Fremtiden kalder på kortere arbejdstid

30 timers arbejdsuge er ikke bare en vild idé, der er opstået i hovedet på en flok drømmere – det er et helt konkret svar på en meget virkelig problemstilling: At der bliver mindre arbejde og at vi derfor bliver nødt til at fordele det bedre imellem os!

Automatisering betyder nemlig, at der vil være mellem 800.000 og 875.000 færre stillinger om 20 år – altså vil hver tredje stilling forsvinde. Det viser to analyser foretaget af hhv. HK i samarbejde med Kraka og tænketanken Cevea.

Det burde være et wakeup-call – både for Christiansborg og for fagbevægelsen. Vi ser ind i en fremtid, hvor arbejdsmarkedet vil blive radikalt forandret – og det kalder på modige løsninger.  I mine øjne bliver det blandt andet mere og mere oplagt, at en af løsningerne er en gradvis indfasning af en 30 timers arbejdsuge.

Alene ved at sænke arbejdstiden med 30 minutter om ugen vil det skabe 12.000 jobs, og der er

markant historisk belæg for, at det her sagtens kan lade sig gøre. I 1966 var arbejdsugen på 44

timer, mens den i dag er på 37 timer, og ingen kan vel påstå, at vi er blevet fattigere i den periode? Derudover er arbejdsproduktiviteten i samme periode steget med 282%

Vi skal arbejde hen imod en bedre fordeling af arbejdet og endemålet må altid være, at der er arbejde til alle, for det er uden sammenligning den bedste kur imod den voksende ulighed i samfundet.

Når jeg mener, at vi skal arbejde for en kortere arbejdsuge, er det langtfra kun af økonomiske grunde. De kortere dage er også et svar på den stress-epidemi, der hærger landet i disse år – vi ser børnefamilier, der strækker sig så langt for at få enderne til at hænge sammen, at de er ved at knække over og hver dag er 35.000 mennesker sygemeldt med stress. Ifølge Stressforeningen koster stress 4 mia. kr. om året i form af sygefravær, tidlig død og udgifter til sundhedsvæsnet.

For nyligt har røster i regeringen været ude og sige, at vi skal passe på med at skære ned på arbejdet, men i stedet arbejde mere – i den økonomiske væksts hellige navn. På den måde ignorerer man ikke kun den store personlige og økonomiske udfordring, stress-epidemien fører med sig, man glemmer også at løfte blikket og se ud i fremtiden – en fremtid, der som sagt ser fundamentalt anderledes ud, end den vi kender. En fremtid hvor hver tredje stilling vil forsvinde.

Vi skal være klar til at tackle en ny virkelighed, vi skal blive langt bedre til at fordele arbejdet imellem os – og så skal vi nyde sidegevinsterne: Mere tid til os selv og hinanden, til nærvær og trivsel.