Forstemmende mangel på respekt for rustvogne og pårørende

Engang imellem kan man altså ikke undgå at blive godt gammeldags forarget. Det skete for mig i går, da jeg på TV2 Lorry så et indslag om, at det meget ofte sker, at trafikanter ikke respekterer, når bedemænd fragter kisten med afdøde væk fra kirken efter en bisættelse.

Biler dytter og overhaler, og cyklister suser raks væk forbi rustvognen. Og ofte må de pårørende, som skal tage den sidste afsked foran kirken, finde sig i, at fodgængere vader lige ind imellem deltagerne i følget, som om intet bemærkelsesværdigt finder sted. Det er ærligt talt forstemmende. Hvad er det da for en mangel på respekt for den afdøde såvel som de pårørende?

For det første er det ulovligt ikke at give plads til et ligtog i trafikken. Det fremgår af færdselsloven. For det andet – og nok så væsentligt – er det udtryk for helt utrolig dårlige manerer. Hvad bilder folk sig ind? Så travlt kan man altså heller ikke have, at der ikke er plads til at udvise helt almindelig respekt for medmennesker, som gennemlever en svær og trist situation.

I “gamle dage” – da mænd gik med hat – tog de hatten af, når der kom et gravoptog. Få går med hat nu, men der er mange andre måder at vise respekt på. Så gør det dog!

  • Søren Rasmussen

    Som Formand for vores Parlament må det være en kærkommen lejlighed at minde sine Danske medborgere om en ‘almindelig anstændig opførsel’.

    Danskerne opfører sig jo i mange relationer som ubegavede, uintelligente og og ikke særligt vidende personer og medborgere – et Folk under et særligt degraderende regime af en latterlig intelligensia og en fælles eklatant manglende historisk viden.

    Der er så mange tåber derude – og Danskerne ved ikke hvem de skal følge.

  • Søren Revser

    Måske der var et par DF’ere imellem som skulle skynde sig til et DF møde betalt med misbrugte midler.

  • Nader Delongpre Castelli

    Herligt populistisk indlæg, med den klassiske bagudskuende karakter. Forargelsen er en følelse skribenten tydeligt elsker at dyrke. Den fjerner nemlig fokus fra egen utilstrækkelig og mindreværd. Husk på: Når man peger fingre, er der tre fingre der peger mod én selv.

  • Paul Bischoff

    Hvorfor gør hun ikke bare noget ved det?

    Et ligtog – i form af en kolonne af køretøjer – kan betragtes som et meget langt køretøj. Ligesom en særtransport af f.eks. vingen til en vindmølle. Og den ledsages af en følgevogn. Var det noget Fru Kjærsgaard?