Faklen er givet videre

Er dansk kulturpolitik styret af borgerlige magthavere?
Er Danmarks folkeskole en forpost for reaktionen?
Hvis man skal tro den kritik, jeg de seneste par dage har modtaget for min kritik af Danmarks Radio og DFs ønske om at afskaffe licensen, skulle dette være tilfældet. Både skole- og kulturpolitikken er underlagt finansloven, og det har som bekendt ikke ført til hverken borgerlig skole- eller kulturpolitik. Så langt fra.
Men det har betydet, at vi på Christiansborg – og som et led i samfundsdebatten – drøfter folkeskolens og kulturpolitikkens indhold levende. Tidligere næstformand i DR-bestyrelsen, Ole Hyltoft, gav forleden et indblik i, hvor vattet DR-bestyrelsen er; og hvor uegnet som demokratisk vagthund den følgelig er. Enhver kritik af programindholdet fejes bort med hånlige bemærkninger. Hyltofts JP-kronik vidner om, hvordan Danmarks Radio er blevet en stat i staten; en upåvirkelig osteklokke. Og i et demokrati bør intet være upåvirkeligt. Derfor bør DR flyttes på finansloven.
Danmarks Radio bliver ikke bedre ved at producere mere ”blå journalistik” til opvejning af den røde og magenta-farvede. Nej, Danmarks Radio skal være apolitisk, oplysende og deskriptiv. Ikke som i dag normativ og politiserende i et omfang, der overstråler endog de private medier, som faktisk har den fulde ret til at politisere. I et politisk ingenmandsland har Danmarks Radio kunnet agere ud fra en ”vi alene vide”-isolationistisk virkelighedsforskydning. Og det er hverken sundt eller acceptabelt.
Betyder det da, at politikerne på Christiansborg skal bestemme programindholdet? Naturligvis ikke. Ligeså lidt som kulturministeren eller et folketingsflertal skal bestemme over Nationalmuseets udstillinger eller kunstakademiets curriculum. Både kunst- og undervisningssektoren er på finansloven, og begge fungerer i fuld frihed for Christiansborg. Dog vil en overførelse af Danmarks Radio til finansloven skabe en debat også om det indholdsmæssige, hvor DRs chefer vil være tvungne til at indgå, forklare og forsvare. Overfor folkestyrets vagthunde; ikke blot tilfældige aktindsigtsjagende journalister. Og det er sundt. Kun ved at debattere og udfordre Danmarks Radio får vi public service på højt niveau.
Jeg glæder mig derfor over, at DF Ungdom nu har valgt at genoptage Kritiske Licensbetalere, som jeg i 2002 stiftede efter inspiration fra Erhard Jacobsens Aktive Lyttere og Seere, der helt tilbage i 1972 advarede imod den venstreorienterede avantgarde, som i løbet af 60’erne og 70’erne indtog stadig flere kommandoposter i staten; først i de højere læreanstalter, snart hele undervisningssystemet og kulturpolitikken – og ikke mindst i Danmarks Radio.
”Den første rapport fra kritiske licensbetalere giver mig ikke anledning til at være bekymret på DR’s vegne”, erklærede Lisbeth Knudsen tilbage i 2001. Måske skulle hun have taget det mere alvorligt? For i dag må det konstateres, at problemets omfang og rod er uforandret.
DR er ganske enkelt ikke pengene værd for forbrugerne. Men mere graverende er den ideologi, som DR udbreder. Da Erhard Jakobsen indledte sit oprør, rettede han søgelyset mod kultur-, børne- og ungdomsprogrammerne, hvor venstresocialister og kommunister boltrede sig. Og jeg kan ikke fortænke mange af DR’s kritikere i at fortvivle, 45 år efter Erhard Jacobsen og Aktive Lyttere. Men Danmarks Radios facetterede virkelighedsforskydning kan kun påvirkes gennem åbenhed og demokratisk debat. Noget sådan er DR i dag isoleret fra og behøver følgelig ikke tage nogen kritik alvorligt. Hvad enten det handler om hestetransport over Atlanten, lønniveauer og gavmilde fratrædelsesgodtgørelser – eller programindholdet. Licensen kommer jo uanset hvad. Denne ophøjethed – splendid isolation, fristes jeg til at sige – er uacceptabel. Må ændres. Det samme må det monstrøse vokseværk udi utallige ligegyldige kanaler og platforme på nettet, hvilket skævvrider konkurrencen med de private medier. Kun selvforståelsen i DR-osteklokken synes at være vokset tilsvarende. Derfor er den fornærmede og bedrevidende attitude det gængse reaktionsmønster, når vi – pøblen uden for osteklokken – tillader os at stille spørgsmålstegn ved, hvordan vores licenskroner bruges.
Om det således er muligt at forandre væsentligt på sub-kulturen i Danmarks Radio ved at overgå til finansloven, må tiden vise. Men at der i dag er mere brug for Kritiske Licensbetalere end nogensinde, er indlysende. Det er derfor en fornøjelse at se DF Ungdom genantænde den fakkel, som jeg tændte for 15 år siden. Den er hermed givet videre.