Fra motorvejsspyt til frivillighedssmil

I dag er det præcis ét år siden, at en gruppe flygtninge på flugt vandrede på de sønderjyske og lollandske motorveje, der normalt ville være fyldt med biler med 130 km i timen.

Børn, voksne og ældre vandrede skridt for skridt mod deres drømme om fred og frihed, mens de fleste danskere fulgte med i deres færd. På en måde blev den 7. september 2015 en kollektiv vækkelse for mange af os. Krigen var med ét kommet helt tæt på. De mange mennesker på de danske motorveje blev et klart og tydeligt billede på, at tusindvis var på flugt fra borgerkrig, død og ødelæggelse værre end vi kan forestille os her i trygge dejlige Danmark. Krigens konsekvenser var ikke mere kun langt væk i fremmede lande. Nu fik også vi folk hjem i stuerne, der havde desperat brug for vores hjælp og medmenneskelighed.

Nogle danskere hørte kaldet om hjælp og stod klar med smil og en udstrakt hånd. Nogle få spyttede og andre skældte ud.

Regering var handlingslammede og havde svært ved at balance mellem deres gode gamle liberale menneskesyn og deres store støtteparti Dansk Folkeparti.

Men imens regeringen ikke kunne tage sig sammen til at slå i bordet over for Dansk Folkeparti og insistere på en medmenneskelige behandling af Danmarks nye flygtninge, skete der det magiske, at danskerne tog over. Med andre ord tog befolkningen over, der hvor politikernes utilstrækkelighed startede. En helt ny og afgørende bevægelse tog fart. Venligboerne og andre frivilligorganisationer voksede med en eksplosiv kraft. Set i bakspejlet viste foreningsdanmark sit store værd igen og sendte os alle en klar besked om, at integration og inklusion er et fælles ansvar, at Danmark vil hjælpe mennesker på flugt, og at vi kan lykkes, når vi står sammen.

Den bevægelse har gjort en kæmpe forskel hver eneste dag siden den 7. september 2015. Mange af de gode historier vi heldigvis har i dag, skyldes de danskere, der tog ansvar og viste, at Danmark stadig er et åbent og hjælpsomt land. Præcis som vi historisk har været.

Børn, der er flygtet fra krig og tanks, lærer nu at cykle. Unge, der er vokset op med undertrykkelse og frihedsberøvelse, lærer nu om demokrati og frihed. Og folk, der hele deres liv har været bange for bomber og brag lærer nu, at den fredelige sameksistens kan være et grundvilkår.

I hele Danmark har frivillige og naboer bygget bro mellem mennesker i stedet for at opstille mure, som man gjorde på Christiansborg. De frivillige har kæmpet for at inkludere i stedet for at ekskludere, og de har vist med handling, at menneskers forskellighed er en styrke – og ikke en trussel – for vores samfund.

I København har lysten til at hjælpe de nye flygtninge været så stor, at vi har oprettet en frivilligportal, der organiserer og strukturerer de mange muligheder, der er for at være frivillig og hjælpe. Det er også de frivillige, som skal have æren for, at vi er lykkedes med at åbne Danmarks første velkomsthus for flygtninge. Her står frivillige hver eneste dag for at drive et hjertevarmt hus med syværksted, cykelværksted, ungdomscafe, genbrugsbutik, jobcafe, yoga og meget andet.

Det er de frivillige, som skaber ægte integration og inklusion, og den indsats for medmenneskelighed, åbenhed og sammenhold, som vi har set overalt i landet, står tilbage som det mest skelsættende, der er sket det seneste år.

Heldigvis er der stadig så meget mere varme og kærlighed mellem rigtige mennesker, end den vi oplever på de sociale medier og i politik nogle gange. For en ting sikkert: Vi kommer aldrig til at løse flygtningekrisen ved at spytte på hinanden. Eller råbe og stigmatisere. Det er i smilet mellem os – den frivillige og flygtningen – hvor håbet om ægte integrationen findes. Og det er her, vi skal finde løsningen.