Fremtidsministeren hænger fast i fortiden

I går fik den selvudnævnte fremtidsminister Søren Pind vedtaget et lovforslag, der mest af alt er et levn fra fortiden.

Med hjælp fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil regeringen indføre et uddannelsesloft, som med et snuptag sætter en klods for unge menneskers fremtidsambitioner.

Regeringens forslag rammer sygeplejersken, der nu ikke må videreuddanne sig til læge. Bygningskonstruktøren, der nu ikke må videreuddanne sig til arkitekt, og andre unge der har en ambition om at dygtiggøre sig inden for et nyt felt. Regeringens budskab til den unge er kort fortalt – skomager, bliv ved din læst.

Det er indlysende forkert at skære ned på uddannelsesmulighederne i et samfund, der skriger på dygtiggørelse. Vi skal have et uddannelsesløft ikke et uddannelsesloft. Vi skal række vores unge mennesker en hjælpende hånd i stedet for at spænde ben for dem.

Vi er et samfund i udvikling. Og det er en forældet tankegang at låse folk fast i en tid, hvor udviklingen hele tiden ændrer efterspørgslen.

Derfor ville det være passende, hvis den nye “fremtidsminister” sørger for at sikre vores unge en masse nye muligheder i stedet for at begrænse de unge og tage netop fremtiden fra dem.

Men urimeligheden stopper ikke her. Uddannelsesloftet rammer også socialt skævt og straffer især de unge, der kommer fra hjem, hvor uddannelse ikke er det naturlige valg.

For langt de fleste af mine venner fra min hjemegn Greve var det ikke naturligt at gå i gymnasiet og læse videre bagefter. Men flere af mine venner og tidligere skolekammerater fra Vestegnen har alligevel fået en uddannelse i dag. De har bare taget en anden vej. En vej, der nu er blind og lukket. Det er brandærgerligt og uretfærdigt, at de unge fra Greve og Vestegnen, der ikke er vokset op med fyldte bogreoler, nu ikke kan tage andre end den lige vej, der ofte er lukket for dem, til den uddannelse, de får brug for senere i livet.

Kære Søren Pind. Jeg håber inderligt, at du får regeringen på bedre tanker og gør alvor af din nye titel. En fremtidsministers fornemmeste opgave må være at give alle unge det liv og den fremtid de drømmer. Vi må ikke hænge fast i en fortid, hvor uddannelse kun er for de privilegerede. Vi er i et samfund i udvikling. Vi har brug for dygtige veluddannede unge mennesker fra alle samfundslag. Det er vejen mod en stærkere fremtid. Hvis nogen kan ændre det, er det dig. Svigt os ikke. Vi tror på dig: Fremtidsministeren.