Forfejlet feministkritik af DRs Danmarkshistorie

At formidle historie er altid en svær balancegang. Mange hensyn skal tages, og lange og komplekse historiske processer skal koges ned til en koncentreret gennemgang, som i DRs ”Danmarkshistorie” varer en times tid pr. afsnit. Det stiller meget store krav til selve formidlingen af historien og kræver en benhård prioritering af stoffet.

Nu er forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen ude med en kritik i Berlingske (26.4) af, at kvinder ikke kan se sig selv i fortællingen af Danmarkshistorien, men at det stort set kun er mændenes funktioner, der bliver omtalt. Endvidere mener hun, at gennemgangen er for ”konservativ” og ”unuanceret”.

Efter min opfattelse skyder Anne Lise Marstrand-Jørgensen forbi målet. Under gennemgangen af den tidligere middelalder i sidste søndags afsnit kom det netop frem, at kvinderne – især i førkristen tid – var at betragte som mandens ejendom, og at voldtægt af en kvinde udelukkende var at betragte som en krænkelse af manden.

Men med kristendommens indtog får kvinderne gradvist flere rettigheder, og Jyske Lov fra 1241 bliver kønnenes principielle ligeberettigelse i forhold til loven stadfæstet. Kvinder bliver dermed også betragtet som selvstændige individer og får rettigheder.

Samme afsnit indeholdt desuden en længere beskrivelse af, hvor Prinsesse Ingeborg ikke uden videre ville acceptere at lade sig skille fra den franske konge, Philip 2, da denne forsøgte at udstøde hende efter en mislykket bryllupsnat. Hun kæmpede for sin position og blev endda fængslet for at kræve sin ret som dronning af Frankrig. Hvis det ikke er et tidligt eksempel på en stærk kvinde, så ved jeg ikke, hvad det er.

Det er klart, at kvinder i det historiske kildemateriale ikke er nævnt i samme omfang som mænd, fordi det nu engang var krigeriske mænd, som ”skrev” historien – og historikere er ikke ansat til at gætte, men til at anvende de kilder, som nu en gang er til rådighed for eftertiden, og her gælder, at jo længere tilbage i historien, vi bevæger os, jo mere spredte bliver kilderne desværre.

Men Anne Lise Marstrand-Jørgensen bør glæde sig til søndagens næste afsnit, som kommer til at omhandle Margrete 1, som var rigets reelle magthaver i perioden 1387-1412. Hvis der kan findes et forbillede for feminister, må det netop være hende- og her tænker jeg ikke kun på hendes stærke personlige gennemslagskraft, men også hendes modernisering og centralisering af magten.

Det er en risikabel ting at anskue hele historien med moderne briller. Hvis Anne Lise Marstrand-Jørgensen har det svært med, at kvinder ikke i tilstrækkeligt omfang er tænkt ind i gennemgangen af Danmarkshistorien, så har en lang række andre grupper måske endnu sværere ved at se sig selv i fortællingen. Det kunne f.eks. være bøsser og lesbiske. De fandtes naturligvis, men vi ikke hørt dem omtalt i denne tidlige fase af vores historie. Af den logiske årsag, at kildematerialet desværre ikke løfter sløret for deres liv.