Håbet lever stadig

Det er dagen derpå. Det er ved at gå op for os, at verden er forandret. Amerikanerne har valgt. Stemmerne er talt op. Donald Trump er USA’s næste præsident.

Det er det resultat og den virkelighed, vi er ved at begribe. Den virkelighed som vi næsten ikke kan forstå, men som vi er nødt til at forholde os til nu.

Ligeså overraskende som det var, at meningsmålingerne tog så meget fejl, ligeså forventeligt er det, at analyserne, forklaringerne og bortforklaringerne vil stå i kø de næste dage.

Men uanset hvordan vi vender og drejer det amerikanske valg og Donald Trumps karakter, så har USA’s næste præsident ramt et håb i store dele af befolkningen.

Det er bestemt ikke et håb som jeg og millioner af andre amerikanere og europæere deler, men ikke desto mindre er det et håb om forandring, der er repræsenteret hos en majoritet af dem, der tog turen ned til stemmeboksen den 8. november.

Det må vi acceptere og respektere. For deres håb er menneskeligt. Det er mennesker, der ønsker et bedre liv.

På den måde er vi jo ens.

Også selvom vi er dybt uenige om, hvad en lysere fremtid er, herunder hvordan vi skaber den.

Derfor er gårsdagens præsidentvalg endnu en påmindelse om, at vi aldrig må holde op med at kæmpe for de institutioner, principper og værdier, som vi bygger vores håb for fremtiden på. Præcis som Hillary Clinton pointerede i sin tale til os i går.

Når vi ser på Brexit, den voksende højrenationalisme og nu Trumps store sejr i USA, understreger det, at vi, der tror på en anden fremtid, er nødt til at finde helt nye måder at forklare folk, hvori håbet ligger.

Selvom det virker håbløst lige nu, skal vi fortsat og utrætteligt finde viljen til at gå op imod de fordomme og hadske fortællinger, som ellers bliver billedet på håbet.

Vi er nødt til at tale et sprog som alle forstår. Lige som vi forestiller os, at vi kæmper mod fremmedhad og fordomme, må vi heller ikke fremmedgøre alle, der ikke ligner os selv. Vi må ikke dømme alle dem ude, der ikke tænker som os, og vi må ikke glemme, at der er et markant andet virkelighedsbilledet uden for vores egen trygge cirkel. Heller ikke selvom vi oplever, at vi bruger fakta i vores forklaringer.

Vores fornemmeste opgave er nu at åbne vores sind og sanser, så vi kan lære at forklare, hvordan frygten, hadet og opsplittelsen kun fører til mere utryghed og mindre velstand for alle.

Vi skal lære at forklare og fortælle, hvorfor Europa ikke bliver stærkere af at stå hver for sig. Og hvorfor USA ikke er bedst tjent med at lukke sig om sig selv.

Det er tankevækkende, at det i går var præcis 27 år siden, at et samlet Tyskland rev Berlin-muren ned. Det var en lang og sej kamp, der gik forud, for at nedbryde et monument, der stod for splittelse og adskillelse.

Nu har råbet om nye mure sejret.

Toldmure, grænsemurer og mure mellem mennesker, religioner og kulturer.

Mure bygget med sten af frygt, had og intolerance.

Det er vigtigere end nogensinde, at vi svarer utrætteligt igen ved at insistere på at bygge endnu stærkere broer.

Broer bygget med sten af håb, tillid og sammenhold.

Men vi må ikke tage patent på de rigtige broer eller det rigtige håb – og vi må ikke tage håbet for givet.

Vi skal kæmpe for håbet. Ikke kun til valgene. Men i dag. I morgen. Og i al fremtid. Kun sådan kommer vi stærkt tilbage, så vi kan vise folk, at der er en anden vej, det gør os alle stærkere sammen.