nu, går Danmark desværre foran i modellen med et Europa i flere hastigheder. Situationen er den, at vores forbehold hæmmer os på de vigtigste områder for Europa i de kommende år:

– økonomi og jobskabelse (hvor euro-zonen får mere betydning, ikke mindst efter Brexit)

– flygtningesituationen

– bekæmpelse af terror og organiseret kriminalitet (hvor vores retsforbehold stadig står)

– samt det gryende større samarbejde på forsvars- og udenrigspolitikken, hvor Europa i lyset af Trump  kommer til at skulle kunne mere på egen hånd

Det er i dansk interesse, at EU fungerer effektivt, transparent og demokratisk. Det kræver større gennemsigtighed ift. ministerrådet. Det er derimod ikke i dansk interesse at vende tilbage til nationalstaternes Europa, hvor den store dreng tæsker den lille dreng i skolegården. Det har vi brugt århundrede på i Europas blodige historie.

Jeg vil være i salen, når Juncker træder op. Jeg vil lytte. Min grundholdning er den, at fint nok, nu spiller Kommissionen så ud med deres plan, vi har allerede gjort det i Parlamentet. Men vil skal virkelig passe på, at vi ikke kører ud af tre forskellige, institutionelle spor, som aldrig rammer hinanden.

De seneste års rænkespil, hvor Rådet (medlemsstaterne) gemmer sig bag Kommissionen og Parlamentet, må i min optik endegyldigt slutte nu. Vælgerne har krav på at vide, hvad der sker i ministerrådet og ikke mindst hvad den danske regerings holdning og indspil vil være i forestående proces.

  • Krister Meyersahm

    Lyt til de “gamle” tænkere.
    Elysée-traktaten fra 1963 er en del af tankegodset under det senere EF og EU. Ardenauer og de Gaulle forpligtede her Tyskland og Frankrig til; ”så vidt muligt, at nå til enslydende standpunkter, omkring samtlige vigtige økonomiske, politiske og kulturelle anliggender”. ”Så vidt muligt” – ordene er betydningsfulde, for videre kan man naturligvis ikke binde sig uden at indskrænke de nationale staters vælgeres ret til selvbestemmelse, over egen lovgivning.

    Det var således aldrig meningen, at europasamarbejdet skulle være overstatsligt men alene, et mellemstatsligt samarbejde. Nu bør det være tydeligt for enhver, at det netop er de overstatslige bånd på landenes folkestyrer, der splitter og skaber ufred.

    Ser man på Danmarks juridiske mulighed for at deltage i overstatsligt samarbejde, i forhold til Grundloven, så er det slet ikke en legal mulighed for os. Grundlovskommissionen slog således fast, i forbindelse med behandlingen af § 20 i 1953 Grundloven.

    “Det bemærkes, at der i kommissionen har været enighed om, at såfremt en
    suverænitetsbeføjelse, som rigsdagen tidligere har overdraget til en
    mellemfolkelig myndighed, ønskes taget tilbage, vil et lovforslag herom kunne
    vedtages efter den almindelige regel ved simpelt flertal”.

    Grundloven kender slet ikke begrebet ”overstatsligt” og Europas borgere vil heller ikke kendes ved misfosteret. Så, tilbage på det mellemstatslige spor – så bliver der ro på bagsmækken.

  • Benny Holm

    Verdens kedeligste Politiker. Kan du i det mindste ikke tage en rød klovnenæse på, så er der i det mindste lidt farver der bryder intetheden.