Feminisme uden kroner og øre er navlepilleri

Ligestillingsdebatten er i de seneste år blusset op. Og det er en god ting. Men identitetspolitik, kønsroller og twerking stjæler billedet fra det helt centrale: Kroner og øre. For økonomisk ulighed er den største barriere for ligestilling mellem kønnene. Og feministerne taler alt for sjældent om det.

Jeg er fuldstændig enig i, at identitetspolitik, kønsroller, snævre stereotyper, seksuelle krænkelser og hverdagssexisme er vanvittigt vigtigt at diskutere. Jeg har selv deltaget meget i den debat og vil fortsat gøre det. Men hvis ikke den nye feministiske bølge begynder at tale mere om økonomi og mindre om identiteter, er det ikke feminisme, men navlepilleri.

Du får ikke noget forærende

Hvem tror du rammes hurtigst og hårdest, når den økonomiske ulighed i Danmark er støt stigende? Når flere og flere af verdens ressourcer samler sig på meget få hænder? Svaret er ikke overraskende: Det først og fremmest rammer kvinderne og ligestillingen. Det nye kontanthjælpsloft er et eksempel, der skriger til himlen. Det rammer nemlig i særlig grad enlige forsørgere, og langt, langt hovedparten af dem er kvinder. Mere præcist 78 pct.

I forvejen mister kvinder ca. 10 pct. i løn i forhold til mænd pr. barn, de får. Og uligelønnen er stor både mellem såkaldte kvinde- og mandefag og endda mellem mænd og kvinder i samme arbejdsfunktioner. Når regeringens kontanthjælpsreform rammer så skævt, som den gør, betyder det en øget ulighed mellem kønnene over et langt liv. Det betyder, at en periode i livet uden arbejde – som de fleste jo oplever – rammer kvinderne hårdere end mænd. Og øger den ulighed i indkomst og muligheder, der er mellem kønnene.

Det er vigtigt, at vi alle sammen forstår, at det er sådan uligheden skabes og fastholdes. Og at ligestillingen aldrig kommer valsende ind af døren, hvis vi bare venter længe nok. For hvad sker der mon med ligestillingen, når regeringen og Dansk Folkeparti har fjernet lønstatistikker, der eller skulle gøre det muligt at finde ud af, hvor der er ulige løn mellem mænd og kvinder for samme arbejde. Eller ser stort på, at SOSU’er og andre offentligt ansatte i såkaldte kvindefag får en markant lavere løn end de såkaldte mandefag med samme uddannelseslængde. Og når de nægter at gøre noget ved, at danske mænd tager markant lavest andel af barslen i forhold til andre nordiske lande?

Ja, så øger de den økonomiske ulighed mellem kønnene, og de indskrænker kvinders frihed og reelle muligheder i livet.

Uden penge, ingen lighed

Økonomisk lighed er nemlig en forudsætning for kvinders frihed. Det vidner de sidste hundrede års kvindehistorie om. Selvom reel ligeløn stadig har lange udsigter, er der sket markante forbedringer. Førhen var kvinder helt og aldeles afhængige af mandens indtægt. Det tvang mange kvinder til at blive hos ubehagelige, voldelige eller slet og ret irriterende mænd, fordi alternativet – en skilsmisse – ville være lig med økonomisk katastrofe. Med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og velfærdsstatens opblomstring oplevede størstedelen af kvinder i Danmark at blive økonomisk uafhængige. Og den uafhængighed gav kvinderne en frihed til at træffe egne valg.

Men manglende økonomiske uafhængighed findes stadig. Det oplever kvinder i Danmark den dag i dag. Eksempelvis når kontanthjælpsloftet rammer, når pensionsopsparingen ikke er til at leve for, eller når den gensidige forsørgerpligt betyder, at kvinder uden for arbejdsmarkedet, der vil forlade en voldelig mand, ikke kan få kontanthjælp – fordi hun i kommunens øjne skal forsørges af den mand, de prøver at forlade.

Så læg godt mærke til, at der ikke er tale om nogen abstrakt form for følelse af uafhængighed. Den handler nemlig om kroner og ører. At have råd til at have sit eget liv, som man selv vælger det.

Feministerne skal se længere end egen næsetip – for alles skyld

Når højrefløjen i dansk politik taler om ligestilling, handler det mest om at slå på muslimer. Reelt smadrer regeringen løs på de fremskridt, der er opnået, og det forringer ligestilling og muligheder for frihed for både etnisk danske kvinder, og kvinder med flygtninge- og indvandrerbaggrund, troende og ateister, høje og lave.

Derfor har vi – hele samfundet – brug for, at den nye bølge af feminister, der heldigvis er poppet op de seneste år, taler mere om kroner og øre og om økonomisk lighed som den helt bærende forudsætning for frihed og ligestilling, når vi taler om feminisme. Og mindre om, om feminismen er brun eller hvid, eller hvorvidt twerking er en del af den eller ej.

For ja, det handler om kønsroller, forventninger til kvinder, slut shaming og alt muligt andet. Men forudsætningen for, at man kan tage de kampe og diskussioner er, at man har friheden og trygheden til det. Og feminisme og ligestilling må aldrig kun blive et spørgsmål om selvrealisering, men skal være et spørgsmål om solidaritet kvinder imellem. Fordi diskrimination og ulighed rammer os på vores køn. På tværs af økonomisk og kulturel klasse. Endda oftest hårdere hos dem, der er nederst i vores samfund økonomisk set.

Jeg forsøger ikke at udskamme de feminister, der tager store slag på andres vegne, og som hver dag forsøger at skubbe på i den kamp, som vores forældre og bedsteforældre startede. Tværtimod. Jeg er ret vild med dem alle sammen. Men vi skal tale mere om de økonomiske forudsætninger for, at man kan tage de identitetspolitiske kampe og kræve den kulturelle frihed. Ellers mister vi alle de kvinder, der går på arbejde hver dag i alt for lavt betalte job. De kvinder, som ikke kan betale husleje eller købe skolesager til ungerne, fordi de er på kontanthjælp.  For hvis ikke deres kamp er vores alles kamp, er det ikke feminisme og ligestilling: Så er det bare ren navlepilleri.