G20-topmøde skændes endnu engang af autonome bøller

I denne uge er der G20-topmøde i Hamborg, hvor ledere fra verdens 20 største økonomier (19 lande + EU) skal mødes for at drøfte den globale økonomi, terror, migrantkrise og andre væsentlige emner.

Med så mange statsoverhoveder til stede på én gang er sikkerhedsopbuddet naturligvis massivt. Op mod 20.000 betjente er udkommanderet. Det kan jo desværre ikke være anderledes. Et hold danske motorcykelbetjente er også taget til Hamborg for at hjælpe deres tyske kolleger.

G20-mødet tiltrækker i vanlig stil også tusindvis af demonstranter, som med udgangspunkt i en lang række anti-globaliserings og anti-kapitalismedagsordener vil protestere imod den måde, som verdens ledere varetager deres ansvar på. Det er helt naturligt i et demokrati. Og langt de fleste af demonstrationerne foregår ganske fredeligt.

Men G20-mødet skændes også af et ubehageligt sammenrend af sortklædte, voldelige autonome bøller fra den yderste venstrefløj, som kommer tilrejsende fra hele Europa for at lave hærværk og ballade og slås med politiet.

Politiet forventer, at der vil være op mod 8.000 voldelige ”aktivister” til stede ved G20 mødet. Denne gang med en opfordring til at gå på gaden under mottoet ”Welcome to hell”. Velkommen til helvede til G20-landenes politiske ledere? Hvor er det langt ude.

For mig at se har det ikke meget med demokrati at gøre, når ballademagere smadrer banker og burgerrestauranter og kaster brosten og det, der er værre, efter de betjente, som er på gaden for at beskytte demokratiets institutioner. Men heller ikke denne gang vil det lykkes for de yderliggående venstreorienterede voldsmænd at stoppe de politiske møder.

Den slags optøjer er desværre efterhånden et fast ritual ved den slags internationale politiske topmøder. De tyske myndigheder har selvfølgelig i god tid forberedt sig på truslen. Blandt andet ved midlertidigt at indføre grænsekontrol ved grænsen mod Danmark for at sikre, at voldelige autonome, ikke når frem til topmødet i Hamborg via Danmark. Helt på sin plads. Og vel egentligt også en meget klar erkendelse af, at når det kommer til stykket, så er grænsekontrol nu engang et af myndighedernes bedste redskaber i forhold til at sikre borgernes tryghed og sikkerhed.